Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

De elskeligste brushoveder

Populær
Updated
_XJD9029

Ude godt, hjemme Baest: Man kunne godt få et par på hovedet for at høre dødsmetal i 00’erne på Djursland, og Baest får stadig flak. Vi besøgte bandet derude, hvor det hele begyndte.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen

Der er altid én i bandet, der tager det på sig at være that guy. Så lige nu er Svend Karlsson i færd med at klatre op på en træstub, som er højere end ham selv, mens Simon Olsen står foran og hepper på ham og fabulerer om, hvor høj skovhuggeren må have været, Lasse Revsbech står bag ham og siger, at nu skal han passe på, og Mattias “Muddi” Melchiorsen står for sig selv og ryster på hovedet.
_XTD8857.jpg
Guitaristen kommer til tops, poserer for fotografen, indser, at det måske er lidt risikabelt at stå deroppe, mens det sner, hopper ned igen. Det var til ingen verdens nytte, men det var sjovt og dumt og potentielt farligt, og det er grund nok i sig selv.

Det er ret meget den type band, Baest har fået ry for at være: En flok elskelige brushoveder, der gejler hinanden op til narrestreger og taler sammen på den måde, som unge mænd, der har gået op og ned ad hinanden i årevis, har det med at gøre. Der er den indforståethed, der kommer af timevis i øvelokalet, i trange tourbusser, bøjet over papkasser med T-shirts, plader, patches, pins, øl, rom og alt muligt andet tænkeligt og utænkeligt merchandise, som skal sendes ud i den verden, de er i færd med at vinde én boblekuvert, ét spillested, én playlistfeature ad gangen. Den, hvor man på et splitsekund kan aflæse, hvor de andre er henne, hvad enten man står på scenen, i studiet eller sidder i næsten samlet flok og giver interview. Der er en kærlighed mellem dem, som stråler ud af deres øjne, når de ser på hinanden. 
_XJD8982.jpg
Det er den kærlighed, Baest er bundet op på. Det er den fællesskabsfølelse, deres fans køber ind på. Baest er glade dage med bajere og bundsolid dødsmetal, det er en fortælling om uovervindelighed, om at gå fra sejr til sejr, hele tiden blive lidt større uden at knække på det. 

Det er en succeshistorie, og det kan ikke passe, at det er sådan, så vi er taget til Djursland for at finde ud af, hvad det er for en jysk muld, Baest er rundet af.

Baestegnen
Symbolikken kunne dårligt være tykkere: Baests dødsmetal er så klassisk funderet i 90’erne, som den næsten kunne være, og så har de simpelthen valgt at sætte os stævne på en gammel skole. 

Det er gennemført, men det er nu ikke derfor: Da guitaristen Lasse Revsbech skulle have sit første barn for et par år siden, flyttede han sammen med sin kæreste ud af Aarhus og ind i en nedlagt skole i Ryomgård. En fælleshåndvask fra 60’erne ude i mellemgangen vidner om stedets fortid, og stadsstuen har stadig de store, gamle, sprossede dobbeltvinduer med udsigt over den tørlagte sø Kolindsund, som Ryom Å skærer sig igennem som et dræn.
_XJD8807.jpg
Alt det her er barndommens land for tre af de fire medlemmer af Baest, der sidder i hvide tennissokker rundt om spisebordet, inden vi skal ud at gå i landskabet. Trommeslageren Sebastian Abildsten har meldt afbud, fordi han følte sig sløj og ikke ville risikere at smitte nogen, hvis nu; han er fra Aarhus, sangeren Simon Olsen er opvokset i Odder syd for Aarhus. 

Men Lasse Revsbech, Svend Karlsson og bassisten Mattias “Muddi” Melchiorsen er alle opvokset på Djursland, og mens Muddi bedyrer, at han ikke er klar endnu til at flytte sin kæreste og deres barn ud af lejligheden i Aarhus, overvejer Simon Olsen at finde noget nede omkring Ebeltoft. Svend Karlsson flytter herud samtidig med, at Baest udgiver sit tredje album, ‘Necro Sapiens’.

Hårdere end Boogie Listen
Det er svært ikke at se det som en ring, der bliver sluttet: Lige på den anden side af Ryomgård ligger landsbyen Marie Magdalene, som gav navn til Baests debut-EP for fem år siden. Men barndommens land er ikke udelukkende forbundet med idyl, understreger Svend Karlsson.

– Jeg har da fået par på hovedet for at være langhåret og høre dødsmetal. Jeg var den eneste i folkeskolen udover Thomas Drachmann, der spiller trommer for Christopher, der hørte sådan noget. Mørke er så lidt metal! siger han om sin hjemby.
_XJD8834.jpg
Men nede i Rønde var den jævnaldrende Muddi røget på samme vogn, og de to mødtes på den uundgåelige rute ind til Aarhus.

– Da jeg blev 14-15 år, begyndte jeg at ville høre noget, der var lidt hårdere end det, der var på Boogie Listen, så jeg mødtes på busstationen på vej ind til koncerter med de andre, der hørte metal.

Det er den type fællesskab, bedyrer medlemmerne gentagne gange, der er selve grundlaget for Baest. De er de samme fem fyre, der startede bandet i 2015, og de indretter sig efter hinanden. Et eksempel på det er singleforløberen ‘Meathook Massacre’ fra ‘Necro Sapiens’, fortæller Svend Karlsson:

– ‘Meathook Massacre’ er det hurtigste, Sebastian kan spille. Det satte vi tempoet efter. Vi spiller det, vi kan. Og så blev vi selvfølgelig alligevel ivrige, så tempoet røg op.

Kun bajere tilbage
Det er en del af fællesskabsfortællingen, at ‘Necro Sapiens’ er indspillet live. At hele bandet kunne stå sammen i studiet og spille op mod hinanden, sådan som de gør det hver mandag, når de mødes og øver.

– Det er nemmere for os at kommunikere med hinanden gennem musikken, forklarer Simon Olsen om den måde at indspille på, mens Lasse Revsbech er mere pragmatisk anlagt: 

– Vi havde den fedeste fest i en uge! Vi kunne indspille to sange om dagen og høre dem bagefter, i stedet for at sidde og vente på at der blev kørt trommer i tre dage. 

– Når vi så var færdige om eftermiddagen, drak vi os ned i rødvin og sad og gav Simon gode råd om, hvordan han skulle indspille sin vokal om aftenen, griner Svend Karlsson og fortsætter: 

– Det her var en måde for os at kunne give den ægte oplevelse af, hvordan vi lyder. 

Lige præcis den ægthed er der blevet sat spørgsmålstegn ved i undergrunden, siden Baest brød igennem. Baest har lavet podcast, en bog, en DR3-dokumentar, spillet i Go’ Morgen Danmark, spillet med et klassisk ensemble til Aarhus Festuge, blevet ambassadører for Ceres Royals Tak Rock-kampagne, reklameret for bacon, og det har altsammen været med til at få deres navn bredt ud, men også til at distancere dem fra den undergrund, de selv er rundet af.  

– Man må bare anerkende, at det er andre tider. Vi er meget businessorienterede, Baest skal løbe rundt. Der er ikke noget dårligt ved den tilgang, siger Lasse Revsbech, inden han kommer i tanke om en enkelt hage ved det:
_XJD8872.jpg
– Jo, der var nogle veganere blandt vores fans, der syntes, det var træls, at vi reklamerede for bacon. Det kan jeg måske egentlig også godt selv synes, når man tænker på dyrevelfærden for grisene.

– Men den reklame betalte for en tour med Entombed, fastslår Svend Karlsson.

Senere, da vi går gennem snevejret nedenfor Lasse Revsbechs hus og peger over mod Marie Magdalena, hvor Katlas trommeslager, kammeraten Rasmus Dichmann, kommer fra, kommer han i tanker om den opstandelse, der blev på de sociale medier, da Katla for nogle uger siden lancerede en vegansk pizza.

– Det er da også umuligt: Så må vi ikke lave noget med bacon, og de må ikke lave noget uden! Så er der jo kun bajere tilbage! 

For meget leverpostej
Det er ikke første gang, at et aarhusiansk dødsmetalband har stået på tærsklen til et større gennembrud. Muddi kan huske, hvordan han som helt ung så Hatesphere sejre stort på Wacken i 2007, blot for året efter at spille på Musikcaféens intime scene hjemme i Aarhus, hvor Jacob Bredahl, Anders Gyldenøhr og flere af de andre medlemmer stod nede i baren efter at være skredet fra bandet i eftersommeren.
_XJD8860.jpg
Der kunne fællesskabet i længden ikke klare turnélivet og balancen mellem at indspille plader og spille koncerter i ét væk, mens medlemmerne hver især skulle have en privatøkonomi til at hænge sammen. Det har både deres guitarist Peter “Pepe” Lyse Karmark og Jacob Bredahl tidligere fortalt om. Måske derfor er Baest mere villige til at gå skridtet videre og indgå de partnerskaber, der kan finansiere bandet, sådan som Tak Rock-partnerskabet har finansieret videoen til singlen ‘Necro Sapiens’.

Eller måske er det bare, som Lasse Revsbech siger, andre tider, og det er dem fra dødsmetallens gamle skole ikke villige til at indse.

– Jeg kan godt forstå, hvis de føler et stort ejerskab for den her musik, siger han.

– Men vi får altså også skabt nogle nye metalfans. Der er 14-årige drenge og piger, der står i merchboden med røde kinder efter vores koncerter.

– Og så kan det sagtens være, at de om to år er røget på Undergang eller Rotten Sound i stedet for. Vi er jo ikke det mest ægte dødsmetal. Men jeg synes egentlig, vi oplever meget respekt fra dem, der har været der før os, tilføjer Svend Karlsson.

– Der er bare mange af dem, der er lidt for glade for leverpostej, indskyder Simon Olsen.
_XTD8807.jpg
– Og det er ikke det, der giver mig et kick, fastslår Lasse Revsbech.

Hvad gør så?

– Hurtige dobbeltpedaler, kommer det hurtigt fra Svend Karlsson.

– Alle skal helst stå og grine i øveren, når vi har lavet en ny sang.

Glad hele tiden
Ni af den slags sange er med på Baests tredje album, ‘Necro Sapiens’, der udkommer 5. marts. Aftenen før skulle Baest have indledt en danmarksturné, som er blevet udskudt på grund af nedlukningen. Akkurat som det, der skulle have været bandets store triumftog ned gennem Europa i foråret og sommeren 2020 – sådan som deres manager, Svend Karlssons storebror Jens Karlsson, fortalte om det i efteråret 2019 – blev aflyst.

– Vi gik fra først at skulle supporte Phil Anselmo på en arenatour, og det, synes jeg ikke, der er nogen som helst, der skal have at vide, er for meget, siger Svend Karlsson med tydelig benovelse i stemmen, til at det blev først udskudt og så helt aflyst. Men det var vigtigt, at det gik op for os, at alle stoppede op der. Det var ikke bare Baest, der fuckede op.

For det gør Baest helst ikke, selvom de gerne giver indtryk af, at det er sjov og ballade og drengerøvet entusiasme, der driver værket. Der ligger en forretningsplan bag, ikke mindst fordi de enkelte medlemmer skal kunne forsvare overfor deres bagland, at de bruger så meget tid på at spille dødsmetal, selvom der er kommet jobs, kærester og børn til og gamle bygninger ude på Djursland, som konstant skal renoveres.

– Vi får mange tilbud, fordi vi er nemme at arbejde med. Vi overholder aftaler, selvom der er nogen, der synes, det ikke er metal at gøre, sukker Svend Karlsson.

– Vi prøver ikke at tage noget fra nogen. Hvis man er vokset op i 80’erne og har fået flere på hovedet for at høre det her, end vi har, forstår jeg godt, at folk kan synes, det skal være mere mørkt.

– Men vi er aldrig gået efter at være helt ekstreme, indskyder Lasse Revsbech.

– Vi er, som vi er for hinanden, opsummerer Svend Karlsson.

– Det skaber en balance for én som person. Man kan tage på tour, hvor alt er intenst, og så tilbage til et liv, der er meget normalt. Jeg føler faktisk, at jeg er glad hele tiden, siger Simon Olsen og ser selv helt overrasket ud over det udsagn.

Men når han bagefter stavrer rundt i sneen med sin nye pelsjægerhue og spiller op til sine venner, tror man på det. Baest er efter alt at dømme præcis det, de sælger sig selv på at være: en flok venner, der har det vildt over at kunne lave det her, og over at andre synes, det er fedt. Men som heller ikke er mere blåøjede, end at de har set, hvordan det kan ende, når det ikke længere er éns indgangsvinkel til at spille metal.
_XJD9057.jpg
– Vi er nødt til at have det sjovt, fastslår Muddi.

– Vi har prøvet at være på tour med bands, der ikke har det sjovt, understreger Svend Karlsson.

Og dét er i sig selv grund nok til at klatre op på den højeste stub i landskabet og posere. Bare for at være sikker på, at man både kan og gider endnu.
_XJD8999.jpg