Ugens bandbillede: Denial of God

Fornylig gjorde én fra Denial of God sig lystig over forsangeren fra hardcorebandet Harms Way på Devilutions Facebook. Altså én af dem på det her billede. Som syntes, at en anden fyr så fjollet ud.

Fair nok: Beatdown hardcore og gammel andenbølge-black metal er aldrig kommet godt ud af det med hinanden. Den ene skole sværger til kropslighed, umiddelbar appel, samhørighed og absolut ingen staffage, der kan vaskes væk; den anden skal op og i skole eller på job i morgen, kan ikke lide mennesker og vil bare gerne spille brætspil natten lang, oh yeah.

Denial of God mener det. De to brødre i bandet har holdt det gående siden starten af 90’erne, hvilket er beundringsværdigt, når man tænker på, hvor ligeglad resten af verden har været med det. Selv da black metal havde sin storhedstid, formåede de at holde sig under radaren. Det er muligvis det, der i dag får folk til at tale om dem med beundring i stemmen: De har fandtes i så lang tid uden nogensinde at blive til noget, de må være fantastiske!

Bevares, der kan være noget om, at deres musik bare ikke er kommercialiserbar på samme måde som deres samtidige. At den har nogle andre. mere tidløse kvaliteter. Det er muligt, men det er ikke det, det handler om her, det er repræsentationen af bandet. Og Denial of God: Det her går ikke.

Vi er med på, at I er gammeldags, og det hele godt må være lidt rustikt. Vi kan godt huske det der bandbillede fra for nogle år siden, hvor det hele var lidt umotiveret sløret, fordi så lignede det, at I var så obskure, at I slet ikke kunne stå skarpt. Det mindede om en tid, hvor det hele var hjemmegjort og amatørisk, og det havde sin egen charme, men altså: At tage et sløret bandbillede efter at have brugt en time på at lægge corpsepaint er som at sætte sløset morgenhår med Dax Wax.



Syv år senere var Denial of God klar med en ny plade og et nyt bandbillede. Men intet nyt som sådan. Det er svært: Sværger man til black af den gamle skole, skal det også helst se gammeldags ud. Problemet er bare, at Denial of God ikke kun ser gammeldags seje ud. 

Findes “kalkuleret bøvede” som betegnelse? Så er det det, Denial of God er her.

Det er jo ikke, fordi der ikke er andre af deres samtidige, der har kunnet finde ud af at opdatere looket siden de glade kirkeafbrændingsdage. 

Se hvordan Ihsahn tager sig ud i dag med læsebriller og fornuftiggenser:



Bevares, Ihsahn er også blevet så avantgarde, at han spiller Lenny Kravitz-covers, men så se på Gaahl, der har opdateret den gode gamle corpsepaint:



Og se så igen på Denial of God.

Se på dude med Neil Young-frisure, der ligner en baseball, forulemper et kranie og har Dan Turèll-negle. Odds på at han er guiarist og gerne vil ses som et ondt geni? Rimeligt store, jo.

Se på ham med regnslag og cykelhandsker, der fremmaner ånder af cykellygtebålet og har et omvendt kors om halsen for at vise, at Satan. Ja, det var ham, der syntes, at ham fra Harms Way så fjollet ud. Det her er ham fra Harms Way:



Det her er ham fra Denial of God igen:



Dude længst ude til højre er det menneskelige islæt. Det er ham, der minder os om, at Denial of God også skal på arbejde på ungdomsstudievejledningen imorgen. Det er lige gået op for ham. Der er nogle af dem, han skal råde om, hvilke valg de skal træffe i livet, der vil se det her billede. Han vil fortælle dem, at “det betyder ikke så meget, du kan altid vælge om, det vigtigste er, at du gør noget, du selv har det godt med,” og de vil se det her billede af ham og vide, at han fuldstændig har løjet for dem, at de er fordømte, og om 20-30 år vil det være dem selv, der står der, på det billede, og prøver at slippe væk.

Og der er ingen vej væk.

Se flere bandbilledanalyser her.