SB18: Onsdag

Førstedagen var af den mindre forløsende karakter, hvor de fleste bands lød, som om de bare var endnu en dag på kontoret. En dag, hvor publikum til Kataklysm var det mest memorable – udover lejren.

Efter traditionen tro at have spenderet et par dage på landet hos en venindes forældre et par timers kørsel fra Dinkelsbühl var det endelig blevet tid til årets udgave af Summer Breeze. Ambitionen om at være fremme til at assistere med bygning af vores Camp Snakenets store dome blev knust af administrativ bøvl ved presse-check in, men det vigtigste var da også at få sagt hej og skål på diverse sprog til alle vennerne fra nær og fjern, inden det skulle gå løs på festivalpladsen. Teltet kom hurtigt op, vores lejede camptoilet blev testet og godkendt, og så var nedtællingen ellers begyndt til The Night Flight Orchestra på T-Stage.

Der var dog rigeligt med tid, og da vi gik de 10 minutters gang op til scenen, var Momument stadig i gang på den lille naboscene,Camel Stage. Mage til Iron Maiden-ripoff skal man lede længe efter – bevares, de havde energien og charmen med sig og tilføjede universet deres eget skud læderjakke og nitter, men når man stort set uden undtagelse kan pinpointe, hvilket Maiden-nummer alle deres riffs er taget fra, så blev det for analt tåkrummende idoldyrkelse i længden. 

Hvad der til gengæld overraskede positivt var festivalens implementering af et lille halvtag over Camel Stage. En kreativ måde ikke blot at afskærme for byger og, i årets ånd, umenneskelige rationer solstråler, men derudover gjorde det scenen den til en mere intim setting, hvor eventuelle lydgener fra T-Stage blev yderligere marginaliseret. Tidsplanen havde også taget højde for dette ved mere eller mindre konsekvent at have bands på T-Stage og Camel Stage til direkte at afløse hinanden, så de aldrig overlappede hinanden, medmindre kunstnerne selvfølgelig lige synes, de havde lidt mere på hjerte, end Summer Breeze havde taget højde for. Et meget påskønnet tiltag, der bør hyldes.

Da Monument var færdige, var der derfor blot et par minutter, til de svenske partymetallere fra The Night Flight Orchestra ønskede os en god rejse ind i deres AOR-tidslomme. Solen bagte, og deres ellers forrygende dansable hitkatalog blev tilført mere bund. En approach, der viste sig også at gøre sig gældende på Stengade en uge senere, men hvor den åbne scene i en regulær hedebølge ikke skabte den samme nærhed og de samme muligheder for at præge settingen, som et intimgig på Stengade med mere tid til rådighed kunne gøre. Festen blev mere sporadisk, og mange af numrene nåede aldrig at forløse sig for et publikum, der heller ikke lod til at være bekendt med, hvad de var gået ind til.

Der var dog helt andre boller på suppen et par timer senere, da Kataklysm bød op til sortklædt røvballedød med alt, hvad dertil hører af opfordringer til circle pits og walls of death. Aflyste fly havde presset dem til kun lige at nå frem til festivalen til tiden, og de var derfor ekstra godt onde i sulet og fiskede efter mere energi fra publikum, som kvitterede med en af de mest heftige frontpits, årets udgave af Summer Breeze overhovedet havde at byde på. ”This is like a Justin Bieber-concert, we need more surfers!” Tyskerne slugte ordene råt, og uden at koncerten i sig selv var noget at skrive hjem om, så var publikums hæmningsløse headbanging og moshen her på førstedagen beundringsværdigt dedikeret. 

Årets første helt sorte måltid blev fortæret og smagte helt og aldeles, som det ville have smagt uden hæmningsløst overdrevet brug af farvestoffer, men nu var vi jo i det sorte lune. Det var Sepultura til gengæld knap så meget. Den første halvdel af deres times spilletid dedikeredes overvejende til sidste års 'Machine Messiah'. Ikke en plade, der har tilført væsentlige tilføjelser til deres diskografi, og det er da også først, da Andreas Kisser i den vanlige Kisserclan-fodboldtrøje annoncerer, at det denne dag i dag er præcis 20 år siden, at de udgav 'Against', som var deres første plade med Derrick Green på vokal. Det skulle da efter hans udsagn hyldes med tre numre fra pladen, men tælle kunne han tilsyneladende ikke, for det blev ikke til mere end titelnummeret og 'Choke', inden en forrygende stærk udgave af 'Desperate Cry' endnu engang bekræfter, at det er Sepultura, der vinder over Max Cavalera i kunsten at levere den tidlige Sepultura-ånd med manér. Det blev til et par flere klassikere fra før Greens tid i bandet, inden koncerten gik på hæld, og selvom det ikke var en af deres bedste koncerter, så har Sepultura nu stadig momenter af fordums storhed.

Det samme gør sig gældende for Paradise Lost, som efter en smule kreativt dødvande i 00'erne har genvundet deres renommé som en af bannerførerne for doomgenren, og den seneste 'Medusa' bliver da også vægtet med tre numre i dagens anledning. Bandet virker desværre distancerede og kører så meget på rutinen, at den store forløsning udebliver. Vi blev kastet frem og tilbage igennem deres karriere, og håbet om den røde tråd, der bandt det hele sammen, var ude af syne. Faren ved at prøve at rumme det hele i forsøget på at samle guldkorn fra alle årene. Kald det en lille lektie i at være sig selv, snarere end at please masserne – denne aften var de i hvert fald mere entertainere (uden den store underholdningsværdi) end kunstnere.

Den sorte skole kunne behændigt gå direkte videre til Camel Stage bagefter, hvor John Haughm fra  hedengangne Agalloch skulle overbevise os om sit nye projekt Pillorian. Med blot ét album i bagagen var vi klar over, hvad vi gik ind til, omend den melankolske arv fra forgængerne viste sig at være mindre gennemgående live end på 'Obsidian Arc'. Det gjorde desværre koncerten til en meget jævn præstation, hvor bandet sjældent virkede, som om de havde andet at byde på end middelmådig, smadret black metal. Det unikke twist på genren, som de ellers lagde op til ved tilblivelsen af orkestret, blev kun sjældent indfriet live. Måske et nyt album vil kunne åbne dørene for flere virkemidler til deres lydbillede. 

Denne aften på kontoret gjorde desværre intet for at holde begejstringen i live, og således endte en førstedag uden de store skelsættende præstationer. Efterfesten i campen var mere memorabel end noget andet, men det er der nu heller ikke noget nyt i lige for undertegnedes camps vedkommende...