Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Lillebror viser muskler

Populær
Updated
Lillebror viser muskler
Lillebror viser muskler
Lillebror viser muskler
Lillebror viser muskler
Lillebror viser muskler

Day Of Decay er måske stadig den lille festival i Aalborg, men i år viste de, at de formår at strikke et helstøbt program sammen!

Kunstner
Dato
18-05-2012
Trackliste
Ferocity
Caro
Cold Night For Alligators
The Cleansing
Leprous (N)
Dyscarnate (UK)
Sylosis (UK)
Obscura (D)
Mercenary
Krisiun (BRA)
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
4

Day Of Decay er så småt ved at vokse sig til en fornuftig størrelse og i denne tredje udgave har de så indlogeret sig på Studenterhuset, hvor storebroderen Aalborg Metal Festival har haft til huse i mange år. Det er derfor velkendte lokaler, der denne gang skal lægge rammen om den "nye" festival.

Vejret i Aalborg denne fredag eftermiddag er helt perfekt. Solen skinner fra en skyfri himmel, der er metal på Studenterhuset og de forbipasserende i Aalborgs indre by har markant mindre tøj på her i maj måned end i januar, hvilket blot bidrager til en endnu mere helstøbt og rar oplevelse. Det er som om, at det kan trække folk op og ud af sofaen.

For da Ferocity fra Aalborg åbner Day Of Decay 2012 er der allerede over 100 mennesker i salen og det selvom klokken kun er 14.00 og solen stadig skinner lyst udenfor. Og hvilken forrygende start på dagen. Ferocity havde åbenbart lyttet til den feedback de fik til WOA Metal Battle, for de havde virkelig fundet det melodiske groove frem og hevet det helt op foran i lydmixet. Guitarerne virkede meget mere tydelige i deres grumme dødsmetallyd. Forsangeren har godt nok stadig sin kasket på, der dækker lidt for ansigtet, men med hans dybe growls og en virkelig god lyd gik showet så godt, at publikum efter sidste nummer skreg "Ekstranummer!" Det var ikke ligefrem ventet, at første band ville få så god en modtagelse, men publikum var lige så tilfredse med Ferocity, som undertegnede. En god start på dagen.

Derefter Caro fra Frederikshavn, som spiller en spændende blanding af thrash og progressiv dødsmetal. De åbner med 'World Purification' og går videre med bl.a. 'A Dream Come True' og 'I Will Fight'. Der er smæk på og ungdommelig energi strømmer fra scenen og ud mod publikum, som tager godt imod Caro. De lukker fint af med 'Like a Sickness' og efterlader indtrykket af, at de gerne vil en masse. Effekten med, at trommeslageren også er med på vokal er en smule problematisk, da lyden og stemmen ikke sad helt i skabet, men helhedsindtrykket af Caro var, at de bestemt kan, hvis de arbejder på det.

Knap så imponeret var jeg over Cold Night For Alligators. Deres moderne fusionsmetal uden bas er meget specielt. De har nogle gode breaks og lidt melodi kigger også frem her og der, men ellers var det for mig et meget introvert kapløb mellem de to guitarister, der på hver sit 8-strengede håndvåben lukkede op for de tekniske sluser i en sådan grad, at det forplumrede oplevelsen for mig.  Den energiske forsanger bidrog bare til at gøre det til en noget hæsblæsende og til tider rodet affære. Jeg savnede lidt en rød tråd.

Så var det mere nede på jorden med københavnske The Cleansing. Her ved man, hvad man får. Old school dødsmetal. Her var lyden virkelig massiv, så man blev øjeblikkelig ramt i mellemgulvet af den tunge rytme og guitarerne leverede nogle ret gode soli. De spillede i starten bl.a. 'Flesh Recycled' og 'Derelict' fra deres første plade, mens der også var sange som 'The Promethean Promise', 'Law Of Reciprocity' og 'Crossroads' fra deres seneste plade. De lukkede ned med 'Crossroads' og efterlod Day Of Decay en oplevelse i regulær dødsmetal rigere.

Og oplevelser var der nok af denne dag i Aalborg. For næste band var norske Leprous, der bestemt stod ud som festivalens mest særegne indslag. Meget progressivt og udfordrende metal, hvor forsangeren gav den på keyboard og vokal, flankeret af bas og guitar. Der var en utrolig energi fra bandet, hvor forsangerens dreadlocks sjældent stod stille, med mindre han sang en stille passage. Ellers hoppede og dansede bandet sig igennem deres show. Både visuelt og musikalsk havde Leprous deres helt eget udtryk og det var måske lige så specielt, som det var godt.

Så blev det mere håndgribeligt da trioen fra Dyscarnate åbnede for posen med dødsmetal fra England. Dyscarnate er i deres hjemland blevet hyldet som et af de bands, der skal hjælpe genren videre de næste mange år. På Day Of Decay gjorde de en fin figur. Det var et brutalt og højt tempo og det virkede fint, at guitarist og bassist delte vokalarbejdet imellem sig.

Derefter var det tid til Dyscarnates landsmænd i Sylosis. De buldrer af sted med en fod solidt plantet i thrashgenren, mens den anden leger lidt med det progressive og samtidig tungere udtryk. Sylosis har én stor force: deres guitarer. De får lov at arbejde og akkompagneres fint af de intros, der tilsammen skaber en god stemning. Med de helt store hits som 'Empyreal' og 'After Lifeless Years' havde Sylosis et rigtig godt tag i publikum og det var tydeligt, at de havde fans i salen.

Det samme kan man vist roligt sige om Obscura. De kalder sig selv for et progressivt dødsmetalband og det er nok ikke helt ramt ved siden af. Et teknisk meget dygtigt band, der ligesom så mange andre af dagens bands har fyldt deres guitarer og bas op med masser af strenge. Forsangeren havde en blæser til at stå mellem sine monitorer, der gav en fin effekt i hans lange hår. Måske en anelse poppet, men dem om det. De fik en virkelig god respons fra publikum med sange som 'Incarnated' og 'Anticosmic Overload', hvor førstnævnte var koncertens højdepunkt for undertegnede. Begge taget fra den anmelderroste 'Cosmogenesis'-plade.

Da Obscura takkede af, var det så tid til aftenens to sidste bands. Mercenary og Krisiun. Begge svigtede ikke deres position som hovednavne og Day Of Decay blev derfor afrundet med tre på hinanden stærke koncerter fra trækplastrene. Fuldt fortjent for arrangørerne, der havde sørget for, at det blev en god helhedsoplevelse med merchandise-bod i foyeren og et stort af udvalg i baren. Vi håber, at fremmødet gjorde, at Day Of Decay også dukker op i 2013. Det har folkene bag, og folket generelt, fortjent!

Læs anmeldelsen af Mercenarys koncert her.

Læs anmeldelsen af Krisiuns koncert her.

Billede 1: Obscura
Billede 2: Caro
Billede 3: Ferocity
Billede 4: Sylosis
Billede 5: Stemningsbillede fra Day Of Decay 2012