Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mikaels musikskole

Populær
Updated
Mikaels musikskole

Vi har mødt guitarist Frederik Åkesson før Opeths koncert i Vega i tirsdags til en snak om, hvordan han selv bruger musik, om kreativ frihed og om aftenerne som dj på turbussen, der næsten fungerer som musiklektioner.

Kunstner
Dato
27-11-2012
Distributør
Fotograf
Jacob Dinesen

Hvordan havde du det med Opeths musik, før du begyndte at spille i bandet? Jeg må personligt indrømme, at det har taget mig et par år, men nu er jeg blevet stor fan af jeres musik.
- Jamen det forstår jeg godt, for noget af vores musik kan være svær at fordøje. Jeg tror, at album, der ved de første gennemlytninger kan være svære at fordøje, måske har længere levetid for vores fans. Altså jeg var selv fan før, men det tog mig tid at vænne mig til at spille musikken.

Jeg vil nærmest mene, at jeres sidste album 'Heritage' kan lyttes til af alle uanset musiksmag, fordi jeres musikalske evner virkelig er høje. Det må alle, der lytter til den, kunne sætte pris på og glæde sig over!
- 1000 tak skal du have! Det er virkelig rart at høre!

Hvad mener du definerer Opeth som band?
- Fra vores synspunkt eller udefra?

Du bestemmer selv – måske begge dele?
- Vi er en meget stærk enhed. Vi kommer godt ud af det med hinanden, fordi vi så ofte er på tur sammen. Og på den musikalske front er der diversitet – det kan være brutalt, smukt, trist, mørkt … så – ja, hvad kan jeg ellers sige?! Altså vores musik kan vi hele tiden udvikle og forny, uden at vi mister Opeths fokus. Eksempelvis er 'Heritage' vidt forgrenet, men jeg synes ikke, at vi har mistet Opeths lyd.

- Der er mange ting, og jeg nyder virkelig at spille i bandet. For mig som guitarist får jeg muligheden for at spille mange forskellige stilarter. Det er udfordrende for mig at spille så mange forskellige sider af metallen. Vi er alle metalhoveder, men det er sjovt at brede sig ud. Kan du bruge det svar til noget, haha?

Det kan jeg i hvert fald! Hvordan vil du beskrive Opeths lyd?
- Det er brutalt, doomet, tungt og smukt, trist samt mørkt, melankolsk og nogle gange hurtigt. Og hvis jeg skulle svare objektivt på det, ville jeg sige, at den er interessant!

Haha, ja! I har allerede fejret jeres 20-års jubilæum – kan du fortælle lidt om, hvad der er årsag en til, at I stadig er kørende både internt i bandet og eksternt i forhold til jeres fans?
- Jeg tror, at det er, fordi vi gør det, vi kan lide, og for vi følger vores hjerter. Det er jo Mikael, der skriver hovedparten af vores sange, og det er han meget opsat på og glad for. Ingen – heller ikke vores pladeselskab – kan blande sig i, hvad vi laver af musik. De får ikke engang demoer, så man kan sige, at vi har kreativ frihed – måske det skinner igennem!

Så I er faktisk helt færdige, før I leverer eller indspiller jeres album, og det er ikke til diskussion eller muligt at ændre noget?
- Ja de får det, de får. Vi føler os meget heldige, at vi har det på den måde. Jeg tror ikke, at alle bands, der lige er startet, har det på samme måde – ja, jeg ved det jo ikke, men det varierer nok meget. Vi forsøger på ikke at gentage os, men at udvikle os og hæve niveauet og lyden i bandet – måske er det også grunden til, at vores fans kan lide os. Og vi har jo en bred fanskare – det er alt fra syvårige til halvfemsårige, men hovedparten er jo metalhoveder. Det er også sjovt at se gamle ’progrock dudes’ ved siden af børn og så videre – det er cool!

Lytter du så til musik, når du ikke selv spiller?
- Ja, men jeg spiller mest. Hvis der kommer er par gode venner over og drikker nogle øl, så hører vi musik, hvor vi gerne sætter klassikere på, såsom Iron Maiden, Judas Priest og Mercyful Fate. Jeg lytter jo nok mest til musik, når vi rejser med bandet, fx på lange flyrejser – det er jo en perfekt måde at slå tiden ihjel på og måske høre hele album igennem. Det har jeg aldrig tid til derhjemme, fordi der altid sker et eller andet, der gør, at jeg ikke får tid til det. Vi lytter også meget til musik i turbussen, og hver aften leger en af os dj for hinanden – så det er sjovt.
- Mikael er storforbruger af musik, så han kender næsten alle bands også de lidt ældre, som jeg ikke har hørt om. Han er god til at udvide vores musikalske horisont.

Det lyder jo næsten som om, at I er hans elever i en slags musikskole, haha … ?
- Haha, ja, men nogle gange så lykkes det mig og de andre at spille musik for Mikael, som han ikke kender – det er sjældent, men det hænder, haha!

Jeg kan se, at I har været på tur med Mastodon og Ghost i år, hvad synes du om deres musik?
- Ja, deres musik kan jeg godt lide Jeg har album fra begge bands faktisk, men før turen havde jeg ikke hørt meget Ghost, men jeg kendte deres lyd og var interesseret. De lyder faktisk bedre live – jeg synes de er gode og interessante.

Ja, det er også nyt for mig, men jeg kan også godt lide dem, men jeg kender flere, der mener, at bandet nærmest er for sjov!
- Nej det er ikke for sjov, og jeg kendte heller ikke til dem før – men de er seriøse … nu kender jeg dem jo så, haha! De er cool, og jeg tror, de kan må langt. De kan gøre meget med deres image … De har gode udviklingsmuligheder, også med deres musik. Jeg synes, at dele af deres musik er populært, mens noget lyder som gammelt Mercyful Fate og Blue Öyster Cult.

- Med Mastodon plejede jeg at købe og deres album, så jeg var virkelig glad for den tur. Det var sjovt at hænge ud med fyrene i Mastodon. De er sjove, og det var skørt, men på den gode måde.

Det kan jeg levende forstille mig! Nå, men jeres musik er ofte kompleks og sangene lange – hvordan synes du, at publikum reagerer på jeres musik til koncerter?
- I går i Aalborg [var det ikke Århus?, red.] var det et godt publikum – jeg kunne se på deres ansigter, fordi det var et mindre spillested, at de kunne lide vores show og havde hænderne oppe. Det var en meget god oplevelse.

- Men ja, nogle gange kan vi jo se, at folk står og gaaaber, haha … Det er ikke så inspirerende! Så det varierer jo meget, alt efter hvor vi spiller, og hvad vi spiller. Vi har jo flere rolige og introverte numre, det kan blive melankolsk, og de numre er meget stille. Der kan vi nogle gange høre, at folk står og snakker og siger ’what the fuck!?’ Det irriterer os som band, men vi har vænnet os til det efterhånden. Men jeg har helt klart den opfattelse, at folk kan lide vores musik til vores koncerter.

- Vores mest vilde publikum har vi nok i Santiago i Chile – sidst vi spillede der, var der mere end 4.000 mennesker, der sang med og hoppede op og med på balkonen og stage divede.

Hov, jeg havde hoppet et spørgsmål over – du har før spillet i Arch Enemy, hvordan er det at spille i både Opeth og Arch Enemy?

- Der er ret stor forskel. Jeg var med til at indspille 'Heritage', før vi tog på tour, hvor jeg i Arch Enemy aldrig var med til at lave og indspille et album, andet end at medvirke på en live-dvd Jeg overtog faktisk bare Chris Amott plads, da han forlod bandet. Så jeg nåede aldrig at lave et album med bandet, men vi var dog begyndt at skrive nogle riff.

- Så det var meget anderledes, og det er musikken også! Jeg nød at spille med Arch Enemy, og det var første gang, jeg kom med på tur rundt i verden, i fx Amerika, Japan, Australien og Sydamerika, hvor jeg tidligere kun havde været på tur i Europa … ej, én gang før, i Japan. Det var en god erfaring at få, før jeg kom med i Opeth, og god erfaring med at spille hurtige thrashriff.

Hvad med forholdet mellem bandmedlemmerne – har I det anderledes sammen i Opeth?
- Ja! Med Opeth – nu har jeg jo spillet i bandet i snart seks år – er vi som en familie, og jeg føler mig som en del af bandet. Jeg kendte jo gutterne i bandet fra før jeg kom ind i bandet, så kemien har hele tiden været god mellem os, vi skændes faktisk aldrig.

- Jeg indså, da Arch Enemy var på tur med Opeth, Megadeth og Lamb of God, at fyrene i Opeth var cool, og at dem kunne jeg hænge ud med, uden vi gik hinanden på nerverne.

Hvor synes du selv, at jeres musik virker bedst? Klub, festival eller måske endda hjemme?
- Måske som her på Vega, hvor det er mørkt og vi kan bruge lyseffekter – det er vigtigt, fordi der er så mange stemningsskift i vores musik, som lyset kan understrege. Vi kan godt lide at lave kreative ting med lyset. Skulle vi på et senere tidspunkt blive et større band, er det noget, vi kan udvikle mere. Så hvis jeg skulle anbefale nogen at se os, ville jeg foreslå en koncert på en klub (Store) Vega eller et lidt større sted. Men selvfølgelig går det også fint med at lytte til vores musik derhjemme.

Hvordan sammensætter I jeres setliste?
- Jo, vi mødes jo inden og drikker et par øl og tænker på, hvad vi gjorde på den forrige tur. Specielt på denne tur er det lidt anderledes, for vi laver to forskellige shows – dog ikke hvad angår dem i Danmark – men i London har vi fx spillet et akustisk show, så vi har øvet mindst 20 sange til denne tur og har besluttet at lave et mere tungt set denne gang for shows som i aften, hvor vi kun spiller to numre fra 'Heritage', og resten er plukket fra hele vores katalog. Det er en god setliste, men vi har ikke turneret med 'Heritage' så meget – kun da albummet lige udkom, hvor vi desværre ikke kom til Danmark.

- Vi er ret glade for at vi nu kan være hovednavnet til vores koncerter her i Danmark – det var på tide, haha! … og vi er virkelig glade for at være her.

Så har jeg bare et spørgsmål tilbage – du er blevet interviewet på Copenhell 2011 af min kollega på Devilution – I snakkede om bandet, rollefordelingen og at Mikael er drivkraften i bandet. Kan du sige lidt om, hvor det efterlader dig og de andre i bandet – er der plads til jeres kreativitet fx?
- Ja det kan jeg godt huske. Jeg har stadig meget frihed i forhold til guitarsoli og sådanne ting – den side kan jeg udvikle – jeg tror, at du ved, hvad jeg mener! Mikael og jeg har blandt andet skrevet 'Pyre' på en særudgave af 'Heritage'. Men Mikael har altid været piloten i bandet – bandet er hans baby. Sædvanligvis kommer han med fantastisk materiale, og hvorfor skulle vi hæmme det for vores egen egoismes skyld? Altså, hvis det er en god sang, så er det en god sang. Jeg vil fortsætte med at skrive sange og fremlægge det. Jeg havde også ideer, før 'Heritage' udkom, men de var lidt for tunge til det album – de havde ikke samme vibe. Men jeg føler, at der er plads til alles kreativitet i bandet.

Det var det. Jeg siger tak for din tid Frederik!
- Jamen det er mig, der takker for, at du gad møde mig.