Copenhell 2018: Fredag

Det er vigtigt at lære sine børn at værdsætte metal, og Copenhell giver gode, trygge rammer til det. Vores anmelder tog på familieudflugt.

Timingen er altafgørende i festivalsammenhæng. Visheden om, at uanset hvor godt man forbereder sig, kommer det hele til at skride på et kritisk tidspunkt, er en stressfaktor, som man må arbejde rundt om på bedste beskub. Det er simpelthen et grundvilkår. Sådan er det selvfølgelig også med Copenhell, og stilen blev allerede lagt, da festivalen første år placerede sig lige oven i min kones termin.

Der valgte jeg lige at være meget lidt metal og blive hjemme for at være med ved fødslen, så mens København fik sin egen metalfestival, sad jeg på min altan og ventede på, at fødslen skulle gå i gang, mens tonerne ude fra pladsen blev båret med vinden op til mig. Otte år senere er både Copenhell og barnet vokset godt til, og i år skulle han med for første gang sammen med storebroderen, der var med i 2016, og kammeraternes børn. Rigtig familieudflugt, ja.

Men Copenhell er ikke kun vokset i antal dage, den er også vokset i publikum, og alle har tilsyneladende valgt at tage derud samtidig med os, så køen til bussen slanger sig hele vejen hen over Christianshavns Torv, og tre minutter før Exodus går på, står vi stadig og venter på en bus. Det er lidt dumt, mest af os. Det er til gengæld ret smart, at Copenhell ikke alene lader børn komme gratis med på festival og få sig en metallisk opdragelse, men også sørger for at notere forældrenes telefonnumre både på armbåndet og i en database, der kan krydsrefereres med nummeret på armbåndet. God stil.

Voldslektier
Hjemmeskoleekskursionen begynder med voldslektier, for vi når lige akkurat ind at høre Exodus, da de går i gang med ‘A Lesson in Violence’. Børnene er behørigt benovede over guitarspillet og headbanger pligtskyldigt, men den ældste ser sig dog nødsaget til at påpege, at man altså godt kan se og høre på Steve Souza, at han er lidt gammel efterhånden. Samme nådesløshed kommer til udtryk i den dom, han fælder over At the Gates:

“Betyder det ‘Ved Portene’? Nåmmen, det må selvfølgelig også være svært at finde på et godt navn.”

Burn på dig, Tompa Lindberg.

Vi når lige at høre de første 20 minutter oppe fra bakken og belære dem om Göteborg-skolen, inden vi skal om og represente Bornholm til Orms koncert på Pandæmonium. De går på scenen til tonerne af ‘Kringsatt av fiender’, som har været børnenes faste godnatsang, fordi det der med at sove helst ikke skal være alt for muntert, men der er absolut intet søvndyssende over koncerten. At Orm spiller imponerende tighte koncerter med masser af attitude, ved de fleste efterhånden, men for børnene er det første gang, og den otteårige går i trance i de lange forløb og står og sitrer i hele kroppen, indtil han bliver revet ud af det af sin kammerat, der vil lege.

Det er også OK, der skal være plads til lidt adspredelse, og vi vælger den børnevenlige løsning og sætter os op på bakken for at høre Deftones, som jeg sad dengang for otte år siden og prøvede at opfange brudstykker af på altanen. Siden er ‘White Pony’ og ‘Around the Fur’ blevet nogle af de plader, vi vender tilbage til, når vi låner svigermors bil, der kun har cd-afspiller, så man udelukkende kan høre plader udgivet i cd-årene 1995-2005.

Det er de to plader og debuten, ‘Adrenaline’, der vægtes tungest i sættet, og genkendeligheden sammen med det melodiske materiale gør, at der ingen tøven er hos den otteårige, da han bekendtgør, at de er dagens bedste navn. Så hul i, at de måtte starte første sang om, fordi de kommer skævt ind på den.

“Han virker ret selvglad,” dømmer den tiårige Chino Morenos optræden, “men det må selvfølgelig også være ret fedt at stå foran så mange mennesker og spille.”

Det virker det virkelig, som om det er for Deftones. Deres ry som et halvslapt liveband bliver i hvert fald gjort til skamme denne eftermiddag, og stemningen er høj, da vi går ud til bussen for at køre hjem og aflevere børnene hos deres mødre, som så kan bruge resten af aftenen på at få dem til at falde ned, mens vi efter en omgang mad triller ud på pladsen igen.

Fornuftig brandert
Her er Alice in Chains i gang med ‘Them Bones’, som er den ene af de blot to sange med bandet, der i sin tid gjorde indtryk på mig. Den anden var ‘Would’, som kommer lidt senere, bare i en sjældent uengageret levering. Jeg har hørt den sang spillet med mere indlevelse til talentaften på mit gymnasium; Alice in Chains virker mest, som om de bare skal køre de sange af, der nu engang står på sætlisten og den tablet, forsangeren har monteret på sit mikrofonstativ for at hjælpe sig med at huske teksterne eller måske bare for at have noget mere interessant at tage sig til end den kedelige koncert, han og resten af bandet japper af sig.

Nogen, der til gengæld aldrig japper noget af sig og aldrig skuffer, er Kreator. Det kan godt være, at deres sidste for alvor gode plade var ‘Coma of Souls’ i 1990, og man kan sagtens være utilfreds med den ringe vægtning, det klassiske materiale har i deres sæt i dag. Hvad man ikke kan tage fra dem, er deres sikre greb om publikum. Der kommer hurtigt en heftig moshpit i gang, og det er godt at se, hvordan publikum tager sig af hinanden, så ingen kommer alvorligt til skade. Der er ingen, der får lov at ligge “in the corner, covered in blood,” ingen, der spørger “why should we care about him? He will die today.” 

Kreator er et betænksomt band, og de bringer folkefesten til Copenhell med konfettikanoner og syng-med-omkvæd, og jeg er godt oppe at køre på den oplevelse, da jeg sætter mig over i pressevognen for at skrive om koncerten. Det er de fleste omkring mig også bare, så mens jeg prøver at samle tankerne om at mene noget alvorligt om Mille Petrozzas frelserfigur, prøver de andre at diskutere langvarige parforhold, fuldesex, tatoveringer og sokkemode med mig.

Det betyder, at jeg først når ud hen mod slutningen af Ozzy Osbournes koncert, og her falder jeg i snak med en kammerat og hans kæreste om et Landrover-træf, som virker meget vigtigere end Ozzy Osbourne. Mit forhold til hans solokarriere er alligevel også temmelig overfladisk: Blive bange for coveret til ‘Bark at the Moon’ som barn; sidde i en lejlighed i Munkebo og ryge hash, mens en vens storesøster insisterer på at høre ‘Goodbye to Romance’ igen og igen, fordi hendes kæreste lige er skredet; snave på en vandseng, mens ‘Mama I’m Coming Home’ spiller i baggrunden.

Langt vigtigere er det for mig at få hørt Enslaved, som lever op til mine forventninger. Det er storslået, og pludselig drikker jeg en hel masse øl og får hikke og føler mig som en weekend-viking. Min betænksomme kammerat får et genialt indfald og insisterer på, at vi skal spise indisk, inden vi cykler hjem, og mens vi står og spiser den, roser vi hinanden for, hvor fornuftige vi er.

Timingen er jo altafgørende, og vi har ikke tid til at være bagstive i morgen. Der er en sidste festivaldag, der skal koordineres.