MMF '19: Lørdag - All murder, all guts, all fun

Afterpartyet trak ud for mange natten før, og der skulle gå mange timer, før Tongues og Hyperdontia satte dagsordenen, og Ved Buens Ende beviste, at de var mere end værdige til hypen som festivalens hovednavn.

Man ved bare, at festivalen er ved at lakke mod enden, når man vågner på en madras fyldt med slim, fordi man har sovet ovenpå en fladmast snegl.

Træls eller ej, så var det dog en bagatel ved siden af det uheld, min bedste ven pådrog sig, da han åbenbart under et kram i en sen syvhestes-brandert endte med at hoppe op i armene på den ukendte mand. Han væltede, og min ven røg med i faldet og forstuvede foden, hvorfor hans lørdag i stedet blev fordrevet bittert på moderens sofa i nabolaget, mens han sms'ede mig hele historien.

Der viste sig at være mange, der havde taget del i festlighederne mange timer, efter jeg var gået til køjs, for de gratis morgenboller, som festivalen sponsorerede ved nitiden, levede stadig ved middagstid, og fremmødet var tydeligvis sløjt til de første koncerter lørdag eftermiddag. Ikke at syvsoverne nødvendigvis behøver græde salte tårer over deres fravær. Völva kørte betændt lo-fi black uden de store armbevægelser, og Shamash tilføjede lidt ekstra corpsepaint, melodier og nuancer til spektret uden dog rigtig at byde på noget, vi ikke havde hørt før i bedre indpakning. Deadflesh leverede til gengæld som vanligt vaskeægte død fra de go'e gamle dage. Om ikke man tænder på de tunge 90'er-grooves, de sværger til, så må man tage hatten af for Allan Hartvigsøns potente bjørnebrøl, og de havde da også et loyalt følge af venner til at bakke op på trods af den tidlige sendetid kl. 13.

Mine egne venner havde dog endnu ikke meldt deres ankomst, og efter en kort udveksling af habengut med min forstuvede makkers mor kunne der passende klemmes et powernap og et varmt bad ind, inden Tongues flere timer senere stod på programmet.

Alt for mange tænder og tunger
Det er ikke mere end et par måneder siden, at Tongues debuterede på Royal Metal Fest. Der var da heller ikke væsentligt nyt på tapetet: De lange kraniekæder om halsen bidrog til at iscenesætte de melankolske, dystre scenarier, der sondres på debuten 'Hreilia', som de fleste af numrene var hentet fra. Der var både klagesang, messen og growl, og det er i det hele taget tydeligt, at Tongues er et orkester, der trækker tråde i mange retninger. Et band, der bestemt fortjener mere opmærksomhed i de kommende år.

Tyske Vulture pakkede derefter hovedscenen ind i nitter med speed metal på fuld skrue og nok af sange om at blive fodret til hajerne og havne i gullotinen til, at man ikke kunne andet end at konstatere, at det sgu da egentlig var meget sejt. Dog knap så sejt som den helstegte gris, der var smidt på grillen, så vi lige kunne få lagt bunden inden næste dødsraller på teltscenen.

Efter at sidde og hænge lidt over dagens første drink i teltet stod det hurtigt klart, at det var Hyperdontia, der fik sparket aftenen i gang, på samme vis som Deiquisitor gjorde det et par dage forinden. ”Her kommer endnu en sang om alt for mange tænder” varslede David Mikkelsen (også kendt fra Undergang/Phrenelith), men bevares, han kunne have sunget om livsforsikringer, og vi ville stadig ikke forstå et ord af hans afgrundsdybe growl. Teknisk og smadret, doomet og aggressivt, Hyperdontia favner det brede dødsspektrum, og denne aften var utvivlsomt den mest vellykkede af de nu tre koncerter, dansk/tyrkerne endnu har spillet på dansk jord.

Med devilocken klar for enden af buen
Derfra gik det slag i slag med blandet musikalsk held. Medieval Steel svælgede i power metalliske virkemidler, der ikke gjorde meget for undertegnede, mens Black Oath fungerede bedst som bagtapet, mens vi sad en håndfuld og udvekslede røverhistorier på bænkene ude foran. Det var Ved Buens Ende, der mere end nogle andre den dag fortjente vores udelte opmærksomhed, også selvom deres kryptisk avantgardede take på black metal er en noget sværttilgængelig størrelse. En udfordring, der dog ikke skulle skæmme koncerten, som du kan læse mere om her, men der var dog stadig ét band tilbage på teltscenen, som endnu engang skulle sende bloddryppende vink tilbage til undertegnedes spæde teenageår.

Vi snakker Misfits og Samhain, der begge blev skamdyrket for de catchy punkrefræner, som Danzig rystede ud af ærmet, inden solo-karrieren fik ham på andre tanker. Coverbandet Archangel havde således lovet os et arsenal af hits fra begge bands, og selvom Samhain vel næppe blev begunstiget med andet end 'Archangel' og 'All Murder, All Guts, All Fun' kan vi umuligt klage. Hele teltet skrålede med på slager efter slager, og den karakteristiske Misfits-devilock jeg havde vokset mig til inden koncerten gav en gratis øl i baren for dedikationen.

Selvom teltet lukkede for udskænkning kl. 2, skulle det dog ikke stoppe for lysten til at feste, hvorfor turen gik ned til det mindre telt foran hovedscenen, hvor DJ Metal Maniacs havde købt et par rammer og kørte metalklassikere til den lyse morgen, og så kan vi sjovt nok ikke huske så meget mere, udover at mit telt både var tørt og uden snegle den næste morgen.

Tak til Metal Magic for endnu et skønt år, hvor alt var super organiseret, billetsystemet fungerede uden problemer, og Demon Head, The Rite, Tormentor, Phrenelith, Hyperdontia og Ved Buens Ende alle var blandt årets højdepunkter.

Ses til mere drabeligt dukkehelvede i Metal Magic 2020!