Roskilde '18: Lørdag – Som en tyndskidt Anselmo

Roskilde '18: Lørdag – Som en tyndskidt Anselmo

Roskildes sidste festivaldag var på papiret ret fattig metalmæssigt. Heldigvis gemte der sig gode både kendte og ukendte oplevelser i de mindre hårdslående genrer på festivalen.

Kunstner
Titel
+ Madball + Myrkur + Mogwai + C.V. Jørgensen + Skyldigs + De Underjordiske x Fribytterdrømme
Dato
07-07-2018

Der var blevet festet lige lovlig meget igennem både torsdag og fredag, da disse markant bedste to festivaldage sluttede sent pga. henholdsvis Ond Tro og LLNN. Ligesom alle gode koncerter på landets spillesteder skal gode oplevelser fejres efterfølgende med smøger, bajere og også gerne en lille gibbernakker eller to. Som sagt så gjort, men da man traditionen tro vågnede op kampsvedende i sit saunatelt tre timer efter, man var gået i seng, vel at mærke for tredje dag i streg, så var man noget vredladen fra morgenstunden.

Den blide opstandelse
Heldigvis var lørdagen ikke en dag, hvor denne anmelder absolut behøvede at have stærke meninger om musikken, da mine egne anmeldelser fandt sted torsdag og fredag. Med min makker og teltkompagnon under armen blev det derfor besluttet, at the grand old man himself, Mr. C.V. Jørgensen, ville blive dagens første koncert. Inden vi nåede så langt, sneg vi os forbi madhallen nær Gloria, fandt os noget krabbesandwich og fik så småt gang i systemet på ny. Dagens bedste beslutning var dog at trisse forbi mediebyen, hvor et par mango lassier gjorde alt det, som havde manglet alle andre dage. Note to self: Mango lassi er festivalmedicin på højde med en god bitter. Der er ikke noget som fede tropiske frugter, når systemet har det ad helvede til.

Mit nordjyske ophav har medført, at Allan Olsen og Johnny Madsen altid har sat et større præg end andre af landets ordsmede. Begge to er stadig store i min bog, men efterhånden – og heldigvis – er der også blevet plads til Lars H.U.G. og C.V. Jørgensen. Bedre sent end aldrig. H.U.G.s koncert på Arena i 2015 står stadig stærkt i erindringen. Der er noget decideret opløftende i at se nogle af landets største tekstforfattere få den folkehyldest i stor skala, som de fortjener, men som der sjældent er betingelser for i et lille land som Danmark. Af samme årsag var det også en fantastisk respektfuld og varm oplevelse, man havde sammen med en tydelig rørt og ydmyg C.V. Jørgensen i et propfyldt Arena-telt. Han lod sig hylde og gav både varme og en kølig brise igen, det si’r sig selv.

Anselmo møder Congo
Blot 300-400 meter derfra spillede Myrkur samtidig sit andet festivalsæt på Gloria. Denne gang stod den på folkesange, egne kompositioner såvel som forhistoriske sange. Vores anmelder på pletten var glad for koncerten på trods af lydproblemer i koncertens begyndelse.

Efter en afskedsburger med nogle kammerater, som ikke kunne klare flere strabadser, fandt jeg et par cocktails i teltkanten til Omni, der blev solgt med reference til bands som Talking Heads og Wire, og Preoccupations. Det var svært at høre, men Devi-kollega Steffen fik snust til sidstnævnte, som forblev en kende anonyme.

Kokoko! fra Republikken Congo lød til gengæld som et spændende indslag. Tidligere Roskildeår har budt på fantastiske koncerter med for mig ukendte afrikanske kunstnere . Det er generelt sjældent, at jeg har mulighed for at se afrikanske kunstnere på de festivaler, som jeg hvert år vælger at frekventere. Kokoko! var musik fra den mere festlige skuffe og var stærkt funderet i det rytmiske. Slagtøjet og generelt de fleste instrumenter var lavet af skrald fra deres hjemby, hvilket gav lyden et uortodokst præg. Pludselig var lidt for mange mennesker begyndt at danse omkring mig, så jeg valgte at lade op til Scour med en White Russian og forsøgte at blive festlig uden nødvendigvis at skulle danse.

Phil Anselmos suppergruppe, der tæller medlemmer fra ingen mindre end Pig Destroyer, Cattle Decapitation, Animosity og Strong Intention, blev aldrig for alvor godt, men det havde dog sine momenter. Ikke mindst pga. Adam Jarvis på trommer, der var en maskine. Men især fordi vi fik ’Massacre’ af Bathory fra metalmilepælen ’Under the Sign of the Black Mark’. En Quorthon bliver Anselmo aldrig, men det var nu et ganske anstændigt cover alligevel. Det samme gjorde sig gældende for ’Slaugterhed’ og ’Strength Beyond Strength’, der blev dedikeret til afdøde Vinnie Paul. Vores allesammens krævende redaktør Dinesen fik i øvrigt en sludder med Anselmos bedre halvdel, som åbenbart havde stærke meninger om glimmer/mirkoplast. Ja! Tænk over den, glimmer-hoveder. Camp Mindre glimmer på Roskilde skal vinde årets lejr på festivalen næste år, please. Det holder fandeme ikke til Nine Inch Nails-koncerter. Var Roskilde ikke mere miljøvenligt anlagt engang?! Vi skal have gjort noget ved disse fesne, trendy Coachella-tendenser, der lader til at inficere en stor del Roskildes publikum.

Til Glasgow, til Essex, til New York og på hovedet i seng i København
Texas blev udskiftet med Glasgow, da Mogwai 15 minutter forinden var gået i gang på Arena. Til min overraskelse var der ikke noget lyd fra scenen, da jeg ankom til det blå telt. Der var tekniske problemer, hvilket syntes at fortsætte gennem et lille stykke af koncerten. Vores udsendte var glad for koncerten, mens jeg selv var mere på den jævne side. Både lyd og band har haft bedre dage. Skotterne åbnede dog også med det helt tunge skyts, da de skød sættet i gang med ’Mogwai Fear Satan’. Havde man haft den med i ordentlig lyd, så var man muligvis blevet suget ind i en helt anden lomme.

Efter en slentretur rundt på pladsen for at iagttage de enten virkelig slidte (som i trætte) eller ufatteligt ristede (som i fulde) festivalgæster sneg jeg mig ind i Glorias mørke. Her spillede PALM, som lød henad en afart af Animal Collective med færre samples. Sidder man i siden på denne scene, kan man kigge på musikerne, i særdeleshed trommeslageren, bagfra. Den oplevelse skylder man sig selv, hvis man har et hul i programmet eller blot skal hvile benene lidt. Videre til Gorillaz for at se giraffen. Jeg har med tiden lært at holde af Damon Albarn, hvor især ’Mali Music’ står som en øjenåbner. Det samme kan jeg ikke sige om Gorillaz-projektet, som jeg aldrig helt har kunnet forstå. De åbnede med ’M1 A1’, der i situationen kunne et eller andet. Samme optimisme varede ikke ved til de næste par abebrøl, så videre mod Madball, der netop var gået i gang på Arena. Det store telt fremstod desværre ærgerligt tomt. Der var ikke mødt mange folk op for at se hardcore-bandet fra New York.

Samme problem blevjeg hurtigt del i, da min krop begyndte at gå i nedlukningsprocedure. Kursen blev mod bagagen og en bus mod København. Heldigvis holdt Hanna Devilution-fanen i hævd og så både Slydigs på Pavilion samt på den danske syrerock-kombi med De Underjordiske x Fribytterdrømme, der lukkede Avalon ned for i år.

Døsige erkendelser
Mens man nikkede med hovedet i bussen, funderede man over, at der desværre var få til stort set alle koncerter af den hårdere slags på Arena. I hvert fald de koncerter, som jeg var vidne til. Man møder stadig en del metallere af forskellige subgenre-afstøbninger på Roskilde, men for at kunne fylde både Avalon og Arena op kræver det også, at bandene kan tiltrække en del såkaldte ”koncertturister”. Det er, som om andre genrer har lettere ved dette end den hårde rock og metalmusik. Jeg studsede i hvert fald over, at der lod til at være færre folk til mange koncerter sammenlignet med de sidste 3-4 år. Lyden stod som altid skarpest på Pavilion og som noget nyt også på Avalon. Arena havde derimod opstartsvanskeligheder til både Nine Inch Nails, My Bloody Valentine, Fleet Foxes (det var mine venner, som ville se det!) og Mogwai, mens Orange var hit and miss.

Man er ved at have indset i nogle år, at det kun er en lille håndfuld metalbands, som formår at fylde Orange. Metallica gjorde det sidst, men hvor mange bands  kan vi med sikkerhed nævne ud over dem: Volbeat, Iron Maiden? Nu begynder Arena så småt at have samme problem. Håbet er, at Roskilde fortsat vægter og også tør satse på store og dyrere navne inden for metalmusikken som eksempelvis Nine Inch Nails i fremtiden. Det kan i hvert fald være et trækplaster som dette, der er nødvendigt for, at den mere metalorienterede del af publikummet gider at hoste op med 2 kilo for at sikre sig en Roskildebillet.