Ilter’23: Lørdag
Dag to på Ilter. En kulmination. “Bølle-core”, mere pik, og godt med slåskamp!
Lørdagen på Ilter er oftest dagen med det største rykind, og der er da også allerede godt fyldt foran Teater Momentum da jeg ankommer en halv time før showstart. Et stort rykind på Ilter er i underkanten af 300 mennesker – et perfekt antal, venuet taget i betragtning, og det er med til at gøre det hele så intimt og hyggeligt, som vi kender Ilter for. Fredagen havde nu ikke ligefrem budt på få mennesker, det virkede faktisk ret proppet – sådan i bedste positive forstand, men her en halv time efter åbningen af dørene er der en ganske habil festivalstemning at spore blandt de sortklædte i Ny Vestergade. Lidt derfra, over gaden i Munke Mose kan tonerne fra Peter Sommers optræden på en helt anden slags festival høres, og publikum fra den ene og den anden festival blandes foran Teater Momentum. Et par enkelte hunde, som i sommervejret marcherer forbi Ilter med deres mennesker, får festivalfolkets udelte interesse og opmærksomhed.
GASP fra Malmö er dagens første band, og dagens første optræden er også den første optræden i udlandet for bandet, og dermed Danmark og på Ilter som netop nu har en rolig stemning over sig. Som bandet går på er der luft mellem folk på gulvet og et par børn trisser trygt rundt med høreværn på. Kommer man rundt til hardcore-shows i Danmark kender man dem – det er god stil. GASP spiller punk på den lette og rare måde, og det passer godt ind i den afslappede følelse her først på dagen. Bassisten Emma står stille som var hun frosset, forsanger og guitarist Gina Wiklund, fra Black Birch, er dog mere udadvendt. Men også rolig. Det er en rar start, en ganske udmærket koncert, og os 20 mennesker, der er med fra start, bliver også fordoblet gennem koncerten.
“Kan jeg bede om noget mere pik?”
“øh.. må jeg lige få den en ekstra gang?”
“Kan jeg bede om noget mere kick?” siger bassist Olle Bergholz.
“Nåe.. Ja, så gerne” siger lydmanden i pausen mellem GASP og Pleaser, der er næste band på programmet. Pleaser er fabelagtige, og har en helt igennem fed samklang på vokalerne, der skærer sig gennem og giver ekko i salen. Også i dag her på Ilter hvor de får startet den gode energi, dagen kommer til at blive kendetegnet af. En halvt fyldt sal får serveret og startet dagens første fest, og det går op for mig, at jeg lytter alt for lidt til Pleaser. De er super fede, fucking seje; og har, trods mange om buddet, deres egen lyd i genren her til lands.
Man kan sagtens være forudindtaget. Det er sjældent særlig fordelagtigt, og også denne skribent må erfare at det, der manglede i forståelsen, var at opleve Gullo Gullo live. Det er en solid og intens lydmur vi oplever som bandet går på, og gennem sættet får bandet også pacificeret og tryllebundet folk foran scenen. Folk er stille og nikkende, og alle i Gullo Gullo giver sig 100%. Jeg selv kommer til at tænke over, at det er som om, at alt som guitarist Anders M. Jørgensen medvirker i er godt – dog med den efterfølgende nuancering, at det jo er kendetegnende for alle medlemmer i Gullo Gullo, der er et sammenrend af folk fra en masse gode og spændende projekter. Gullo Gullos musik er kaotisk i sin natur og beroligende i praksis. I hvert fald for undertegnede denne aften. Som koncerten skrider frem svinder det dog markant i publikumsbeholdningen – måske er det alligevel for markant? Det er i hvert fald et kaotisk sanseindtryk uden lige, og kan man spille folk ud af salen på en punkfestival, så gør man det godt. Rigtig godt.
“Årh, mine ører…” er det første man hører da lydmuren stopper, lyset tændes og Gullo Gullo forlader scenen.
Måske er pause i det hele taget noget Ilterfolket har brug for pt, for der er uhyre godt gang i Ny Vestergade og barerne da Stuttgart-gutterne i Ghost Train Suplex går på. Også så meget, at der i starten er fem mennesker på gulvet da bandet går i gang med deres kaotiske hardcore. Heldigvis og selvfølgelig trækkes folk ind, og der kommer ganske fint gang i gulvet til de tyske tekster. Folk er feststemte og bandet spiller udmærket de i underkanten af 22 minutter, de har valgt at have med til os.
Sort kaffe og svensk alkoholfri IPA fra Brutal Brewing er blevet mit faste sæt og siden 16:30 har jeg frekventeret baren i de øverste gemakker. Det samme har to erfarne gutter, der dog lige siden har siddet stille i baren og foran sig hele tiden har et nyt og lækkert udvalg af hård spiritus. De har partoutarmbånd på, men er tilsyneladende ikke inde til koncerter, og i det gode humørs tjeneste udvikler de da også flere og flere “sh-lyde” som aftenen skrider frem. Det er en flot stamina, og, som jeg skal komme til at finde ud af, så venter de også bare på det rette band.
For mange er danske SYL det rette band netop nu, som klokken er slået 21:00. Beviset er tydeligt og til at tage og føle på. På papiret er det ikke ligefrem det hårdeste band på programmet, men det er på meget kort tid det hårdeste gulv indtil videre på dagen. Syl er superungt, moderne at se på og helt igennem fede i deres lyd og show. Historien om hvorfor de hedder SYL er rimelig punk, og deres koncert denne aften er altså også punk nok til at skabe godt med slåskamp i en fyldt sal – Ja, selv en af gutterne fra de øverste gemakker er nede og sige goddag på gulvet. SYL har spillet i Malmö dagen før, og bemærker at det er dejligt at folk i dag, og til forskel, bevæger sig. Som en anden Stig Pedersen eller Top-Galia i gamle dage, stiller den ene guitarist sig op på stacken af forstærkere i siden af scenen. Alt er godt og aftenens koncert med SYL går hen og bliver en af de bedste på dagen.
Ingen er rigtig til stede da Rot Away går på.
Jo, omkring 15 mennesker står klar i salen og nogle stykker sidder bagved og chiller. En relativ rolig stemning. Hvad der sker de næste 5 minutter er til gengæld vanvittigt at opleve. For Rot Away går i gang og ind stormer, hvad der virker som alle gæster på årets Ilter. Gulvet eksploderer vitterligt, og dagens allerhårdeste moshpit er i gang! Når der er gang i Ilters gulv går det OK vildt for sig – når der er gang i Ilters gulv under Rot Away går det ualmindeligt heftigt for sig, og det virker som om at det er en ventilerende forløsning for mange netop nu, hvor der bliver skubbet og moshet. Alle slags er på gulvet – og mændene fra de øverste gemakker forsøger at holde trit med situationen, mens de omsværmes af circle pits og slåskamp. Dette er også deres hovednavn.
Som relativ ny skribent fornemmer man ofte at det af en eller anden grund, for nogle, er vigtigt at distancere sig lidt fra bands som f.eks Rot Away; at man lige skal kalde det for “bølle-core” indimellem for at beholde æren – og bøllecore ér det måske, men det er virkelig godt og virksomt. Det er simpelt, det er voldeligt, det er fedt. Beviset er en moshpit som den vi ser på Ilter denne aften. Ingen over, ingen ved siden af Rot Away i dansk hardcore disse år og aftenens koncert på lørdags-udgaven af Ilter er med længder det mest energiske show overhovedet på Ilter Festival 2023.
Det er derfor også en tiltrængt pause og et Ilter-folk, der efter træning må proviantere og få styr på elektrolytbalancen inden The Arson Project skal udgyde en, på årets festival desværre sjælden, genre som svensk grindcore ud i salen.
Det er både tiltrængt og befriende med lidt fra den hårdere del af scenen på nuværende tidspunkt og forsanger Niklas Larson er på intet tidspunkt andre steder end nede på gulvet blandt publikum, hvor han af alle kræfter spyr lækre ubehageligheder ud i folkemængden, der kvitterer med moshpit og god, forløsende energi i mørket. Også så meget at Niklas Larson meget tydeligt mellem numre er forpustet og skal have ilt ind i systemet igen. Flasker og fadøl tabes i kampen, og skummet lægger sig som store kulørte søer, der oplyses af lamperne fra scenen i det ellers mørke og sorte lokale. Bagerst i salen og øverst oppe sidder en alderspræsident og nyder herligheden med lukkede øjne, mens yngre kræfter tager del i krigen på gulvet. Vi har trængt til denne tyngde, og selvom publikum måske ikke går amok som de gjorde under Rot Away, så er der godt gang i den og det er et yderst intenst show. Hvor Rot Away (uden sammenligning i øvrigt) måske var årets bedste show målt på deltagelse og energi, er The Arson Project måske et af de rareste for skribenten selv.
Smag og behag er heldigvis forskelligt, og tilbage har vi den mere rene punk i form af engelske The Restarts, der som højdepunkt har æren af at lukke årets festival. Før denne forløsning er skaberne af Ilter Festival – Casper Scharfe, Christian Vest Berntsen og Nicolei Martin Aagaard Rasmussen traditionen tro på scenen for den afsluttende tale, inden det sidste band entrerer scenen. The Restarts er helt tydeligt et hovednavn og gulvet går fra at være voldeligt til at være mere festende. Det er passende til The Restarts' glade lyd, passende netop nu og bandet leverer soundtrack til den afsluttende fest, og sidste energiudladning på årets festival. Det er en udfrielse vi er vidne til og der bliver danset og krammet som aldrig før. Bandets punk går rent ind og forsanger Kieran Plunkett både takker publikum, Teater Momentum og holdet bag festivalen. Det er et absolut højenergisk gulv der tager del i fejringen, og det er ikke mindre end den perfekte afslutning. Jeg selv er stille betragtende, brugt fra to dages rare strabadser og forsvinder tyst op ad Ny Vestergade, slentrer ind mellem helt andre slags fester ad Kongensgade og fader ud på den anden side af sporene.
Odenses egen Ilter festival er særegen. Den er sin egen. Den er altid hyggelig, altid godt skruet sammen og altid med god og positiv energi. Vi, der kommer der, ved det. Vi ved også, at vi bliver taget godt imod af et overskudsramt personale, og midt i en stringent genrekonvention er der plads til alle. Et godt, spændende og bredt program var også i år en del af pakken og de fleste vil have opdaget og stiftet bekendtskab med nye bands – pointen ved god formidling. Skal der sås en lille spire af malurt i den bløde fynske have, kunne det være det faktum, at den hårdere del af scenen ikke har meget plads, og i en så frodig have må det også kunne rummes. Ja, måske endda skabe større diversitet. Ligemeget hvad, er vi først nu ved at komme os efter weekendens strabadser, og man glæder sig allerede til næste års udgave af Fyns hyggeligste festival.