En sund udvikling

Vi har snakket med Hatesphere-guitarist Peter "Pepe" Lyse Hansen, der mener, at "the perfect match" er forklaringen på, at hans bands nye album er en succes.

Det er Headbangers Ball 2011, det er på The Rock – det er lørdag aften og klokken er 20. Devilution har en aftale med Hatespheres guitarist Peter Lyse Hansen. Nede i mørket står alle bands på scenen og er ved at få taget et gruppebillede og luften sitrer af en blanding af spænding og godt humør.

Da de er færdig med at fjolle rundt, går jeg hen til Peter og siger, at vi har en aftale om et interview, hvorefter han spørger om han skal hente et par øl til os, hvilket der naturligvis ikke takkes nej til. Dernæst går vi gennem køkkenet og sætter os i backstagelokalet ved bordet til en snak om deres nye album og musik. Vi bringer her første del af snakken - anden del får du i næste nummer.

Fortæl lidt om processen bag jeres nye album 'The Great Bludgeoning'...

- Processen har været anderledes denne gang. Vi startede allerede med at skrive efter vores USA-tour med Nevermore. Vi havde godt nok ikke nogen bassist på det tidspunkt og Jimmy kom først med halvanden måned, inden vi skulle i studiet.

- Vi har mødtes en del mindre, end vi plejer. Og for første gang indspillede jeg demoguitar derhjemme og sendte rundt til de andre løbende, så de vidste, hvad vil skulle mødes om og lave. Så kunne de også forberede eventuel kritik. Selv om vi til tider var presset, har det alligevel været afslappende og mindre stressende. Jeg tror, at grunden til det er, at vi passer bedre sammen som personer og musikalsk. Vi havde alle i bandet samme mål og var glade for det.

Hvordan er arbejdsfordelingen i bandet?

- Altså hvis man har musikalske idéer, så skal man jo bare sende det rundt til de andre. Men det er mig, der skriver det meste, og sådan har det faktisk altid været – det er naturligt for mig. Men det er ikke sådan at de andre ikke må. Sammen vælger vi det bedste.

- Jeg sender som sagt demoguitar rundt, så kan de andre øve sig derhjemme. Jeg øver mest med Mike enten i Århus eller her i København, hvor Esse også nogle gange er med. Det er vigtigt at få øvet trommer og guitar sammen end slet ikke at få øvet, hvis det ikke har kunne lade sig gøre at samle hele bandet hver gang. Esse har - ligesom Jacob Bredahl gjorde det - skrevet næsten alle tekster men han har også skrevet en lille smule af musikken. Det er så den musikalske del af det, men vi har også en masse andre opgaver, som vi deler ud mellem os som for eksempel økonomi og transport – alt det kedelige…haha!

Er der noget ved albummet, som du er særlig stolt af?

- Altså overordnet set er jeg stolt af, at vi på trods at lidt modgang fik banket sådan et godt album sammen. Jeg kan utrolig godt lide hele albummet – vi har fundet os selv – nok på grund af at vores personer og musik passer bedre sammen samt, at vi var enige om, hvor vil skulle hen med pladen. Og selve indspilningen gik ret smertefri, nok fordi vi alle er temmelig rutinerede musikere.

Prøv at sammenlign den forrige plade, 'To the Nines' med 'The Great Bludgeoning'...

- Egentlig synes jeg ikke, at de er så forskellige, men jeg kan godt forstå, hvorfor andre måske synes det. Det gør selvfølgelig meget, at både vokalisten og trommeslageren er skiftet ud. Men fra plade til plade har vi jo altid forskellige riffs.

- Jollers vokal var for eksempel dyb og måske ikke så overdrevent som Esses, der er meget mere aggressiv og alsidig. Og Mikes trommestil er meget mere svinsk og rock and roll sammenlignet med Dennis, som også spiller overdrevent fedt, men måske lidt mere maskinelt på en eller anden måde. Mike får numrene til at køre og groove på en anden måde og begge dele får betydning for pladen.

- Faktisk så bad vi også Tue (Madsen, red.) om at lave en lyd, der er mere reel, og hvor der ikke er snydt så meget. Trommerne lyder som de lyder nede i en pool, hvor de er indspillet. Der er ikke blevet pillet så meget ved tingene. Vi gav Tue 'Ballet of the Brute' albummet og sagde, denne her lyder bare pisse godt, og vi kunne godt tænke os, at ramme denne lyd på en eller anden måde – uden at det selvfølgelig måtte blive det samme.

- Jeg tror også at forskellen på de to plader har noget med medlemmerne at gøre. De samme riffs kan spilles forskelligt fra person til person. Men jeg bliver også inspireret på en anden måde og får andre ideer, ud fra den måde Mike spiller på. Måske er det nye album mere rocket i sine riff og mere old school – så der er uden tvivl forskel mellem de to plader.

Kan du sige lidt om bandets udvikling fra album til album?

- Uha ja…. Altså for eksempel tror jeg, at jeg selv er blevet mere modig, selvsikker og erfaren gennem årene. Jo yngre man er, jo mere tilbøjelig er man til at spille én slags stil, blandt andet fordi man ikke har lyttet til så meget forskelligt musik endnu.

- Gennem årene, tror jeg, at vi har haft mere mod til at tage forskellige ting ind i musikken, men vi har aldrig ændret basislyden – det ville i mine øjne være forkert.

Men vil du mene, at udviklingen har været stigende og lineær?

- Det har jeg svært ved at sige. Altså jeg synes jo altid, at vores nyeste plade er den bedste…haha, for det skal man jo mene. Og den nye plade 'The Great Bludgeoning', synes jeg sgu, er rigtig god.


I næste uge bringer vi altså anden del af interviewet, hvor du kan læse om, hvordan det hele startede tilbage i ungdomsklubben i 1993 og om, hvad Peter mener om Hatespheres eksterne og interne udfordringer...