Ned i kælderen, ud i rummet

e_XTD4396

I en nørrebrobaggård er thrasherne i Terminalist ved at bygge et rumskib for at lade dette samfund bag sig. Vi besøgte dem i studiet på sjettedagen af indspilningerne af debutpladen.

Kunstner
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen

Med jævne mellemrum dukker svedige og forpustede unge op af kælderskakten og misser med øjnene mod den skarpe eftermiddagssol efter at have befundet sig under jorden i en baggård ved Sortedam Dossering i nogle timer. Inde bag dørene i de labyrintiske kældergange arbejder de sig i hver deres bands frem mod hver deres magi, indtil den en dag er klar til at møde det ubarmhjertige dagslys.



Det er der, Terminalist er ved at være nået til efter godt et års intenst arbejde i øvelokalet, sangskrivning og omskrivning og endeløse diskussioner om, hvad det er, de vil med deres musik – og hvad de for alt i verden ikke vil med den. 

Nu er de rykket helt frem øverst i kælderkomplekset, hvor Lasse Ballade har sit studie: Det er blevet tid til at indspille debutpladen. Det er lørdag eftermiddag, og vi er på dag seks af indspilningerne: Grundsporene er lagt, de fejl, der skal rettes til, er efterhånden blevet rettet til, nu skal de til at komme i gang med at lægge alle detaljerne ovenpå. Samtidig er det sidste dag, de har med bassisten Kalle Tiihonen, som skal tilbage på sit arbejde som glaspuster mandag, så han skal nå at rette op på et stykke, han ikke ramte helt, som han gerne ville, i første omgang.



Stemningen er imponerende afslappet, men man kan mærke den sitrende energi, der sidder i alle fire medlemmer, selvom de slænger sig i studiets obligatoriske smadrede sofa.

– Det er jo drømmen, det her, slår Emil Hansen fast uden blusel.



I hans øjne kan man se, hvor vildt det selv på sjettedagen er for Terminalists sanger og guitarist – og, som de andre medlemmer modvilligt erkender, bandleder – at sidde i en kælder med klikgulv fra byggemarkedet og en trofast kæmpende ventilator midt i det hele, som nogen har skrevet SATAN på med grøn Posca-tusch.

– Jeg kunne ikke sove sidste weekend, fordi jeg var så spændt på at skulle i gang. Og så kommer man herned og bruger hele første dag på at sætte trommer op, sukker han. 

 – Jeg sad en hel dag og slog på hver enkelt tromme. Jeg fik helt ondt i håndleddet af det, klager trommeslageren Frederik Amris sig.



Pladens fem sange er indspillet som samlet band i studiet. Det er den måde, Lasse Ballade foretrækker at arbejde på. Det giver en umiddelbarhed, men uundgåeligt også nogle kiks, som de så bruger resten af tiden på at rette til. Det er altså ikke som sådan live i studiet, men følelsen af band skal være der – og det skal nogle af småfejlene også, forklarer de: Efter 00’ernes teknisk perfekte og komplet charmeforladte ekstremmetal, hvor alt blev indspillet for sig og kørt igennem programmer for at rette hvert et trommeslag ind, søger de fleste metalbands nu mod en mere naturlig, organisk lyd, og småfejlene er en del af den lyd. Selv når man spiller så relativt kompleks og teknisk thrash som Terminalist.



– Selvfølgelig spiller jeg med en metronom, men det får lov at svinge lidt. Der er med vilje nogle små skønhedsfejl. Det synes Lasse klæder trommerne, siger Frederik Amris.

– Det er jo en af grundene til, at vi bruger Lasse: Hans tilgang til det er, at det gerne må være råt og smadret, fortæller Emil Hansen, inden han gør sig klar til at lægge de første vokalspor.



Lasse Ballades indspilningsfilosofi er at holde tingene “rock & rul”, som han selv påpeger, og som der står tatoveret bag hans højre øre. Emil Hansens opvarmningsritual består da også i at ryge en cigaret på kældertrappen og bunde en dåsebajer, inden han i strømpefødder stiller sig op i vokalboksen med hovedtelefoner på. Så growler han dybt og raspende ind i en halv meter rockwool, mens Frederik Amris filmer det på sin mobiltelefon.



– Jon ville jo gerne have, at der kom mere skønsang på, fortæller han mellem to sange resten af bandet og peger på mig.

Det er noget, vi har diskuteret frem og tilbage, inden Terminalist gik i studiet, hvor jeg havde fået lov at høre de demoer, de havde lavet af albummets sange i øvelokalet.

– Jeg kan da godt give dig en lektion i “yay-yay-yeah!” griner Lasse Ballade og puffer til Emil Hansen.



Den demo kommer bandet til gode nu, fortæller produceren:

– Man kan tydeligt mærke forskel på, hvornår et band har arbejdet med musikken i præproduktionen, som de har. Så kan man godt lave en teknisk metalplade som det her på to uger.

Det er nu, alle diskussionerne kommer Terminalist til gode. Alle de gange, de hver især har prøvet at trække musikken i en anden retning. Udgangspunktet er thrash med elementer af black metal, men medlemmernes forskellige baggrunde kan ikke undgå at træde frem.



– Morten og Kalle har spillet meget melodød, og jeg kan godt stikke til dem, når de kommer med melodødsriffs, siger Emil Hansen.

– Det er for det meste mig, der sætter foden ned, når det bliver lidt for død, men jeg ved også, at andre gange er det mig, der laver noget, der er for stereotypt thrash. Jeg har faktisk et lidt ambivalent forhold til thrash, og jeg VED, at nogle af de idéer, jeg kommer med, er de andre ikke tilfredse med.

– Vi er virkelig gået til hinanden i processen, siger Frederik Amris.

– Derfor har vi også meget mere kasseret materiale end det, vi er endt med at tage med, indskyder guitaristen Morten Bruun.



Endnu en pause er ovre, og bandet skal videre med det arbejde, der skal munde ud i et konceptuelt thrashalbum, der bygger på filosoffen Paul Virilios idéer om samfundets konstante acceleration, tilsat de rumrejsefantasier, som Terminalist deler med et par andre bands i thrash og dødsmetal for tiden. 

– Thrash har altid haft den samfundskritiske dimension med, tænk bare på Nuclear Assault. Det virkede oplagt at bruge noget af den filosofi, jeg har læst i min uddannelse, siger Emil Hansen, inden han begiver sig ud i en koncentreret forklaring om de tanker, der ligger bag sangene, og hvordan rumskibet som billede både hænger sammen med idéerne om højhastighedssamfundet og thrashens indbyggede konstante fremdrift.



Der ligger en indbygget selvmodsigelse i, at Terminalist rækker tilbage mod 80’ernes thrash og 60’ernes rumalder for at konfrontere det konstant fremadstormende samfund, de fire yngre mænd lever i. Men en nøglesætning på pladen er et citat af Paul Virilio, fortæller Emil Hansen: “The invention of the ship was also the invention of the shipwreck.”

Om Terminalists debutalbum ender som den russiske Luna 9 – der som det første rumskib landede på månen uden at crashe – eller som Challenger, der eksploderede ved launchen, vil efteråret vise. Men at dømme ud fra det, der indtil videre er indspillet, bliver Terminalists rumfærd spændende at følge.