Sort vækkelse i provinsen

Velkommen til Anthem of the Awakened – en ny black metal-festival med mange bands, som sjældent gæster fastlandet.

Fredag var det anden afdeling af Anthem of the Awakened-festivalen i Eksercerhuset i Fredericia. Eller måske var det første afdeling? For som vi også har været inde på i anmeldelsen af festivalen i Gimle i Roskilde, så er der tale om en ny to-dages festival i to byer, hvor fire bands i denne omgang spillede i Fredericia, mens fire andre spillede samtidig i Roskilde. Dagen efter blev der så byttet om.

Første band på scenen i Fredericia var det eneste danske band på festivalen. Lamentari fra København spiller symfonisk black metal med betydelig brug af keyboards, og det fungerer faktisk ganske godt. Tangenterne giver et ekstra twist til den mørke, metalliske musik, hvor der veksles mellem underlægning af ”strygere”, ”horn” og ”kor” m.v.

Der var et pænt, men ikke prangende fremmøde til Lamentaris sæt, og til hele aftens koncerter i det hele taget. Det var lidt tydeligt, at det ikke var alle blandt publikum, der havde et særligt stort kendskab til bandet og dets musik, men bandet har efter nogle EPer også udgivelsen af første hele album til gode. Men mon ikke det dukker op og skaber mere interesse for bandet.
I front på vokalen gjorde Daniel Lønberg et mere end godkendt forsøg på at få udbredt bandets musik til publikum. Det lykkedes ganske godt, og det var også velfortjent med et ganske stabilt og varieret sæt. Desværre kunne man godt have ønsket, at man kunne have hørt vokalen lidt bedre – men den druknede noget i resten af musikken.

Næste band på scenen var Seth fra Frankrig. Endnu et band med hang til keyboards. For så vidt ikke et band, som denne anmelder har stort kendskab til udover en video fra en festival, hvor det havde en ung kvinde med på scenen, der fik barmen smurt ind i blod.

Den slags billige effekter var koncerten i Fredericia renset for. I stedet fik publikum en række sange, hvor der til tider var nogle flotte, maleriske, atmosfæriske sekvenser med guitartemaer og keyboard-underlægning. Et godt møde med et mindre kendt navn herhjemme.
Igen var det en smule påfaldende at opleve et publikum, der var mere passive, end det er vanligt til metalkoncerter, men måske er black metal-publikummet mere kommet for at lytte end at feste. Der var da lidt headbanging, men ikke noget moshing, og i baren brokkede man sig også lidt over, at der ikke blev solgt så meget øl, som når der er dødsmetal.

Mest gang i publikummet var der under koncerten med de norske veteraner i Tsjuder. Bandet har eksisteret i 30 år og har erfaringen med på scenen. Her er alt overflødigt skåret fra, og trioen spiller lige ud ad landevejen. Fin bevægelse mellem bassist og forsanger Nag og guitarist og supplerende sanger Draugluin. Efter en længere udgivelsestørke kom bandets seneste album ’Helvegr’ sidste år. Så der er ikke tale om et band, der alene lever på fortiden. Der var knald på black metals svar på Motörhead, men lejlighedsvis kom der også mere rolige sekvenser, som gav et godt modspil til det ellers heftige tempo.

Tsjuder er for tiden en duo, der benytter sig af en sessiontrommeslager på plade og live. Det var på denne post, der måske var lidt kritik at fremføre. Det virkede til tider, som om trommerne havde lidt svært ved at følge med resten af lyden.

Finske Moonsorrow sluttede aftenen af med et flot sæt og med en fremragende lyd. Det er nævnt før, men kan ikke nævnes for tit. Lyden og for den sags skyld også lyset er formidabelt i Eksercerhuset i Fredericia. Der bør arrangeres langt flere metalkoncerter der. Folk fra Sjælland og Aarhus bør snart indse, at der ikke er længere til trekantsområdet end omvendt.

Man kan diskutere, hvor meget black metal Moonsorrow egentlig er. For bandets musik har bestemt også en stor, symfonisk komponent og ikke mindst noget traditionelt folket over sig. Bandet synger på finsk, og musikken oser også langt væk af noget traditionelt nationalt funderet. Der er en diversitet i bandets musik, som burde have et ret stort publikum. Men det kan da være, at sprogbarrieren er lidt en udfordring uden for Finland. Det er ved at være en del år siden, at der udkom nyt album fra Moonsorrow, men bandet virker på trods heraf rigtig godt sammenspillet live. Måske var publikum ved at være trætte, måske var der tog, der skulle nås. Under alle omstændigheder begyndte folk så småt at sive mod udgangen under Moonsorrows koncert, hvilket faktisk var synd – for det var en god koncert, som havde fortjent et større og mere engageret publikum.

Anthem of the Awakened-festivalen fik en god start her I begyndelsen af 2023 – lad os håbe, den vender tilbage i 2024!

Lamentari: 4
Seth: 3
Tsjuder: 4
Moonsorrow: 4