Svingende lørdag i Helvede

Der var op- og nedture i programmet lørdag på Copenhell 2012, men gode koncerter gjorde, at selvom regnen truede med at slukke humøret, så blev det alligevel godt!

Efter en lang fredag på Copenhell skulle kroppen lige i omdrejninger lørdag omkring frokost. Tænderne blev sat i en noget forsinket morgenmad og så var det ellers af sted mod Refshaleøen igen. En flok berusede grønlændere gjorde ventetiden på shuttlebussen morsom, og man blev tvunget til at reflektere over den sandsynlighed, der lå i luften om, for at man selv ville ramme den tilstand i løbet af dagen. Vejret var godt, og der stod metal på programmet. En farlig cocktail midt i juni måned!

Redaktionen nåede ud til pladsen lige som Redwood Hill skulle til at indtage den lille scene, Pandæmonium. De fik sparket lørdagen i gang og så kunne vi ellers nyde metal under en skøn sol og med kolde væsker i baren.

Suveræne Saxon, middelmådige Meshuggah

Kort efter skal den store scene, Helviti, så åbnes af en af NWOBHM-legenderne. Saxon! Briterne spiller tidligt, men høj sol og tidspunkt kan ikke holde Saxon tilbage. De er nået i den voksne alder, men hold da op, for en koncert. Der blev i den grad åbnet for den store scene, og det efterfølgende band på samme scene, Meshuggah, faldt helt igennem i forhold til veteranerne. Saxon fik i den grad sparket Copenhell i gang lørdag. Sådan!

Derefter driblede jeg over for at se danske Cerekloth på Pandæmonium, mens amerikanske Dying Fetus fik åbnet på Hades-scenen. Da Cerekloth kun fik 35 minutters spilletid nåede jeg at vade over og få de sidste par numre med af Dying Fetus' show og derefter var det tid til førnævnte Meshuggah.

Rekreativ pause og norske frostdæmoner

Da det var overstået var det tid til en rekreativ pause. Finske Korpiklaani blev brutalt skåret væk af undertegnedes program, der i stedet gik til The Kandidate og bagefter i madboderne. Her tankede jeg op på foder og væske, og så gik jeg i biografen for at se lidt metaldokumentar. Udvalget i år var af høj klasse og jeg fik blandt andet set lidt af en Ozzy-dokumentar, som jeg nu bare skal have set i fuld længde, ligesom seneste afdeling af Sam Dunns store metalencyklopædi roterede derinde.

Så var det tid til Immortal. De norske ekvilibrister inden for sort metal leverede en formidabelt underholdende koncert, og der skulle norsk ondskab og ligmaling til førend regnvejret over Copenhell blev fremmanet. Da jeg var noget brugt efter denne lange eftermiddag med kun meget korte pauser, blev Trivium for mit vedkommende helt forbigået til fordel for en lidt længere tur i biografen (anmeldelsen kunne tyde på, at dette var en fejldisponering, men det må jeg leve med), hvor jeg kunne få hvilet stængerne før mægtige Lamb of God indtog Helviti-scenen. Her kom smæk på og der var rigtig mange mennesker!

Der blev sågar spottet en julemand, mens der også blev set en bamse siddende på bakken og nyde musikken. Der løb også en Catwoman rundt, ligesom en yndig, rød djævel blev set rundt omkring. Jovist, det var ikke kun Abbath fra Immortal, der havde gjort noget ud af ansigtsmalingen og kostumerne.

Cavaleras circle pit

Da Lamb of God var færdige var det hurtigt over til Hades, der havde Soulfly øverst på plakaten. Jeg måtte op foran og var i mosh- og circle pit, mens Max Cavalera leverede de bedste numre fra Soulflys bagkatalog, tilsat et par Sepultura-klassikere. Herligt.

Så gjorde det ikke så meget, at regnen og Marilyn Manson derefter lukkede Copenhell ned på en sådan lidt våd og fesen måde. For der havde været så rigeligt at fede oplevelser med mange af de andre navne, såvel fredag og lørdag, til, at den endelige dom over Copenhell anno 2012 så afgjort må blive: det bedste år hidtil. Vi har været der alle tre år og festivalen har bare vokset sig større og bedre år for år. Der er nu styr på både mad, øl og musik. Det kan kun gå for langsomt med at blive tid til Copenhell 2013.