Videopremiere: Vola spænder bredt
Dansk/svenske Vola er klar med anden single fra deres kommende tredje fuldlængdeudgivelse, 'Witness'.
Vi har tidligere beskrevet Vola som Danmarks bedst bevarede hemmelighed. Til trods for at de har haft en markant fremmarch i hele Europa med egen headline-tour og supportjobs for bands som Dream Theater, Haken og Katatonia, har mange danske medier været længe om at få øjnene op for det progressive metalbands kvaliteter.
Volas anmelderroste anden udgivelse, ’Applause Of A Distant Crowd’, sparkede dog for alvor dørene ind, også herhjemme. Det medførte blandet andet flere positive anmeldelser fra dette medie, og også en inkludering i Statens Kunstfonds to-årige udviklingsprogram, 'Den unge kunstneriske elite'. Et boost, der uden tvivl kan høres på kvartettens kommende tredje udgivelse, ’Witness’.
Den kommende plade udkommer 21. maj og er produceret af Jacob Hansen – og det lader allerede nu til, at ’Witness’ har en tungere kant og lyd end sin prog-rock-orienterede forgænger. I hvert fald hvis man skal tro de to første singler ’Head Mounted Sideways’ og ’Straight Lines’.
’Straight Lines’ er en bastant komposition, der blander tunge, djentede prog-metal elementer med synth, pop og industrial. Et nummer, der endnu engang fremviser kvartettens sans for eminent sangskrivning og lyst til at spænde bredt og blande genrer.
Forsanger Asger Mygind fortæller om nummeret:
– På ’Straight Lines’ forestiller jeg mig en, der er på flugt fra autoriteterne, men det bliver sværere for denne her person at gemme sig. Han er ved at løbe tør for ’straight lines’ og må være mere og mere kreativ for at undslippe. Men om jagten på ham er virkelig eller bare findes inde i hans hoved, er op til lytteren at bestemme.
I forlængelse af ’Witness’-udgivelsen tager Vola på tour i Danmark og kan opleves i Roskilde, Aarhus, København, Odense og Aalborg. Vi anbefaler varmt, at du tager ind og oplever Danmarks nu knap så velbevarede hemmelighed.
Musikvideoen til 'Straight Lines' er lavet af Tuomas Kurikka og Patrik Nuorteva fra Riivata Visuals i Finland. De stod også bag videoen til Volas førstesingle 'Head Mounted Sideways'.