Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uge 40: Ugens koncerter

Updated
23630-e2p2970-1373444024-87-1497880292

Der er lidt til den brede smag i denne uge, hvor Airbourne allerede er udsolgt, men man kan også gå mere ekstremt til sagen og søge mod grind eller ond og dystopisk black metal, hvis ikke det skal være prog eller core. Eller bare lidt af det hele.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)

Grind og masser af det
Vi starter oversigten med at gøre opmærksom på, at den kommende uge er helt speciel, hvis man er til grind. For det første: Hvis man er vild med tyske Excrementory Grindfuckers, så har man chancen hele to gange. Man skal dog være beredt på, at det er ligeså meget gøgl som grind. Det sker lørdag i Odense på PåTaget, men allerede aftenen før er de en del af The Grindcore Family Weekend 2019 i Ungdomshuset i København. Det bliver vildt og en weekend med et tætpakket program fra kl. 21 til to om natten. Undervejs vil man kunne opleve: Entrails Massacre (D), Excrementory Grindfuckers (D), Fordærv (DK), Heinous (US), Herida Profunda (PL), Hibakusha (CZ), Lautstürmer (S), My Minds Mine (NL), Pulmonary Fibrosis (F), SxOxTxEx (H) og Suffering Quota (NL). Nyd et stykke med danske Fordærv herunder:




Det rockede element
Men det er jo ikke alle, der er til metallens indavlede, blodelskende bastard. Skal det være væsentligt mindre vulgært er der jo også den rockede del af metallen. 

Italienske Ufomammut rammer Lille Vega onsdag (og to dage senere Malmø, hvis man er til en tur over sundet). Det er doomet rock med progressive/psych-tendenser. Har det vækket trangen til de tonstunge toner, så står onsdagen på Stengade klar med polske Sunnata, amerikanske Yatra og som support de danske Wacken Metal Battle 2019-vindere. Katla

I det mere intime hjørne rammer Marco Mendoza Zeppelin Bar både torsdag og fredag. Her får man specielle sæt og historie fra hans tid med Whitesnake, Thin Lizzy, solotiden og meget mere. 

Fredag er der fest med Airbourne, men kun for dem, der i tide har skaffet sig billet. Amager Bio melder alt udsolgt. Danske Shotgun Revolution og Superloader rammer Templet fredag, mens førstnævnte tager videre til Odense næste dag. Der er også dansk riffbåren rock på Studenterhuset i København lørdag aften. Det er Bite the Bullet, der er leverandør.



Danske klassikere
Skal der klassisk dansk på menukortet, så er det bestemt også en mulighed i denne uge. To bands, der ikke er blege for ofte at svinge forbi de danske spillesteder, er nemlig netop nu på farten. Fjollede, festlige Red Warszawa og heftige, hæsblæsende Hatesphere. Fjollemetallen rammer Slagelses Badeanstalten fredag, mens Skovsgård Hotel i Brovst (!) overdynges med tåbeligheder (og porrer?) lørdag.

Hatesphere er på tour med Diabolical. Svensk hærg, der kan anbefales. De rammer Loppen i København, og det er om fredagen.



Det proggede eller lidt anderledes
Såfremt weekenden ikke har slået for hårdt, så er det om at komme afsted til Underwerket i Valby allerede mandag. Her står russiske Shokran på scenen for første gang i Danmark. Det er progressiv metal med orientalske toner og vilde soli.

Deadnate spiller på Kansas City i Odense på lørdag. Forvent bombastisk progressiv metal på et fundament af skæve rytmer. Helt så progget er Cauterizer ikke, men det er dog lange sange, teknisk snilde og stærk dødsvokal i et sammensurium af tidlig Opeth og tung Paradise Lost. De rammer High Voltage i København sammen med Embryo, der godt nok rammer et facit omkring stoner metal, men på vejen dertil gerne inddrager progressive og musikalsk overraskende elementer. Der er i øvrigt gratis adgang.



Søndag: Tung og stenet eller sortsveden og voldsom?
Søndagssteneren kan blive alvorligt tung, hvis man besøger Lille Vega. Amerikanske Eyehategod lægger et übertungt røgslør over spillestedet og rocker formentlig en massiv fest i gang.

Er det lige tungt nok, hedder alternativet søndag en tur til Stengade, ligeledes i København, til en sort omgang med to gange islandsk musik og en enkelt dansk. Det er et trekløver af bands, der alle stater med S: Svartidaudi, Sinmara og Serpent’s Lair.

Svartidaudi er black metal med hallucinatoriske lydbilleder af shamanistiske ritualer og lykantropisk længsel. Sinmara beskrives ligeledes med store ord; black metal, som kombinerer modernitet og tradition, dissonans og atmosfære, det transcendente og lyden af mareridt. Serpent’s Lair er dyster black metal i en ond atmosfære.



Hov… vi glemte noget.
Der er jo også ’core-muligheder. Metal-core! As I Lay Dying er tilbage efter forsanger Tim Lambesis’ endte afsoning. Livstegnet fra bandet kom sidste år, og nu er bandet så på en større tour sammen med tre andre amerikanske bands; Chelsea Grin, Unearth, og Fit For A King.

Det er onsdag og det er i Amager Bio i København.



Oversigten:
30.09 Shokran (RUS) + support, Underwerket, Valby

02.10 As I Lay Dying (US), Chelsea Grin (US), Unearth (US), Fit For A King (US) Amager Bio, København
02.10 Ufomammut (I) [rammer også Malmø 5.10], Lille Vega, København
03.10 Sunnata (PL), Yatra (US), Katla, Stengade, København
3.10+4.10 An Evening With Marco Mendoza (US) Zeppelin Rock Bar, København
04.10 Airbourne (AUS) UDSOLGT! Amager Bio, København
04.10 Red Warszawa, Badeanstalten, Slagelse
04.10 Shotgun Revolution, Superloader, Rene Shades, Templet, Lyngby
04./05.10 The Grindcore Family Weekend 2019, Ungdomshuset, København
04.10 Hatesphere (DK), Diabolical (S), Loppen, København
05.10 Raubtier (S), Alfahanne (S), Utmarken (S) Kulturbolaget,Malmø
05.10 Red Warszawa, Skovsgård Hotel, Brovst
05.10 Shotgun Revolution, Posten, Odense
05.10 Deadnate, Kansas City, Odense
05.10 Bite The Bullet (DK) + support, Studenterhuset, København
05.10 Rammstein Jam, Walthers Musikcafé, Skanderborg
05.10 Excrementory Grindfuckers (D) + support, PåTaget, Odense
05.10 Embryo, Cauterizer, High Voltage, København
06.10 Eyehategod (US), Lille Vega, København
06.10 Svartidaudi (IS), Sinmara (IS), Serpent's Lair, Stengade, København