Chokeffekten i dødsmetal

Karl Sanders røber i dette interview, at næste album vil indeholde nogle skøre elementer samt at det var en ven, der kom på bandnavnet Nile.

På trods af træthed og mange timers transport, så er det en munter Karl Sanders, der møder NRGmagazine.dk og skribentens kamera, der også indeholder en diktafon-funktion, hvilket tilsyneladende morer Karl:

– Det er et stykke udstyr med identitetsproblemer. Hey, kameraet tror, at det er en diktafon!

George Kollias kommer ind i skurvognen efter noget at drikke midt i Karls latter og undskylder høfligt, at han forstyrrer, hvilket Karl reagerer på: – Det gør ikke noget, vi sad faktisk bare og talte om dig.

Stilen er lagt, men der kommer hurtigt gang i den egentlige snak om Nile. Næsten.

– Er der tændt for den, der er ikke noget rødt lys?

Jeg bekræfter, og spørger til om der var en tid, hvor bandet havde et andet navn indtil man pludselig kom på hele konceptet med Nile og tekster om egyptologi:

– Sådan cirka. Vi var et band uden navn før 1993, indtil en ven sagde til os: "I kan lide de dér mellemøstlige ting, hvorfor kalder I jer ikke bare NILE?" Vi tænkte lidt over det i nogle sekunder og kløede os selv i håret. Ja, hvorfor ikke? Det er et simpelt navn på kun fire bogstaver, og vi kunne sikkert lave et fedt logo, der var let at læse. I månederne efter gik det mere og mere op for os, at der var potentiale i navnet, og hvor vi kunne føre det hen.

Nile-konceptet er ingen hæmning

Har det nogensinde været en begrænsning, at I nu forventes at skrive de her historier med rod i old-egyptiske tekster osv. – det er måske svært at skrive sin holdning om noget nutidigt, med mindre man måske bruger det metaforisk?

– Det gør vi faktisk hele tiden. Putter historier og synspunkter fra i dag gennem "filteret" med vores oldhistoriske tema. Jeg føler mig ikke begrænset af Nile. Jeg føler det giver mig et formål og en retning af bevæge mig i, og jeg er aldrig i tvivl om, hvad jeg skal gøre.

Hvordan er processen og arbejdet med at gå nye veje, når I påbegynder arbejdet til en ny plade?

– Vi har altid nogle idéer, som vi føler stærkt for. For eksempel som da vi lavede 'Ithyphallic', ønskede vi at lave et album, der virkelig så bagud til det tidlige, og måske sværere forståelige, Nile. Med hensyn til 'Those Whom the Gods Detest', så var der helt sikkert nogle nye idéer og retninger, som vi ønskede skulle være en del af ligningen for den plade.

– Det næste vil vi nok lande lidt udenfor det, som folk forventer. Det er tid til at lave nogle skøre ting. Vi har nogle skitser klar allerede.

Hvis vi lige går tilbage til 'Those…' igen – hvordan har reaktionerne på materialet været, når I spiller live?

– Det fungerer temmelig nøjagtigt, som vi havde forventet. Folk synger med, hvor vi havde ventet det osv., så vi føler at vi har gjort noget rigtigt.

I kender jeres materiale, og ved hvad der fungerer?

– Ja, noget i den stil. Vi kan mærke det indeni. Mavefornemmelsen.

En dødsmetaller i Egypten?

Lad os vende tilbage til Nile og den egentlige Nil. Har I besøgt Nilen?

– Vi har kigget på det mange gange. Det er meget dyrt at flyve dertil fra staterne. Det koster cirka 2700 dollars. Men da jeg kiggede for seks måneder siden, var priserne faldet til cirka 700 dollars og jeg tænkte "Wow, det her må være det rigtige tidspunkt at besøge Egypten på!"

– Jeg læste efterfølgende i nyhederne, at årsagen skyldtes, at der var så mange turister, som blev slået ihjel! Og med blond hår og blå øjne, så er jeg uomtvisteligt amerikansk af udseende. Så jeg spekulerede: "Er det nu jeg skal tage til Egypten? Måske ikke…"

Og Egypten er ikke så interesserede i få bandet Nile på besøg?

– Nej, de kunne ikke være mere ligeglade! De er fundamentale muslimer. Den metalscene, som findes der, lever et noget stille og knap så offentligt liv. Men der findes egyptiske metalfans, og vi får af og til breve fra dem, men heller ikke de tror på, at vi kommer til at spille der.

Kommer de nogensinde med emner eller tekstforslag til jer?

– Nej ikke rigtigt. Men faktisk har vi fået noget fra nogle af vores iranske fans. Der var en, der kom til Hellfest-festivalen. Han sagde, vi burde skrive om, da den persiske konge erobrede Egypten, hvor hæren fór vild i ørkenen. En fascinerende historie, faktisk. Wow!

At spille på pop-festivaler

Apropos Hellfest – hørte I noget til, at der er folk i Frankrig, der er kraftigt imod den festival pga. blasfemi i nogle bands tekster og på merchandise?

– Nej, det hørte vi intet til. Og havde der været noget, så ville stadig bare have gået på scenen og gjort, hvad vi skulle. Folk er der jo bare for at have det fedt.

Det var jo en ren metalfestival – hvordan har I det med de mere blandede arrangementer, hvor I spiller side om side med pop?

– Vi har spillet nogle pop-festivaler i Holland. Det var vældigt skægt.

Tror I, at I får nye fans, der ikke er metalinteresserede ud af det?

– Hmm…hvem ved? Altså, det er jo også komisk, at vi står der "grrrr-grrrr-dakka-dakka-dakka" og folk tænker "Hell no!". Det er skægt. Chok-effekten er sjov. Metalfansene har fået det chok for år tilbage, hvor de bare fandt ud af, at de kunne lide det. Den første gang en person hører de første få takter af dødsmetal, bliver personen overvældet af indtrykket. Halvdelen af morskaben ved dødsmetal er netop den her chok-effekt.

Nile havde travlt frem mod showet på Odeon kun 2 timer senere, men det korte interview nåede også vores klassiske "10 hurtige", som du dog må få ved en senere lejlighed på NRGmagazine.dk