Albummet over alt andet

Attraktiv for bandet, dyr for pladeselskabet: EP’en vinder frem i metal, men det er ikke en god forretning for dem, der udgiver musik i fysisk format. Dog stadig bedre end en rød motorcykel.

I gamle dage brugte pladeselskaberne EP’en som prøveklud for nye bands: Studietid var dyrt, så for at teste markedet debuterede bands som Mercyful Fate, Sodom, Destruction og en lang række mindre kendte navne med EP’er, inden deres pladeselskab vurderede, at de var klar til at indspille et helt album.

I dag er regnestykket et andet: Det har aldrig været billigere at indspille, det kan principielt gøres i soveværelset med et hæderligt resultat, men et støt dalende fysisk salg har ændret regnestykket.

– Det koster typisk det samme at få trykt en 12” EP med tre numre som at få trykt en hel LP, så indkøbsprisen fra labels og distributører er ikke markant mindre end for en LP. De skal jo selvfølgelig stadig have udgifter dækket og have en vis avance. Men kunderne vil ikke give samme pris, så avancen er ofte noget lavere på EP’er end på albums, fortæller Ole Frostholm, der har pladeselskabet Deadbangers Productions og pladeforretningen Mephisto.

Den mindre salgsvolumen har betydet, at der bliver talt mere på knapperne nu, forklarer Quentin Høegh Nicollet fra Strange Aeons Records om den lave avance på EP’er.

– Det er et levn fra en tid, hvor der blev solgt mange flere plader, og prisen var i højere grad afhængig af indspilningsbudgettet, royalties og så videre end trykprisen for små oplag.

EP’er er svære at tjene penge på
Både Deadbangers Productions og Strange Aeons Records er undergrundsforetagender med en begrænset økonomi. Det har betydning for de overvejelser, Ole Frostholm skal gøre sig, når han vil udgive et band. 

– Eftersom udgiften for mig for at få trykt 300 EP’er med tre numre er den samme som for at få trykt 300 fuldlængde-LP’er, men salgsprisen langt fra er den samme, så er det som oftest ikke en super-god forretning med en EP. Og det er helt håbløs hvis vi taler 7”-formatet. For ud over at de ikke sælger ret godt i Danmark helt generelt, så har kunder en opfattelse af, at en 7” ikke må koste over 40-50 kr, hvilket slet ikke står mål med produktionsomkostningerne, hvis der også skal være en smule avance.

På Mighty Music kan Michael Andersen ikke nøjes med en smule avance. Med en vis stolthed proklamerer han, at han har levet af musik hele sit voksenliv, og selvom de glade dage i 00’erne, hvor han arbejdede med topnavne i millionklassen på de store pladeselskaber, er ovre, har han skelet til bundlinjen i Mighty Music, siden han startede selskabet i 1997.



Det betyder, at hvis han skal udgive en EP, skal det som udgangspunkt være som rent con amore-projekt.

– EP-formatet er svært at tjene penge på. Jeg udsender snart Solstices demo fra 1991, og den kommer til at koste det samme som debutalbummet. Det vil folk godt betale, fordi det er Solstice, men hvis det er et eller andet tilfældigt band, gider de ikke betale 180 kr. for en EP.

De gode fillers
Men alle tre pladeselskabsbosser oplever jævnligt, at bands henvender sig med ønsket om at lave en EP.

– Når bands kommer til mig i dag og gerne vil lave en EP, er det enten, fordi de er debuterende, eller, hvis de er etablerede, fordi de gerne vil bruge den som et frirum. Det er tit ekstreme bands, der gerne vil lege med en anden genre. Det kan også være til et sideprojekt, hvor EP’en er alletiders. Man kan lave en EP og se, om folk synes, det er spændende, sådan som Lamentari gjorde, hvor folk syntes, det var for vildt. I black er det mere accepteret, hvorimod hvis man lavede en EP med et AOR-band, ville målgruppen slet ikke kunne forstå, hvorfor der kun var fire sange på, siger Michael Andersen.

Ole Frostholm har flere gange været nødt til at takke nej til at udgive EP’er, han ellers var begejstret for, fordi han ikke kunne se det hænge sammen økonomisk. I stedet har han opfordret flere af de bands, der har henvendt sig til ham med EP’er, til at udbygge dem til albums, som han lettere kan sælge.

– Hvis det er et band, som allerede har været ude med demoer og har noget erfaring i bagagen, så opfordrer jeg bestemt til at få skrevet nok gode numre til et album. Men det skal også være gode numre. Det nytter ikke at jappe 4-5 halvfærdige venstrehåndsnumre igennem bare for at få fyldt ud til en fuldlængde. Så må man hellere nøjes med en EP, hvis man død og pine ikke kan vente. Men der er jeg jo nok bare lidt gammeldags, ting må gerne tage sin tid. Man behøver ikke udgive noget et halvt år efter, man mødtes i øveren første gang og fandt på et bandnavn. God og langtidsholdbart musik skal være gennemtænkt, gennemarbejdet og gennemøvet. Dermed ikke sagt, at et album behøver bestå af otte tophits, der må også gerne være gode fillers, det får efter min mening de helt fede numre til at fremstå endnu bedre. Det handler om at skabe en helhed og en dynamik på et album, hvor numrene bygger op og supplerer hinanden.

Orker ikke et album
Det er en tommelfingerregel, de tre kan enes om, men det er ikke alle former for metal, der nødvendigvis er bedst tjent med at fylde et album ud, indrømmer de også.



– I nogle få tilfælde passer EP-formatet bedst. Jeg tænker blandt andet på et af vores bands, Nyredolk. Det korte EP-format passer bare bedst til deres punkede, fandenivoldske, tongue-in-cheek-attitude. Det ville ikke rigtig fungere på LP, indrømmer Quentin Høegh Nicollet, der har udgivet begge bandets EP’er på Strange Aeons Records – og tager så forbehold for, at han ikke ved, hvad bandet præsenterer ham for næste gang.

Ole Frostholm giver ham ret:

– Der er masser af musik, som egner sig bedst til at blive hørt i mindre bidder. Nyredolk er et godt eksempel. Man ville jo næppe orke at høre en plade, der varer en time med dem, men EP-formatet passer perfekt.

Alternativt kan EP’en bruges til at lancere et comeback eller til at bygge hype op før en fuldlængdeudgivelse, sådan som Mighty Music gjorde det med Mercyful Fate-guitaristen Michael Denner og hans band, Denner’s Inferno. Men så skal EP’en ses som en investering, understreger Michael Andersen.

– Vi startede med en EP for at gå ud og vise den lyd, han havde. Den strategi virkede fint, men der var ingen økonomi i at trykke de vinyler og CD’er.

Det er også sjældent, at de tre oplever, at en EP-udgivelse lykkes med at skabe opmærksomhed, fordi musikpressen konsekvent vægter albumudgivelserne tungere.

– Det er næsten umuligt at få EP’er anmeldt og taget seriøst. Når det gælder de rigtige, vigtige medier som tyske Rockhard, så er det albums. Det kræver noget medieomtale, som man kan gå videre til distributøren med og sige, at der kommer til at ske det og det, så de ender i butikken – om det så er i Apple-butikken, Nuclear Blast eller Media Markt, siger Michael Andersen, og Quentin Høegh Nicollet supplerer:

– Pressen er meget mere interesseret i at omtale og anmelde en LP end en EP. Vi kæmper meget hårdere, når vi skal sende en EP ud, end når et af vores bands udgiver en fuldlængde. Jeg tror, det bunder i, at EP’en altid har været forbundet med eksperimenter, B-sider, covernumre og andet, der ikke var egnet til en LP.

Skrønen om den kontinuerlige strøm
I sidste uge talte Victor Kaas fra Eyes og Telos om, hvordan de brugte EP’er til at holde gryden i kog mellem albums, så bandene ikke bliver glemt. For Ole Frostholm er det et udtryk for en trist generel samfundstendens:

– Alt skal gå hurtigt. Der skal ske noget hele tiden, ellers glemmer folk. Så bands vil hellere spytte en EP ud hvert halve år end bruge tiden på at få komponeret et helt album, fordi de er bange for at blive overset eller glemt. Og jeg kan godt følge tankegangen, og der er da også en vis sandhed i det. Men jeg tror ikke, man skal undervurdere det, som rigtig gode albums, som måske har ladet vente på sig i årevis, kan. Forventningens glæde, overraskelsen over, at nu kom der sgu et nyt album fra den kant, og når det så viser sig at være et mesterværk, så høster bandet i stor stil. Og de gode gennemarbejdede albums er langtidsholdbare på en helt anden måde end de hurtige EP’er efter min mening.

– Det er en skrøne, at det skulle være en god idé at have en kontinuerlig strøm af små udgivelser, singles og EP’er for at holde sig aktuelle i den digitale verden. Den køber jeg ikke, slår Quentin Høegh Nicollet fast. 

– Jeg tænker, at publikum er mættet i forvejen, og at man måske hellere skulle bruge sine kræfter på en gennemarbejdet LP, som giver et fuldendt blik ind i bandets univers i stedet. 

Ikke desto mindre konstaterer Quentin Høegh Nicollet med en vis forundring, at flere af hans personlige favoritudgivelser er EP’er:

– Dødheimsgaards ‘Satanic Art’, Mayhems ‘Wolf’s Lair Abyss’, Incantations ‘The Forsaken Mourning of Angelic Anguish’, Deathspell Omegas ‘Kenôse’. Jeg har dog svært ved at se, om det skyldes formatet, eller om det er et tilfælde.

Et tilfælde er det i hvert fald, at han selv har en EP på vej med Gespenst. Egentlig skulle det have været en split med Sunken, men så udgav de et helt album i stedet, så nu bliver det en EP. 

Album er bare formatet
Michael Andersen går også og overvejer at udgive en EP med sit eget band, Withering Surface. Sidste sommer vendte de tilbage med deres første album i 16 år, men de festivaler, de var booket til, blev aflyst. Hvis der skal være noget aktuelt at spille på baggrund af, når der engang bliver åbnet for koncerter igen, ville en EP være god til at forlænge albummets levetid, mener han.

Men sigtet med det ville ultimativt være at købe bandet tid inden næste album. EP’en kommer ikke til at erstatte albummet for Withering Surface, og Michael Andersen har heller ikke den store fidus til en streamingbaseret forretningsmodel som den, Andreas Bjulver Paarup fra Cabal lagde an til i sidste uge:

– Jeg skal ikke være first mover på noget. Jeg leder ikke efter nye forretningsmodeller eller det nye sort. Jeg ved, hvad der virker. Jeg går efter min egen aldersgruppe på 45 plus/minus ti år. Jeg tænker ikke noget helt vildt crossover ind i det, erkender han blankt.

For albummet er ikke til at komme udenom i metal, er de tre enige om. Og Michael Andersen er heller ikke bange for, at tiden løber fra det:

– Album er bare formatet, og det kommer det til at blive ved med at være i både din og min levetid. Men hvis der kom et band til mig, der havde lavet fire sange i den helt rigtige stil, hvor jeg faldt på røven over det, fordi det lød som det bedste fra Amon Amarth, så ville jeg udgive det. Så skulle det ud som en teaser for en plade. Jeg har et internationalt setup med aftagere til mine ting og et stort bagkatalog. Og jeg har godt nok motorcykelkørekort, men jeg gider ikke købe en rød motorcykel. Det er det her, jeg vil bruge mine penge på.


Dette er tredje og sidste artikel i serien om EP'ens genkomst.
Læs Vagttårnet: Har I formatet?
Læs bandvinklen: Den traditionelle model er til at lukke op og skide i