WOA Metal Battle - Turdagbog 1

Årets Wacken Metal Battle er en tur med de tre sidste års vindere, og guitarist Anders fra 2012-sejrherrerne Electric Hellride beretter her om korstoget med Aphyxion og By the Patient.

Slagelse

Grundet geografiske omstændigheder skulle vi dele bus med By the Patient, mens Aphyxion har valgt at bosætte sig i Jylland, og derfor kunne se en strategisk fordel i ikke at køre forbi København på turen mellem Ribe og Slagelse. Livet og dagen i al almindelighed gjorde allerede på dette tidspunkt ondt nok, for de unge halvbornholmere i By the Patient var blevet straffet tidligere på dagen af rockguderne, da guitarist Simon i ungdommeligt vovemod valgte at skrue sin forstærker ned fra 11 til 10 ved den sidste øver for kickoff - det resulterede naturligvis øjeblikkeligt i elektronisk mismod, som fik maskineriet til at begå harikiri og brænde sammen.

Dette skabte en kortvarig krise, men var det intet imod den, som opstod, da vi knap havde anbragt os mageligt i turbussen, før et techno-potpourri bragede ud af højttalerne og fik samtlige passagerers hjerner til at implodere i chok - Vi opdagede, at ingen af os havde medbragt musikbiblioteker, som matchede køretøjets hifi. Op til fem medlemmer af By the Patient brød straks ud i panisk gråd, og kun takket være et kirurgisk præcist indgreb fra Electric Hellrides snarrådige forsanger fik vi fremskaffet et behørigt udvalg af smertelindrende metal.

Herefter turde vi ikke tage nogen chancer, og vi hastede mod Slagelse, pakkede vores gear ud, fik skæld ud af lydmand Tommy, der ganske fortjent hader os alle som pesten og endnu mere fortjent ønsker os et langt og ulykkeligt liv. Derefter ventede vi, så sultne efter de medbragte øl, som vi professionelt nægtede at indtage før koncerten, så Disney Sjov de nyligt konfirmerede Aphyxion, hørte de islandske Momentum indlede aftenen, spillede vores 3 x 40 minutters utroligt stramme sæt og hastede under min kyndige dødskørsel tilbage mod hovedstaden, mens de indfødte blev ladt måbende tilbage.

Beta og Amager Bio

Vi ankom til spillestedet, og grædende farvelscener var resultatet, da vi efter 24 timers tæt samleven og megen kærlighed mellem bandsene (og indbyrdes) måtte skilles, fordi vi var forvist til Amager Bio, mens Aphyxion og By the Patient skulle nedlægge Beta. Herefter gik lidt tid med at se aftenens øverste navn på plakaten, Overkill, lave lydprøve, før vi smed dem væk og gjorde klar til at opdage, at lyden i Amager Bio, på scenen såvel som i salen er af en anden verden. Efter lydprøven fik vi allernådigst lov til på vores grædende knæ at takke lydhelten Tommy for den store ære igen at få lov til at blive skruet op af hans kyndige fingre, og han kvitterede med et velfortjent hadsk blik, der smeltede vores taknemmelige hjerter.

Med fugtige øjenhuler kunne vi således indtage et fint måltid og vente, mens vi for en tid var genforenet med vores åndelige elskere i By The Patient og Aphxion i backstageområdet. Ud af ingenting blev det så tid, og vi kunne forventningsfuldt tage plads bag scenen, mens vi igen sendte søde og bedende blikke til lydguden Tommy i håb om, at han, naturligvis ganske ufortjent, ville skrue op for os i den tid, vi alligevel stod med vores instrumenter i hånden.

Kort introduceret af dansk metals Bjørn Thyboe, den navnkundige Anders Bøtter, fik vi så 40 minutter til at leve op til lydlegenden Tommys formidable indsats bag knapperne, og da vi badet i sved blev ramt af klapsalver, fornemmede vi, at dele af applausen måske ikke kun var vendt mod lydstormesteren Tommy, men også var en delvis gestus rettet mod os. Herefter forsvinder aftenen i tåger for mig, og det skyldes formentlig en blanding af Bobby Blitz-beundring, et ondt show af ungersvendene i Aphyxion, der igen denne aften fik lov til at være oppe til efter 8, et brutalt sæt af By the Patient, og en generel eufori over at have spillet i Amager Bio og varmet op for Overkill.