OM 25: Lørdag – Glitter, vold og brutal elegance
Lørdag var årets helt store fest på Odense Metalfest. Et triumftog af vold, grin og fælleskab.
Lørdagen på Odense Metalfest begynder som en fortrængt tømmermand, men ender som et triumftog af vold, grin og fællesskab. Solen hænger lavt over Posten, og stemningen er en blanding af fest, metal og fynsk pragmatisme. Nogen har stadig glitter i ansigtet, andre blod. Det er, som det skal være.
Dagen begynder stille, næsten tøvende. Rattledust spiller for de tidligt fremmødte, der stadig smager på gårsdagens alkohol. Det er tungt, ærligt og lidt rustent – som motoren på en gammel Volvo, der trods alt stadig starter. Ikke en åbenbaring, men en solid begyndelse.
Haywire sparker dørene op med deres første besøg i Danmark, og det viser sig at være et af dagens højdepunkter. Bandet leverer en koncert, der sitrer af energi og overskud. Forsangeren er en ener – karismatisk, sej, nærmest fysisk dragende. Gulvet koger, selv på dette tidlige tidspunkt. Der opstår lidt vold, men det bliver hurtigt løst med grin og kram. Øl begynder at skumme, solen begynder at bide, og lørdagens publikum demonstrerer, at de også i dag er villige til at danse. Den slags hardcore er sjælden i Danmark, og det klæder Odense Metalfest at give plads til den. Fyldt sal, fede vibes, fuld succes.
Lørdagens program bevæger sig meget fra det ene til det andet, og således afveksles two-step og hidsig dans med Horned Almighty på den store scene, hvor de leverer sort teater i dagslys. Der er ild, horn, attitude og sved. Publikum er med fra første skrig, og bandet spiller med den selvsikre pondus, som kun års erfaring giver. Det er alt det, black metal skal være: teatralsk, urkomisk og alligevel fuldstændig alvorligt. Horned Almighty lægger sig et sted i den tredje bølge af black metal, og har holdt fast i en række af elementerne fra anden bølge, men også med en inkorporering af andre elementer og en lyd, som dermed ikke sidder fast i en forsvunden tid.
Efter en vellykket sort messe når vi desværre festivalens flade punkt med Carnosus, som leverer en oplevelse domineret af lydproblemer, usikker fremtoning og et band, der virker lige så utilpasse som publikum. Folk begynder at sive mod baren. Man vælger øl og samtale frem for disharmonisk, svensk dødsmetal, og det føles som den rigtige beslutning. Ikke alle timer kan være hellige.
Måske er det også godt givet ud med en pause og en optankning, for næste punkt på dagsordenen er den fuldstændige eksplosion, som Rot Away leverer, da de går på som et granatchok og efterlader alt i ruiner. Der er sved, råb, rødløg og total nedsmeltning. Publikum vælter rundt i, hvad der kun kan beskrives som overfladesvømning i kaos, og det varer ikke længe, før kondensvandet samler sig og begynder at dryppe ned fra scenens øvre kant. Bandet lyder, som om hele eksistensen er ved at falde fra hinanden – og det er præcis det, man vil have, alt imens den ene efter den anden bestiger scenen og kaster sig ud i det komprimerede publikumshav foran den lille scene. De fleste bliver grebet. Det ender med at være en koncert så intens, at selv den mest nøgterne festivalgænger må tage en slurk af sin Odense Classic og indrømme, at det her er voldsomt. Odense Metalfest 2025 får sit øjeblik. Rot Away leverer det. Læs anmeldelsen her.
Efter sådan en voldsom energiudladning kunne man måske forestille sig, at der igen ville være en bølge, som var trukket ud af salen – nogle måske for at sunde sig og se til den nye samling af blå mærker. Det lader dog ikke til at ske – og den slags kan jo altid vente med at gøre ondt til i morgen. Salen er pakket da Guttural Slug går på den store scene, og publikum er en bølgende masse af grin og aggression. Det er primitivt, det er simpelt, det er pissegodt. Guttural Slug forstår, at brutalitet ikke kræver finesse – bare tyngde, timing og et glimt i øjet. Lyden er lidt rodet, men ingen bekymrer sig. Hele salen fester, og pitten indtager forskellige formationer til en effektiv omgang slam.
Fra hovedstaden bevæger vi os tilbage over bæltet til de lokale dødsmetallere fra Terrorpy, som indtager den lille scene. Jonas Viuff og resten af Terrorpy spiller, som om de har tænkt sig at flå væggene ned. Der er fart, riff, alkohol og en kollektiv vilje til at miste forstanden. Den lille sal er så tætpakket, at selv sveden har svært ved at fordampe. Terrorpy beviser, at de fortjener deres prime time-spot – de har aldrig været bedre. De rolige passager har vi stadig til gode, men det gør intet. Det her er fest, raseri og fryd i ét sammenhængende drøn.
Der er som oftest tid til at bevæge sig lidt udenfor mellem bandsene, og på dette tidspunkt af aftenen er der opstået flere spontane hangout-spots derude, hvor folk møder nye venner, mens de damper af og finder en nogenlunde almindelig temperatur igen. For nogle betyder det, at man går glip af en mængde musik, men det er ikke nødvendigvis alle, der er mødt op for at gennemføre marathonen. For nogle bliver drikkeposterne og deres sociale tiltrækningskraft, hvad der bliver afgørende for en god aften og en fest, man har lyst til at vende tilbage til næste år.
For dem, der kan vriste sig fri fra udendørshyggen, står Hideous Divinity klar som det næstsidste band med italiensk præcision og brutal elegance. De går på med et overskud, der næsten virker aristokratisk i forhold til resten af dagens rå energi. Her er tale om teknisk dødsmetal på højt niveau, leveret uden unødvendig pynt, og publikum står lidt mere stille – ikke af kedsomhed, men af respekt. Det er særdeles klædeligt, at Odense Metalfest ser mod udlandet og kuraterer oplevelser, som ikke nødvendigvis sælger 100 billetter på forhånd, men som netop gør, at festivalen markerer sig ved at levere noget, man ikke får serveret hver dag.
Alting får en ende, og Strychnos lukker festivalen, som kun Strychnos kan: med apokalyptisk alvor og teatralsk vanvid, som når Martin Andersen entrerer scenen, mens han svinger en kæmpe le foran sig. Det er mørkt, intenst og smukt på sin egen forvrængede måde. Publikum er trætte, men glade, og der er gennemgribende en god stemning blandt de tilbageværende.
Da sidste tone dør ud, står man tilbage i den fugtige luft med den tanke, at det her ikke bare er en metalfestival. Det er et fællesskab bygget af sved, grin og growl.
Odense Metalfest 2025
To dage, snesevis af bands, hundreder af liter øl — og et fælles hjerte, der banker hårdt og stædigt. Odense Metalfest 2025 viste, at dansk metal ikke behøver redde sig selv for at være stor. Den skal bare være ærlig, beskidt og ligepå. Festivalen har fundet sin balance mellem kaos og kontrol, mellem hardcore og dødsmetal, mellem det lokale og det store udland. En rigtig fin festival at besøge. Man glæder sig allerede til 23-24 oktober 2026.
