For tidligt at sætte i bås

Frontmand og bandstifter i amerikanske Dommin har en sund indstilling til sangskrivning og er ikke bange for at tage chancer, når bandet skal udgive efterfølgeren til den flotte debut.

Bandstifter og forsanger/guitarist/sangskriver i Dommin, som er også er Kristofers efternavn, ligner ikke sine pressefotos denne dag før koncerten som opvarmning for Lacuna Coil i Pumpehuset. Tøjet er mere nutidigt og afslappet end det sorte look med pomade-hår, og den lange hårlok, der plejer at dække den ene side af panden er gemt væk bag en kasket. Og så er der en charmeklud eller har han mon ondt i halsen?

- Ja, jeg er lidt ramt af vejret. Vi må se om det har betydning for stemmen, haha. Det er en lidt øm hals, men det går da at snakke.

I er nu ude med jeres debut, men det lader til at processen fra færdigindspilning til udgivelsen har været meget lang?

- Vi underskrev pladekontrakten i juni 2008, og vi havde så albummet færdigt i december 2008. Og så skete der ingenting med den i 2009, haha. Altså, vi gik på tour og spillede i hele 2009. Pladen skulle have været udgivet i februar, men Roadrunner sagde, at de havde for mange ting dér, og at pladen var for vigtig, så de ville udskyde til maj.

- Det var så planen, at det kun var i USA, at den skulle udkomme da, men da selskabet erfarede, hvor godt det gik for os med touren, så begynde de at revurdere tingene, og ville gøre udgivelsen større. Derfor gik de så efter en samtidig verdens-release, og det blev så først her den 2. februar 2010. Så forsinkelsen skyldtes derfor pladeselskabet, der skulle beslutte sig for den bedste fremgangsmåde.

Hvordan har reaktionerne så været her på Europa-touren?

- Meget tilsvarende dem, vi fik i USA. Vi turnerede også med Lacuna Coil derhjemme, og deres tilhængere er fans af melodisk musik, og de synes også at blive fans af os, når de har set os ’live’.

Nu talte vi om, at ’Love Is Gone’ er jeres debut, men lidt søgen på nettet leder frem til en udgivelse kaldet ’Mend Your Misery’, som indeholder flere af de samme sange?

- Det er i en anden optagelse, og var en udgivelse uafhængig af et pladeselskab og primært udgivet online. Det er en slags demo-cd, selvom den er produceret af de samme mennesker, der tog sig af ’Love is Gone’. Producer-holdet var utroligt glade for musikken, så vi optog sangene delt i to omgange med 6 måneder imellem. Men hvad angik interesse fra selskaberne, derimod: der blev døren smækket i hovedet på os. Ingen turde løbe risikoen…

Det er jo lidt sært – fx er jeres åbningssang på skiven ’My Heart, Your Hands’ et så indlysende hit, der sidder fra start…

- Yeah. Vi shoppede det rundt, og måske var det…jeg ved ikke…for mørkt, eller også ledte de efter noget andet på det tidspunkt. Så vi valgte selv at sende alle de sange, vi havde optaget ved de 2 lejligheder på et album på fx iTunes.

- At nogle sangene så går igen på det, vi betragter som den rigtige debut med ’Love is Gone’, skyldes, at vi mente, at de var så stærke, og at de ikke bare skulle ”dø”, for der er kun lavet ca. 1000 eksemplarer af den første cd og så de downloads, det blev til. Sangene er optaget samme sted som ’Mend Your Misery’, men denne gang i én omgang, og gengangerne er også optaget på ny.

Er det så muligt at få fat på ’Mend Your Misery’ nu?

- Man kan sikkert downloade den illegalt. Og ellers finde den på eBay. Når folk henvender sig til mig, og siger at de leder efter den cd, så siger jeg ”well, sangene er altså de samme”

Lyrikken på ’Love is Gone’ er som titlen røber om kærlighedens smerte. Hvad er din indgangsvinkel til dette gennemtærskede tema?

- For det første, så mener jeg, at jeg adskiller mig ved, at det ikke er en medlidenheds-fest. ”Ih, hvor er det synd for mig”. Det er mere ”sådan her foregik det, og det er den historie, jeg vil fortælle”. Men sangene er en slags små sejre over triste situationer. Den mest almindelige kommentar, jeg hører om sangene er: ”det er mørkt, men det er ikke trist”. Og det opsummerer mine sange meget godt: det er ikke meningen, at man skal blive trist, snarere at man skal finde styrke. Vi oplever alle de samme ting, og vi klarer os alle. Vi er alle ok. Så indgangsvinklen, synes jeg altså er anderledes fra andre.



FOR MANGE BANDLEDERE FORDÆRVER TONERNE


Ud fra dit efternavn og bandets navn skulle man tro, at det var dit band alene?

- Ja. Det er mit band på en måde. Jeg startede det som et solo-projekt for mange år siden, og har så gennem tiden forsøgt at finde de rette personer, som både troede på musikken, og var gode musikere, men samtidig forstod, at jeg kørte showet. Bandet opstod af en tanke om at stole på mig selv – fordi jeg har været i bands, hvor jeg var leder nr. 5, og ingenting skete udover at hive dødvægt med sig. Så det her band skulle være på mine præmisser. Ingen hensyn til en sangers ego eller en guitarist, der ikke synes, at guitaren er høj nok. Jeg ville stole på mig selv, for jeg mener jeg har et godt instinkt, for hvad der virker.

- Men nu…over ti års udvikling, og med de fyre, jeg har fundet til bandet…så er det blevet mere til et band. Jeg har samarbejdet med Konstantine, der spiller keyboards, på to sange på albummet. Det bliver mere og mere et band, men der er altså en grund til, at det er mit navn, som er navnet på bandet.

På bandfotos virker I meget enige om den visuelle side. Er det et krav fra din side eller ligger det her sorte, lidt dystre udseende også naturligt til dem?

- Hmm..det tror jeg kom helt af sig selv. Altså, jeg prøvede jo at finde folk, som gik op i den musik, som jeg skriver. Det ville virke patetisk, hvis det var påtaget. Det går heller ikke, hvis man fandt ud af, at Konstantine faktisk var hip-hop fyr, haha. Det er bare sådan de er.

Det har jo været en lang proces for debuten, hvordan ligger det så med den næste plade?

- Vi er klar nu, hvis det skulle være. Jeg har skrevet under hele forløbet. Det er ikke min plan at lave en ’Love is Gone’ # 2. Hvis folk forventer en kopi, så bliver de meget skuffede, for jeg ønsker ikke at gentage mig selv. Jeg har aldrig ønsket, at man skal kunne høre den første sang, og så er de næste 10 nærmest magen til, og vil på ingen måde lave et album, der lyder som dets forgænger.

- Album 1 er skrevet over en længe periode, men det er album 2 også. Og det er lidt som en bog og forskellige kapitler. Kapitel 1 er ’Love is Gone’ og hvad skal kapitel 2 så være? Der skal være en udvikling, hvis du forstår. Lidt ligesom albummet nu. Hører man ’My Heart, Your Hands’ tænker man måske, at det er en slags episk, goth-sang, mens fx ’Tonight’ lyder poppet. Man ikke kan definere Dommin ud fra én sang, og det samme vil gælde mellem albummene. Lige nu er det et smalt billede at se Dommin i, men når album 2 ser man lidt mere. Og lidt mere, og lidt mere… Efter 3-4 albums vil man måske vide, hvad Dommin er.



IKKE ”GOTH” NOK


Så man kan ikke sætte jer i en ”bås” allerede?

- Folk spørger tit, hvordan en typisk Dommin fan er. Da vi spillede vores sjette tour i staterne ville jeg ikke ane, hvordan jeg skulle beskrive det. Folk er goth, metalheads, punk-rock’ere og de almindelige sandal-bærende folk, der bare kan lide, hvad de nu lige kan lide. Så det er virkelig svært at bedømme. En grund til at jeg fx aldrig har brugt ”goth”-betegnelsen er, at vi i L.A. aldrig har fået lov til at spille i goth-klubberne, for vi var simpelthen ikke ”goth” nok. Det var svært at få shows for bookerne vidste ikke, hvordan de skulle placere os. For blødt, for mørkt osv.

Men nu er vejen jo lagt med debuten, så det burde gå lettere med shows?

- Lige nøjagtig. Måske starter vi endda en ny scene. Vi vender i øvrigt tilbage i området snart for vi skal tournere med Him lige efter denne Lacuna Coil-tour (desværre ikke i Danmark, red.). Det bliver i marts og så bagefter også i USA.

Det er også et fint match til jer med HIM?

- Ja, helt sikkert. Men jeg tror også, at folk kan lide, hvad de kan lide, og at det ofte vil være lidt af dit og lidt af dat. Det er for snæversynet, at tro at folk kun kan lide en genre. Alle der kan lide ærlig, passioneret musik med lidt attitude vil også kunne lide Dommin.

Fra pladeselskabets side er der en stor tro på jer, føler I selv at der bliver gjort nok fx her i Europa?

- Det er faktisk svært for os at vide, vi kan ikke holde rede på det hele. I England så vi fx at vores videoer kørte hver time på en musikkanal, og vi havde interviews hele dagen. Her i Danmark har vi kun to interviews. Jeg er ret naiv på det punkt, det er jo første gang i Europa, og vi ved ikke, hvad man kan forvente.

I har tidligere stået for al promotion, så det må være fedt, at der er folk til det nu?

- Ja, jeg sendte selv plader ud tidligere, og det var begrænset, hvad der blev skrevet om dem. Det er så skægt, at folk siger at pladeindustrien er døende, og man kan gøre det hele selv. Faktum er nu, at vi får presse-opmærksomhed, men da vi forsøgte os med ’Mend Your Misery’ var der ingen, der skrev anmeldelser. Ingen tog notits af os før vi fik Roadrunner i ryggen til at sige ”tjek det her ud!”.

Og nu giver I jer 100 % for musikken og har ikke dagjobs derhjemme?

- Ja, der er fuld damp på Dommin. Jeg tror at nogle folk vil blive forvirret over et kommende album, og måske skyder jeg mig selv i foden ved at gøre det sådan, men jeg tror, at det også vil vække folks interesse. Det kræver mod, men det skal man have i dag, hvor alt for mange spiller ”sikkert”. Jeg er meget ærlig over for mig selv og andre, og fortæller hvis jeg synes noget stinker. Jeg putter musikken under lup, og er der noget, jeg kan prikke huller i, så bliver det kasseret.


Med det tilløb som Roadrunner åbenbart har taget sig for at få debuten med Dommin på gaden, så kan man jo frygte, at det med Dommins andet album vil tage sin tid før fansene kan fange et eksemplar i butikkerne. Til gengæld lyder det som om, at det vil blive meget interessant, og at det må briste eller bære, da Kristoffer med band vil undgå den lette efterfølger, og ikke er bange for at løbe en risiko.

Se – eller gense – den flotte video til det stærke nummer ’My Heart, Your Hands’ her: