Ambiens vs kaos
Populær
Australske Midnight Odysseys blot anden koncert på 17 år var aftenens trækplaster, mens Arkæons hidsige riffstormløb stod i skærende kontrast til hovednavnet.
"Arkæon er fucking 100% bombegranat."
Sådan lød en kommentar, da vi delte vores oplevelse på Facebook i går aftes, og efter både deres Metal Magic-show i sommer og denne aften at dømme, kan vi dårligt være uenige.
Den århusianske trio gør sig uafviseligt i en afart af black metal, men alt andet end den gængse slags.
Vi vader ind i stueetagen på slaget kl. 21:00, og selvom de næppe er et minut inde i sættet, føles det allerede som om, vi har bevæget os ind i en balstyrisk metalstorm. 'Parasit', debuten fra sidste år, er på dagsordenen, og lige så vel indspilningen som koncerten giver et klart billede af, at de mestrer den svære kunst at navigere i kaos. Umiddelbart er det i hvert fald svært ikke at lade sig blænde af deres konstante brud med normen – ingen riffs får lov at hænge. Et par gange fanges vi ligefrem i noget, der for en stund kan føles groovy og melodisk, for tyve sekunder senere at blive brudt fuldkommen op af Nohr, der bag trommerne tager sig ud som besat af mørkets kræfter i et vredesudbrud, der clasher totalt med det rationalt tonale.
Det atonale underbygges yderligere af det fjernt forstyrrede udtryk på scenen – på intet tidspunkt er der nogen form for øjenkontakt, hverken med deres publikum eller med hinanden på scenen. Ansigterne er tilsmudsede, og mens guitarist Zarnak står som en rank søjle helt i sit eget univers, er der noget fortryllende ekstremt over dræberblikket i Nohrs øjne, når han rigtigt folder sig ud.
Arkæon har en imponerende kontrol over deres organiserede disharmonier – men samtidig er de også lidt for svære at holde af, så hvor gerne jeg end gerne vil mere end det, så forbliver det ved fascinationen.
Fra bombegranat til atmo-krabat
Midnight Odyssey er så en helt, helt anden krabat. Dis Paters énmands-projekt, der over 16 år, syv fuldlængder og næsten tilsvarende split-udgivelser har foldet sin synth-ambiente black metal ud med inspiration fra nordiske såvel som atmosfæriske ender af black-spektret, for ej at forglemme krautrockens elektroniske pionerer. Ofte i form af 10-20 minutters eskapader, hvor musikken får masser af tid og rum til at ånde, før den afsøger nye veje.
Således også live, omend det er noget helt særligt at få chancen for denne oplevelse. At komme hele vejen fra Brisbane og efter 16 år i studiet så indlede sin karriere som live-musiker med at spille tre shows i henholdsvis London, København og Bratislava (!) er mildest talt ikke den gængse vej at gå, men nu går Midnight Odyssey heller ikke de vante black-veje.
Det er så også sådan cirka det eneste, som Arkæon og hovednavnet har til fælles, for hvor Arkæon svælger i disharmonier, er der masser af harmoni at finde i Midnight Odysseys udtryk. Efter lidt indledende, atmosfæriske stemningsbilleder fra hedengangne Negura Bunget pejler os ind i zonen, åbner 'Fallen from Firmament' ud i behageligt drømmende sindelag. Keys bygger op, inden Pater selv indtager scenen draperet i en blå kappe med hovedet godt skjult bag hætten. Han messer sig dybt ind i lydbilledet, inden nummeret så pludselig eksploderer seks minutter inde i, hvad der med ekstra vægt på key-fladerne for den sidste halvdel af nummerets vedkommende, vækker minder om Emperors tidligere dage. Næste nummer tager en lignende drejning, hvor pulserende synths fungerer som den blide, ti minutter lange indføring, inden simpelt huggende black-riffs får vækket headbangerne i salen de resterende syv minutter.
Det er så også netop her, vi får slået fast med syvtommersøm, hvor stor en betydning live-trommer har. Som solokunstner langvejs fra, er budgettet uden tvivl ind til benet, og Pater har, udover sin egen bas ,der bliver taget i brug i ny og næ, kun prioriteret en guitarist og en keyboardist som musikere til denne mini-tour. På sin vis forståeligt, men trommelyden på backing tracket har bare en mekanisk og dåset eftersmag, der smitter af på helhedsindtrykket.
Af et band, der har ambiensen så højt prioriteret på vægtskalaen, er det også lidt synd, at opbygningen som regel er ret abrupt fra det synthdrevne til den mere insisterende black metal og omvendt. Det gør det nu ikke mindre magisk, når de psychede energier får lejlighed til at folde sig ud. Musik for rygere indeed, men der mangler ligesom det bindeled, der får de respektive to vekselvirkninger til bedre at hænge sammen.
Måske netop derfor slipper de bedst fra 'Tears of Starfire' sent i sættet, hvor de holder sig i den atmo-blackede ende af spektret, og Pater skriger af lungernes fulde kraft, mens hans guitarist har smidt kappen og endelig slipper hæmningerne mere løs.
Midnight Odyssey har mange momenter som disse, men det er som sagt i overgangene, jeg savner koblingen. Selvom den eksklusive lejlighed til at se deres andet show sælger, så er den manglende live-erfaring også nødvendigvis samtidig et kritikpunkt i aften. Midnight Odyssey i denne live-konstellation lægger en smuk stemning, men der mangler lige dét ekstra til at tage det ud over stepperne, så vi går hjem og husker tilbage på en oplevelse ud over det sædvanlige - og det er ikke sådan vi har det i aften, men vi er nu alligevel glade for endelig at kunne få sat fluebenet, når nu chancen endelig bød sig.