SB18: Fredag
Alcest fik lagt et smukt punktum for en fredag, der kom alt for sent i gang, men som dog bød på gode norske indslag fra Vreid og evigt slagstærke Satyricon.
Klokken er halv ni, og solen koger i firepersonersteltet. Alt håb om at få mere søvn i denne omgang er ude, og der går zombiegang i den i timevis. Goatwhore spiller kl 12, men uden søvn duer helten ikke, og jeg må anerkende nederlaget og får mig en skraber i skyggen af en autocamper i endnu et par timer.
Og således gled timerne af sted en efter en, og klokken endte med at blive 17, før et bad og et solidt måltid havde bragt kampgejsten tilbage, og vi stod klar ved T-Stage til Dying Fetus. En trio, nærværende anmelder stiftede bekendtskab med, da de spillede på Copenhell i 2012, hvor deres hæsblæsende dødscocktail med John Gallaghers stramme guitarfigurer, blastbeats og dobbeltgrowls var svært overvældende en tidlig eftermiddag i skarp solskin. Det var det også denne fredag, hvor opskriften fortsat var den samme. Faktisk så meget den samme, at det endte med at blive en smule kedeligt. Chokeffekten lagde sig hurtigt, og selvom deres ekstremmetalliske udtryk hænger fint sammen med deres bandnavn, så mangler der stadig andre virkemidler for at få dem ud over scenekanten.
I mellemtiden melder en ven sin ankomst til festivalen, og efter en mindre velkomstkomite går vejen atter mod festivalpladsen til At the Gates. Et band, der er en grundsøjle inden for den melodiske svenskerdød, og som fortsat holder liv i arven med nye udgivelser, der givetvis ikke tilføjer væsentlige nye elementer til historien, men om ikke andet bekræfter, at de stadig brænder for den lyd, de var med til at skabe i de tidligere 90ere. Med en stram running order må vi leve med at se blot 20 minutter, men vi nåede bl.a. at få glæde af titelnummeret fra mesterværket 'Slaughter of the Soul', som de efter sigende endte med at spille over halvdelen af. Lyden var behørigt tung, og det var i det hele taget svært at sætte en finger på noget. Er du stor At the Gates-fan, så havde du sikkert været henrykt.
Vi græder ikke snot over at søge andre græsgange, og således var Trivium næste act på hovedscenen. Et band, der har været udfordrede af tidens gang, på trods af stadig at overraske på den seneste 'The Sin and the Sentence', men da vi ikke selv havde mere end 15 minutter til rådighed, var det begrænset, hvor meget det var muligt for dem at nå at imponere med. Der blev dog lagt stærkt fra land med titelnummeret fra den nyeste, og selvom den lugter lige rigeligt af Machine Head, så er det lyden af en stærkt sammenspillet enhed der brager ud over hovedscenen, hvor twin-vokalen overraskende nok fungerer bedre end på pladen. Den efterfølgende 'Throes of Perdition' går tilbage til deres mere metalcore-prægede stil, men stadig umiskendeligt Triviumsk, og det lyder sådan set fint nok, men der er bare andre steder, vi hellere vil være på det tidspunkt.
I stedet skyndte vi os videre til Vreid. Et norsk foretagende, som for nogen identificeres med black 'n' roll-verdenen, men som i praksis er mere besværlige at samle under én paraply end som så. Black metal-delen er dog fortsat den dominerende, også på Camel Stage, hvor især den første del af sættet lagde sig i den mere grovfilede ende af deres spektrum. 'Sights of Old' fik dog illustreret flere af bandets styrker med både episke forløb og masser af stjernestunder for Strom til at vise sine evner på den seksstrengede. Den marcherende outro lagde et minimalistisk, dystert skær over scenen, og Vreid forlod Camel Stage stærkere end de startede. Ambitionerne fejler intet, og AMF kan trygt glæde sig til at se mere til dem til november.
Det skal dog ikke stoppe her, når Arch Enemy er næste skud på hovedscenen. Et band, som tydeligvis nyder større bevågenhed i det tyske, hvor denne koncert muligvis er den mest tætpakkede, vi overhovedet oplever dette år på Summer Breeze. Alting spillede da også for dem her, hvor mørket havde lagt sig over Dinkelsbühl, og Alissa White-Gluz havde et så dybt growl, at to af mine venner, som blot red med på koncerten for selskabet, havde svært ved at tro på, at det var en kvinde, der var i front. Om det i sig selv skal ses som et kvalitetsstempel, kan diskuteres, men samspillet mellem White-Gluz og de parløbende guitarister Jeff Loomis og Michael Amott slog gnister denne aften, og vi kom godt rundt i repertoiret med masser af plads til også at lade musikken stå for sig selv. Overraskende godt og mere end godkendt.
Så kan man vælge at græde snot bagefter over, at man ikke blev til den bitre ende, fordi Sick of It All bød op til hardcore-pogo i den anden ende af pladsen. Bevares, det var da godt at få hørt lidt uden for den vanlige metal-frame, og det skorter på hardcore-bands på Summer Breeze, men dette var så iblandt den mindre inspirerede af slagsen. Bandet lod til at være irriteret over det fåtallige fremmøde, og det satte sit præg på festen eller manglen på samme. Men som de selv sang, ”Let's pretend that we don't give a fuck”, og det var så, hvad vi gjorde, uden for alvor at blive overbevist. 'No Cure' fra gennembrudspladen 'Scratch the Surface' var dog en kærkommen overraskelse, men vi måtte endnu engang udvandre før tid for at søge mod mere norsk såkaldt black 'n' roll på hovedscenen.
Satyricon er et flittigt liveband, også på disse kanter, hvor de bl.a. spillede hele 'Nemesis Divina' i 2016, men i dag var det dog uden et større tema for koncerten. Os bekendt var det faktisk mere eller mindre en tro kopi af koncerten på Copenhell for et par måneder siden. Det gør dog heller ikke spor, når vi er ude i en sangskat så stærk som deres, hvor kun enkelte nyere numre blegner en smule ved siden af nyklassikere som 'Now Diabolical' og 'Fuel For Hatred'. Satyrs autoritære blik og kølige fremtoning supplerede som altid de kolde norske toner, der blev leveret med behørig tyngde og Frost som et Duracell-batteri bag trommerne. Næste gang må de dog godt huske 'The Shadowthrone', bare for at bryde rutinen lidt.
I den mere luftige ende af black metal-spektret var Alcest næste skud på stammen, og vi skyndte os atter tilbage til T-Stage, hvor franskmændene gjorde alt, hvad de kunne for at få vores puls ned igen. De har en lyd, der er så umiskendeligt deres egen, og med den seneste 'Kodama', der stjal den første halve times tid af deres sæt, har de ikke blot fundet tilbage til deres kernelyd, men også fundet en tone, der kan få de mest brutale metalheads til at slappe af og falde ind i deres eget regressive mode, som om koncerten bliver lagt som et drop direkte ind i venerne. Præcis sådan en koncert var det, vi stod vidne til denne fredag nat, og selvom både The Spirit og Harakiri for the Sky skulle spille bagefter, så var klokken slået 01:45, og vi gemte kræfterne til nærværende anmelders fødselsdag dagen efter.