Spot '19: Fredag

Baest-01-3-1534197782

SPOT har åbnet for metallen, og fredag aften bød på en solid showcase af fem hårdtslående navne. Særligt Xenoblight og et Baest på hjemmebane endte som aftenens sejrherrer.

Kunstner
Titel
+ Xenoblight + Orm + Nyt Liv + LLNN
Dato
03-05-2019
Fotograf
Adriana Zak (arkiv)

SPOT Festival har i mange år været lukket land for metal.

Men sidste år skete der noget. Bookerne åbnede for genren for at inkludere nogle af tidens mest spændende navne i form af blandt andre Morild, Natjager, Slægt og Møl.

I år er tendensen opadgående, og fredag aften kunne SPOT sammen med spillestedet Train byde på en regulær metalshowcase, hvor hele fem bands skulle spille op.

Hårdt prøvede
Det var dog ikke udelukkende begrænset til metal, for første band var hardcorekvartetten Nyt Liv, der netop har udgivet deres debutalbum i form af ‘Ensomhedens kolde kald’ og derfor er højaktuelle som et nyt håb på scenen.

Det nye materiale skulle selvfølgelig prøves af, og i løbet af de små fyrre minutter fik vi også næsten alle numre fra nævnte album. Frontmand Michael Aagesen, iklædt korte shorts og en Zeke-tanktop, kæmpede dog med både mikrofonen og vokalen undervejs, og selvom der var et fint fremmøde trods et spilletidspunkt klokken syv, skulle der mere til for at få gang i folk.

Nyt Liv er bedst, når de er korte og kontante som på ‘Blodet skygger’, ‘Fortidens tæsk’ og titelnummeret fra debuten. Med sine større armbevægelser og lirede guitarsolo (på studieversionen effent spillet af Rising-guitaristerne Jacob Krogholt og Anders Bo Rasmussen) faldt Copenhell-singlen ‘Hårde tider’ igennem og stod langt fra den ellers gearede hardcore.

Aagesen forsøgte med et “der er guitarsolo, for helvede!” at få mere gang i folk, men uden store resultat, indtil det ved koncertens afslutning blev til reel publikumsinddragelse, da han trådte ned på gulvet og lod folk skrige på 'Livet brænder' på klassisk hardcoremanér.

Sejrsrunde
Den respons, som Nyt Liv ikke fik frembragt, fik Xenoblight til gengæld i overflod. Og det var til at forstå: Marika Hyldmar er en frontkvinde, hvis gestik med opspilede øjne og udpenslende grimasser giver et ekstra lag til hendes dæmoniske vokal, og som samlet konstellation fremstår bandet ustoppelige.

Koncerten var en reel sejrsrunde. Selvom de stadig er relativt nye, har Xenoblight ikke behov for at overbevise folk. De spiller bare, og de spiller fucking fremragende. Deres sammenblanding af både thrash, død og black er teknisk og samtidig iørefaldende. Rundt om de krøllede guitarriffs og grooves er der plads til guitarhamonier og breakdowns, og det er meget svært ikke at blive suget ind, når bandet sætter hårdt mod hårdt og for alvor groover igennem.

Allerede i andet nummer, ‘Oblivion’, udbryder aftenens første mosh, og fra da af kommer folk kun mere med. Der er fuld crowd control fra Hyldmar, der med udstrakte arme får folk til at huje mere mellem numrene, før hun dernæst opildner til en wall of death.

Det er desuden modigt, at der er plads til hele instrumentalnumre og interludes mellem de enkelte sange, hvor forsangerinden forsvinder fra scenen og lader resten af bandet spille. Det eneste, jeg savner, er, at den ene guitarist har lige så langt hår som de andre medlemmer, så han kan helikopterheadbange sammen med resten af bandet. Og det er sgu en petitesse.

Intenst og indesluttet
Den black metal, som eksilbornholmerne i Orm spiller, er ikke teknisk på samme måde som Xenoblights metalsammensurium er, men der var både plads til atmosfæriske og proggy tendenser på denne aften, hvor Orm tilsyneladende luftede en del nyt materiale. Der var lange, udstrakte forløb med store mængder choruseffekt på guitaren, der mellem blastbeats og brøl gav minder om Rushs plader fra 80’erne.

Mens Xenoblight søgte festen og interaktionen med publikum, syntes Orm snarede at prøve at undgå den. Kvartettens blæksorte episke metal lagde sig som en tung, dronende dyne af mørke i lokalet, hvor intensiteten og udtrykket i musikken tog forrang frem for publikumskontakten og den gode stemning. Dobbeltvokalen emmede af desperation og smerte, og sammen med det konstante batteri bag trommerne sørgede Orm for, at man selv ikke i de mest progressive sekvenser var i tvivl om, at bandets rødder i black metallen stadig havde stor vigtighed. En stille siven af mennesker væk fra koncerten understregede, at Orms udtryk tydeligvis ikke var for alle. Det gjorde dog ikke oplevelsen mindre kraftfuld.

Hvis Orm havde hidkaldt mørket over Train, sørgede LLNN efterfølgende for at få det brugt til fulde. Scenebelysningen fik endnu et nøk i den dunkle retning, da den københavnske hardcorekvartet indtog slagpladsen. LLNN’s sorte og apokalyptiske tag på genren er unikt og udtryksfuldt, ikke mindst pga. orkestrets benyttelse af synths, der bibringer lige dele atmosfærisk lyd og infernalsk støj til den traditionelle hardcore.

LLNN er samtidig et band, som nydes allerbedst på mindre scener, hvor kontakten mellem band og publikum er bedre end på Train, hvor den høje scene og fotograven gør sit til at minimere den indebrændte vrede, musikken besidder. Derfor var det først mod slutningen af bandets 40 minutter lange sæt under den bragende ‘Monolith’, at bandet for alvor fik tag i de stadig feststemte tilhørere. LLNN spillede ganske udmærket og var en oplevelse for dem, der valgte at fordybe sig i den komplekse arrigskab. Men de nydes bedst, når indpisker Christian Bonnesen og co. får lov at fylde sig ud i mere intime rammer.

I en klasse for sig
Med spillestedets valg af både at sælge regulære billetter og give fri adgang til alle med adgangsbevis til resten af SPOT Festival var der en reel risiko for, at man måtte afvise folk i døren inden aftenens sidste band, Baest, gik på. Hvorvidt det skete er uvist, men umiddelbart så Train lige så pakket ud, som det har gjort til tidligere udsolgte koncerter på stedet med bands som Gojira og Mastodon, hvilket giver en idé om dødsmetallernes popularitet i hjembyen.

Og gennem Baests 45 minutter gav de os alt, vi kunne håbe på, og understregede, hvorfor de er et uforligneligt liveband. Fra de første toner af ‘Vortex’ bragede ud fra scenen, var moshpitten stor, massiv og voldsom, og trods Trains nultolerance over for crowdsurfere var der adskillige, der tog chancen. Ikke ulig bandets optræden til sidste års SPOT Festival hvor de, trods trusler fra arrangørerne i Scandinavian Congress Center om klippede festivalarmbånd, gennemførte den formentlig længste wall of death nogensinde set på århusiansk grund.

Hvilket meget godt giver et billede af, hvad der gør Baest unikke. Deres version af 90’ernes dødsmetal, som vi også får serveret i aften i bl.a. ‘Atra Mors’ og ‘Marks of the Undead’, minder én om dengang, hvor dødsmetal virkelig var farligt. Hvor man kom til skade i moshpits, hvor man efterlod al sin energi på gulvet, når man gik til koncert, og hvor målet var at gå til grænsen og gøre ting, der blev rynket på næsen og rystet på hovedet ad. Hvor metal var et oprør. De minder de gamle metalfans om den ubekymrede ungdom, og de har en enorm indflydelse på, at nye fans af scenen bliver forført til den mørke side. Baest er godt håndværk og er samtidig en ny og frisk udgave af de søde minder fra koncerter, vi stadig gemmer på inderst inde. Og så er de frem for alt fænomenalt sammenspillede live og formår at bibeholde intensitet og kraft fra start til slut.

Denne aften får vi serveret et enkelt nyt og lovende nummer fra bandets anden plade, der ser dagens lys til september, inden ‘Crosswhore’ udgør et brutalt og sødmefyldt klimaks, der ikke kunne planlægges bedre. Baests koncert var, endnu en gang, en gennemført sejrsrunde i hjembyen.