Cannonball 25: Charmerende, men overset
Cannonball er Københavns bedst bevarede, musikalske hemmelighed, og i år var ingen undtagelse. Kun omkring 500 havde indløst billet til en festival, hvor alle med trang til rockmusik ellers kunne have fået sig en fremragende oplevelse.
Det er efterhånden en tradition. Hvert år afholder Erling Daell, som til daglig er i spidsen for blandt andet Jem & Fix og Harald Nyborg, en rockfest i K.B. Hallen. Festen er en hyldest til den gode, hårde rock.
Komplet med biludstilling af amerikanerbiler, food trucks med BBQ og rodeotyr i forhallen skulle man tro, at Cannonball ville blive lidt af tilløbsstykke. Mens fotografen fik lov til at opleve festivalen på egen hånd fredag, så stillede vi med anmeldere lørdag, hvor festlighederne gik i gang allerede kl. 16.00. 
Første band på scenen var danske Power Solo, der, udover at være god for en omgang country-infuseret rock, også er ganske underholdende på en scene. Fremmødet var dog sparsomt, og kun omkring 100 mennesker havde fordelt sig rundt omkring i salen og ved de opstillede borde. Ærgerligt, men Power Solo skal have stor ros for ikke at lade sig gå på af det lille publikum. De gav dem, der faktisk var mødt op, en god koncert.
Efter en halv times pause var det tid til næste band, Bad Touch. Her havde vi heldigvis fundet et hack til, hvordan man ignorerer alt for meget gulvplads, og vi stillede os i stedet helt op af hegnet. Bad Touch kom helt fra England og havde deres første gig nogensinde i Danmark. Jeg kunne godt have undt dem at have et lidt mere entusiastisk publikum, men det var hvad det var. Efter eget udsagn spillede de Rock ‘n’ Soul, og man skulle være usædvanligt tonedøv for ikke at høre de tydelige referencer til hæderkronede navne som Lynyrd Skynyrd. Desværre i en sådan grad, at de fremstod som et coverband på trods af deres medbragte, originale materiale. Det var såmænd udmærket, men også sært forglemmeligt. 
I pausen efter Bad Touch kom der gang i rodeotyren, omend det var noget tøvende. I det nådesløse dagslys i forhallen og et publikum, der måske ikke havde nået at svinge det påkrævede antal fadøl indenbords, var det lidt trægt. Tåkrummende, hvis ikke det var fordi, at det her arrangement - rodeotyren inkluderet - har en særlig charme over sig, som er svær at definere. Det hjalp helt klart, at vi var en lille flok afsted, som kunne lave en fest i festen, og som tiden nærmede sig et af tilløbsstykkerne med irske The Undertones, fik vi da også kåret (tror jeg) årets vinder af billetter til næste års Cannonball med hele 56 sekunder på tyren.
The Undertones var trækplastret for min anmelderkollega, og bandet var da også milevidt fra de to første bands i niveau. Med et bagkatalog, der strækker sig så langt tilbage som til deres første udgivelse i 1978, dog med en længere pause i 80’erne og 90’erne, fik vi irsk punkrock serveret med charme, selvtillid og lækkert hår, særligt fra forsanger Paul McLoone, der siden bandets gendannelse i 1999 har haft ansvaret for vokalen. Hans særegne sceneoptræden fik også snart gang i publikum, og vi oplevede for første gang denne eftermiddag, at man i ny og næ skulle kante sig forbi folk med sin øl. Numrene havde charme og ikke mindst kvalitet, om end noget af materialet var så gammelt, at man fik mindelser til fordums tider med TV-optræderne uden ledning og hårdt koreograferet sceneshow på programmer designet til at vise tidens toner. Det gjorde dog ikke noget, og efter showet havde stemningen løftet sig betragteligt.
The Jesus And Mary Chain var faktisk næsten en nedtur overfor The Undertones, og efter 4-5 numre lød det mest, som om de spillede variationer over samme sang. Det er noget, man enten elsker eller ikke elsker, og jeg hører nok mest til i den sidste kategori. Det var ikke på nogen måder fornærmende, men det var lidt kedeligt. Showet kunne ingen dog sætte en finger på, og det var i det hele taget en rockkoncert, som jeg forestiller mig, at Daell har ønsket sig den. Kendt, trygt og med et ganske fornuftigt fremmøde, og mens luften langsomt sev ud af rodeotyrens faldunderlag, sev der også en del publikummer efter The Jesus And Mary Chain. Aldersgennemsnittet taget i betragtning var det ikke nogen stor overraskelse, og mon ikke de fleste var kommet for netop dette band? 
I hvert fald var der knap så fyldt, da Graveyard gik på. Med deres bastard af stonerrock og bluesrock burde det ellers have været noget, der skabte tilløb foran scenen. Göteborgenserne gjorde hvad de kunne for at skabe en fest, der mindede om det, de leverer, når de spiller koncert i fx Amager Bio. Ganske vist er K.B. Hallen noget større end Amager Bio, men med tribunerne rullet helt ind, med bænke og biler og food trucks, så var kapaciteten vel sådan cirka den samme, og alligevel var der under halvt fyldt.
Cannonball har gode navne på plakaten og særligt, hvis man er glad for den hårde ende af klassisk rock. Men et eller andet i deres markedsføring har fejlet hårdt, når så få vælger at indløse billet til arrangementet. Endda i en prisklasse, hvor det må siges at være bang for the buck. Det er ærgerligt, for det var en ret fin fest, vi fik os lørdag med god musik og fin logistik. Hvis der dog bare havde været nogen flere.