Top 5 – Sampl Sabbath! For Satan!

Vi er ikke de eneste, der hylder historiens største metalband. Et utal af hiphop-kunstnere har gjort det samme, og vi har vendt cappen om og trukket bukserne ned for at finde de bedste eksempler på velment tyveri og åbenlyse hyldester.

Hiphoppen har, trods sit nu og da problematiske forhold til metal, altid haft et kærligt forhold til Black Sabbath. At tilskrive det en fælles interesse i at ryge bønne er nok at simplificere det. Men Sabbaths dystre, langsomme lyd og simple, men gennemborende rytmik, der ikke er så ekstremmetallisk, at den overtager det musikalske billede, er altid gået perfekt hånd i hånd med rappen. Mangt et beat er blevet støbt med musikalsk udgangspunkt i en Sabbath-klassiker, og selv Ozzys vokal har fra tid til anden fået lov at have en fremtrædende position.

Efter Beastie Boys' brug af 'Sweet Leaf' i 'Rhymin and Stealin' i 1986 var det legendariske Ice-T, der i dag stadig udlever sin kærlighed til metallen i Body Count, der, nåja, brød isen, da han indledte første nummer på debutpladen 'Rhyme Pays' med riffet fra 'War Pigs' i 1987. To år senere var det 'Black Sabbath', der i et samarbejde med Dead Kennedys' Jello Biafra fungerede aldeles glimrende i 'Shut Up, Be Happy'. Samme Black Sabbath-nummer fik en reprise af Ice-T endnu to år senere i 'Midnight'.

I mellemtiden havde numse-connaisseuren Sir Mix-A-Lot forsøgt sig med at gå Run DMC og Aerosmith i bedene, da han indspillede en alternativ version af 'Iron Man' i selskab med Metal Church. Et nummer, verden havde været bedre foruden, og som vi skammer os over at have nævnt.

Omtrent samtidig samplede Jungle Brothers 'Behind the Wall of Sleep' i nummeret 'Beads on a String', og sidenhen var det andre medlemmer af jungledrengenes hiphop-kollektiv Native Tongues, nemlig A Tribe Called Quest og The Beatnuts, der gav sig i kast med at bruge Iommi-riffs i deres sangskrivning.

Op gennem 90'erne gjorde etablerede navne som Cypress Hill, Insane Clown Posse, Wu-Tang Clans Inspectah Deck og selv Outkast ved flere lejligheder brug af Black Sabbath-samples, inden Busta Rhymes i 2000 trumfede hele herligheden ved at indspille et aldeles glimrende cover af 'Iron Man', komplet med gæstevokaler fra Ozzy Osbourne selv, til Black Sabbath-tributepladen 'Nativity in Black II'.

Som vores top 5 vil demonstrere, bød det nye årtusinde på flere og nu langt mere innovative syltninger af Black Sabbaths lyd i forsøget på at give hiphoppen ekstra kant og tyngde. Selv genrens tungeste drenge kunne ikke holde fingrene fra det legendariske metalband. Eminems brug af 'Changes' på 'Recovery'-pladen fra 2010 er et af de bedre eksempler, mens Kanye West med vanlig tro på egne evner maltrakterede 'Iron Man' på proletar-hyldesten 'Hell of a Life' samme år.

De mere interessante udkast skal dog findes lidt længere nede i hierarkiet, og ovenstående eksempler er blot et skrab i overfladen af de utallige Black Sabbath-samples, der gennem mere end 30 år er blevet brugt af hiphop-kunstnere. Vi har samlet en top 5 over de mest gennemførte eksempler på Sabbath-genbrug, hiphop-musikken har budt os.

1. DJ Vadim: 'The Schematics'
(fra 'U.S.S.R.: Repertoire (The Theory of Verticality)', 1996)

Allerede midt i 90'erne kastede den visionære russiske instrumentalist DJ Vadim sig ud i at benytte Black Sabbath på en måde, der ikke just var hørt før. Den tunge, urovækkende og stenede 'Sleeping Village' fik lov til, bagerst i lydbilledet, at bære melodilinjen på Vadims debutplade og nummeret 'The Schematics'. Tilsat et simpelt trommebeat, en skrattende pick-up og en sumpet, nedstemt klagen gjorde russeren Black Sabbath-nummeret om muligt endnu mere uhyggeligt og efterlod også enkelte tomrum til, at Ozzys triste stemme kunne trænge igennem og tilføje en vokal facet, der blot understregede det melankolske i det ellers instrumentale mash-up.

2. Agency 1.9.9.4: 'Reindeer Games'
(fra 'Dayz of Our Livez', 2005)

Før østkysthustleren Sutter Kain i 2010'erne kastede sig ud i at rode med sin selvopfundne ”ghetto metal”, tonsende aggressiv rap med rigelig, og ikke altid vellykket, brug af metal- og deathcore-samples, kastede han sin kærlighed på Black Sabbath. Sammen med Swan the Truth i duoen Agency 1.9.9.4. leverede han det ganske glimrende 'Reindeer Games', hvor det mærkbart upspeedede gennemgående riff fra 'Sabbath Bloody Sabbath' lægger en simpel riffbund, som står godt til Kains og gæsterapperen Ya-Yas aggressive stil.

At han ligeledes benytter sangens første to linjer sunget af Ozzy, men speedet op i en grad, hvor Mørkets Fyrste lyder mere som en smølf, kunne man sagtens se sig sur på. Faktum er ikke desto mindre, at man, såfremt man evner at ignorere den iboende blasfemi og i stedet nyde Agency 1.9.9.4.'s aggro-rap, faktisk står med et af de bedste metal/hiphop-mashups, denne anmelder har hørt.

3. Chain of Command: 'Rogue State'
(fra 'Rogue State', 2008)

Det kortlivede engelske hiphop-kollektiv Chain of Command nåede ikke at få lavet det store materiale, inden de igen gik i opløsning, men ep'en 'Rogue State' og navnlig dennes titelnummer står tilbage som en fint eksempel på UK-grime serveret med et dobbelttempo-flow, der ikke kan andet end at imponere. Og samtidig et eksempel på, hvordan man vrider effekten maksimalt ud af landsmændenes selvbetitlede og 50 år gamle nummer.

Chain of Command indleder med den klassiske regn, torden, kirkeklokke og dundereffekt, og 'Black Sabbath's slæbende doom-riff driver herfra nummeret frem, mens Chain of Command anført af frontrapper Conflix tæver løs på det engelske politiske miljø med en åndeløs fart og et hidsigt flow, der står fint i modsætning til det langsomme og urovækkende i den metalliske melodilinje. Nummeret spædes op med velvalgte talesamples fra politiker og satiriker Malcom Muggeridge, og hele herligheden lukkes af med Ozzys tidløse spørgsmål ”What is this that stands before me/ Figure in black which points at me?”, der runger ud og understreger det apokalyptiske, askegrå verdensbillede, Chain of Command maler.

4. Necro: 'Sorcerer of Death's Construction'
(fra 'Die', 2010)

Det er svært at snakke om metal i hiphop i det 21. århundrede uden at nævne Brooklyn-horrorcore-rapperen Necro. Sammen med sin mere velkendte bror Ill Bill og åndsfrænderne fra Jedi Mind Tricks bragte Necro omkring årtusindskiftet en hårdhed og brutalitet ind i rappen, som selv 90'ernes mest hardcore gangsterrappere aldrig formåede.

Necro har siden debuten i 2000 arbejdet sammen med alle fra Steve DiGiorgio og ex-Suffocation-trommeslager Mike Smith over Lamb of Gods Mike Morton til Scott Ian og Dave Ellefson. Den korte og kontante 'Sorcerer of Death's Construction' sampler 'War Pigs', fra hvis lyrik sangens titel også er løftet.

Necro spytter dødstrusler og slashergalde ud over et minimalistisk elektrobeat, der er lånt fra den italienske giallo-komponist Stelvio Ciprianis filmsoundtrack 'La Polizia Chiede Aiuto', inden den (trods alt) relativt begrænsede Black Sabbath-arv stikker hovedet frem i omkvædet, hvor en tungt modificeret Ozzy Osbourne-vokal, sovset ind i rumklang, proklamerer ”Evil minds that plot destruction/ Sorcerer of death's construction”, mens Necro tonedøvt råber flere trusler ind over.

Det er ikke dyb lyrik, men det er dæleme aggressivt.

5. Ketama126: 'Con Te'
(fra 'Rehab', 2018)

Hvis man får gravet den store nejhat ud af skabet, er det nemt at bruge italienske Ketama126 som et billede på alt, der er galt med hiphoppen på grænsen til 2020'erne. Iklædt rullekrave og kæde serverer den blodfattige millennial en gang tyndbenet, XXXTentacion-inspireret gangstarap om, at han er træt af at se tårer, at han meget hellere bare vil tælle penge og ryge smøger, men at han selvfølgelig stadig er en følsom makker, der forstår sin dame, men ikke kan gøre, som hun vil. Alt sammen leveret med en overstadig patos så tyk, at selv Gilli og Kesi ville bede ham om lige at skrue ned for smørret.

Ketama126, med det borgerlige navn Piero Baldini, har naturligvis også engang været en følsom teenager, der skulle flirte med mørket, og han har selv fortalt, at han har en stor forkærlighed for rocken og tidligere har spillet i et Black Sabbath-coverband.

Når han alligevel fortjener at blive nævnt, skyldes det den ganske fine brug af Iommis akustiske guitar fra 'Solitude', som faktisk fremragende underbygger den stemning, som 'Con Te' prøver at opbygge. En opløftet melankoli, hvor vi godt ved, at vi skal videre og fremad, selv om det gør ondt. Havde det været leveret af en bedre rapper, kunne det have været eminent. Nu må vi i stedet forestille os, at Ketama126s særdeles velskabte, i samarbejde med Iommis seksstrengede, instrumentalspor en dag får den retfærdighed, det har fortjent, såfremt en anden rapper bestemmer sig for, som en hyldest til de evige Black Sabbath, at sample samplen.