AMF 2018: Torsdag – Tech-død ad libitum

02-Brought-By-Pain
_72A8804 (2)
_72A8777 (2)
_72A8456 (2)
_72A8828 (2)
_72A8878 (2)
03ENTHEOS

Selvom torsdag lugtede vel rigeligt af ekvilibristiske tendenser og musik for musikere, så var stemningen høj fra første dag, hvor Gorod og Xenoblight blev de hårdtslående højdepunkter, der holdt festen kørende.

Kunstner
Titel
Beyond Creation + Gorod + Entheos + Brought By Pain + Xenoblight
Dato
01-11-2018
Fotograf
Henrik Reerslev & Kent Kirkegaard Jensen
Forfatter

Som eksiljyde uden forudgående at have betrådt Aalborgs gader var der god grund til at se frem til stemningen på denne traditionsrige festival. Rygter sagde, at Studenterhuset er et venue, der er som skræddersyet til dette arrangement, både lydmæssigt og hvad størrelsen angår. Det stod første aften på AMF blot til at bekræfte. Efter at have spenderet et par timer på Aalborg Bibliotek med en lokal pianists forkærlighed for 'Amelie'-soundtracket som backdrop på husets eget flygel var det med ro i sindet, at Google Maps dirigerede os det sidste kvarters gang i retning mod weekendens samlingspunkt.

De sorte trøjer afslørede, at vi var kommet til rette sted, og efter lidt hurtig indskrivning skulle terrænet hurtigt sonderes. Det tog ikke mange sekunder, før diverse kendte ansigter fra det københavnske afslørede, at der var flere, der mente, det var værd at rejse på tværs af landet for denne begivenhed, omend denne førstedag bar meget præg af netop at være den bløde opstart. Ikke ment genremæssigt, for der var det nok snarere de modsatte med et utal af tech-dødsbands på programmet. Salen blev dog aldrig helt proppet, fordi de helt store headlinere lod vente på sig til de efterfølgende dage, men dermed ikke sagt, at de omtrent 300 mand ikke havde godt i vente i løbet af aftenen.

Indledningsvis stod Xenoblight til at åbne ballet, og med al den vind i sejlene, de har haft i år, bl.a. med sejren i den danske udgave af Wacken Metal Battle, var der noget at leve op til. Marika Hyldmar fik sparket godt gang i festen. Hendes nerve og punchy attitude smittede hurtigt af på publikum, og så var moshpitten ellers i gang, hvis man følte for den slags. Som det gennemgående tema for dagens lineup var spaden det bærende led i fokus, og her udmærkede guitaristerne sig fornemt med melodiske hooks til at aflaste de hårde riffs, og vi må endnu engang konstatere, at silkeborgenserne er på vej i den rette retning, hvilket et nyt nummer direkte fra øvelokalet, 'Oblivion', bekræftede. 25 minutter er ikke meget tid at rutte med, men de spildte ikke et sekund og leverede et overbevisende sæt, som smagte af mere.

Det samme gjorde sig ikke helt gældende for canadiske Brought By Pain, der tydeligt afslørede deres musikalske præferencer alene pga. alle strengespillernes manglende hoveder på deres gribebræt, og så selvfølgelig den overvældende mængde af strenge. Vi snakker naturligvis tech-død af den ekvibrilistiske skole, og det tenderede til skalaterperier, når de for alvor foldede sig ud. En af den slags koncerter, som går lige ind af det ene øre og ud af det andet, og allerede dagen efter må vi tilstå ikke at huske noget som helst af særlig mindeværdig karakter, der giver os anledning til at udforske, hvor de vil hen med deres prætentiøse tilbøjeligheder. Musik for musikere, fristes man til at sige, og er man selv guitarist, kan man givetvis betages af denne type riffmageri. Det kunne vi ikke og valgte at bruge mellemtiden på at få lidt frisk luft gennem et filter.

Entheos fortsatte delvis, hvor forgængerne slap, med prægtigt musicianship og havde gudskelov mere sammenhængende sangskrivning i gemmerne til at holde os fornøjede det meste af den halve time, de var havde fået stillet til rådighed. Med ex-medlemmer fra fx The Faceless og Animals as Leaders gav det sig selv, at teknikken ville sidde lige i skabet, men det var dog mestendels forsanger Chaney Crabb, der med sin overbevisende skræppen og skrigen og konstante headbanging atter fik sparket noget energi ind i forsamlingen. Deres første europæiske gig nogensinde manglede, ligesom Brought By Pain, dog mindeværdige sange, men charmepoints tildeles for sangerindens brutale energi og for bassistens overdimensionerede manbun.

Dagens reelle highlight skulle dog vise sig at blive Gorod, som nærværende anmelder erindrer fra en koncert som support for Obscura på Templet i Lyngby i 2012. Dengang var der dømt Suffocation-død for alle pengene, og energiniveauet var så brutalt, at jeg naturligvis måtte købe deres plade efter koncerten. Her seks år senere er cd'en fortsat plomberet, og det blev aftenens magtpræstation et bevis på, at der skal ændres på. Julien Deyres agerede indpisker med store armbevægelser, stormrige positurer og kølig flirten med et smøret smil til de forreste rækker, og sætlisten var fint afbalanceret mellem de ældre, mere rendyrket tekniske skæringer og de nyere, mere eksperimenterende kompositioner. Det skulle nemlig vise sig, at der iblandt de nyere numre var både jazzede og krautede tendenser, der måske ikke i sig selv var så udslagsgivende, hvis ikke det var, fordi de udmærkede sig ved yderligere at forstærke de peaks, de mundede ud i, når de ekstremmetalliske ekstaser fik frit løb. Respektværdig levering fra et band, der fortjener meget mere opmærksomhed, end de endnu er blevet givet på dansk jord.

Efter at have indtaget en af de lokale mædl-pøller, som i øvrigt blev fornemt flankeret af en ølbillet til Vesterbro Rockbar, hvis man ville sondere videre i Aalborg efter koncerten, var det tid til et par gensyn med bassisten og guitaristen fra Brought By Pain, nu med deres hovedband Beyond Creation. Stadig tech-død med ekvilibrismen i fokus og vokal af mere sekundær karakter, og det er igen svært at sætte en finger på udførelsen, for fingrene er usvigeligt godt skruet på. Spørgsmålet er så, om det er mere mindeværdigt end sideprojektet, og selvom deres album for så vidt har highlights, så er det dog fortsat musik for musikere, som nemt drukner i unødvendigt pæne ord om, hvor dygtige de jo unægtelig er på deres otte strenge. Det kan dog være relativt underordnet, hvis intet sætter sig fast, og således mundede det ud i overflødig spildtid, der sjældent fangede. Inden koncerten var omme havde 1/3 af publikum forladt salen. Synd for Beyond Creation, men vi har fuld forståelse for udvandringen.

Dagens sidste navnvar også dagens afvigende indslag. Vreid er, som de velbevandrede black-heads vil være velvidende om, resterne af Windir, der skiftede navn, efter forsanger Valfar døde i 2004. Der var da også en fan på forreste række, der skulle belære os om hans mangeårige dedikation til det afviklede band, der både var prægtigt repræsenteret på hans hættetrøje og tuschede overarm. Nuvel, der er jo sket lidt siden dengang, og deres black 'n' rollede tendenser er med tiden begyndt at lugte lige vel meget af latter day Satyricon. Det fungerede fortræffeligt på en åben scene på Summer Breeze for et par måneder siden, hvor der herskede mere kaotiske stemninger til at bryde op med de kontrollerede grooves, men her i Studenterhuset virkede de mere som en skygge af sig selv. Der blev spillet så sikkert, at det grænsede til det kedsommelige, og selvom det da tilføjede atmosfære til koncerten, at de havde afskærmet scenen en halv time inden koncertstart for at samle al røgen fra de til anledningen opsatte lysestager på scenen, så var det bare en sølle trøst, når musikken aldrig nåede de samme episke højder.

Aftenen blev rundet af med en mædlpølle og Gorod i earplugsene på vej hjem, og selvom der manglede de helt store oplevelser på førstedagen, så var der bestemt øjeblikke, der gav blod på tanden efter mere. Vi værdsætter dog, at den tekniske død ikke dominerer resten af festivalen, som den gjorde denne torsdag.

Læs vores anmeldelse af Xenoblight her.
Læs vores anmeldelse af Gorod her.
Læs vores anmeldelse af Beyond Creation her.
Læs vores anmeldelse af Vreid her.