Top 5 – Sange, der bidrog til mine tømmermænd
Jeg var til 90’er-fest i går. Hvilke godter bidrog bedst til mit kompromitterede helbred i dag?
Jeg var til den samme 90'er-fest som sidste uges skribent også skrev en Top-5 om, og der blev udelukkende spillet 90’er-musik. Den opløftede stemning ledte til vinindtag lig dengang, jeg var teenager og købte Liebfraumilch til 18,95 i Netto. Men hvilke sange gjorde stemningen bare lige en lille smule mere løssluppen? Læs med og bliv mindet om klassikere, der ville være gamle nok til at få deres eget kørekort.
Peaches – Fuck the pain away
Efter at have set den britiske Netflix-serie ‘Sex Education’ troede jeg vitterligt ikke, at man kunne spille Peaches smukke sang uden at et musical-ensemble pludseligt samlede sig på dansegulvet til koreograferet dans. Måske vidste alle, at den faktisk er fra 2000, og nægtede at danse, fordi den brød med temaet.
Limp Bizkit – Nookie
Hvad kan man sige? Kan man overhovedet høre Limp Bizkit uden af forskellige årsager have lyst til at drikke sig en kæp i øret?
Beck – Loser
Det var virkelig kun i 90’erne, at en sang med åbningsteksten “In the time of chimpanzees I was a monkey” kunne skrives. Vi havde en snak om, hvorvidt Beck var anti-vaxx, men det lader det ikke til, og de fleste Google-resultater snakker om “Glenn Beck” i stedet for.
Letters to Cleo – I Want You to Want Me
Der udbrød høje gisp omkring computeren, der styrede playlisten, da en festdeltager erklærede, at han aldeles ikke kendte Letters to Cleos fantastiske og lidt tørstige hit fra filmen ‘Ten things I hate about you’. Hård, alternativ kvinde fristes af bad boy. Se den i dag.
Take That – Smells like Teen Spirit
Nu tænker du måske, at jeg stadig er påvirket af alkohol og har blandet to forskellige ting sammen. Og det er måske rigtigt. Men det er også en ting, der eksisterer i virkeligheden. Og hvis man kigger på videomaterialet, kan man godt tro, at Take That måske var påvirket af alkohol. Jeg tror jeg har skrevet om den før i en Top-5 over elendige cover-numre. Men den fortjener et gentryk. Vi så naturligvis videoen imens den fantastiske musikalske præstation blæste halvtreds mennesker bagover.