RF 23: Uforudsigelig og sælsom nattekoncert
Da først Wu-Lu erkendte, at Blur havde vundet, gik koncerten i overdrive i en genre-agnostisk dansefest på Gaia.
Wu-Lu, der ledes af manden med det borgerlige navn Miles Roman-Hopskraft, havde fået den svære tjans at spille for Gaia kl. Blur. Det var ærgerligt af flere årsager, for Gaia ligger ret tæt på Orange, og det var dermed svært at overse, at noget større var i gang rundt om hjørnet. Og på en måde virkede det også, som om Wu-Lu selv håbede på, at nogle af de glade Blur-publikummer ville lægge vejen forbi Gaia på vej hjem fra koncerten. Derfor føltes de første 3 numre også som, at vi kollektivt trådte i vande, mens vi ventede, og med tanke på resten af koncerten, var det temmelig ærgerligt. Men Blur-gæsterne udeblev, og selvom det bare er gætterier, så virkede det som om, at den erkendelse fik koncerten op i et andet gear fra det ene sekund til det næste.
Wu-Lu spillede denne aften en sælsom blanding af slæbende og tungt, funky, postpunket, reggaesk, hiphoppet rock, som var 100% uforudsigeligt, og det var rigtig ærgerligt for de mange, der ikke så Wu-Lu, for de gik virkelig glip af noget. Den grungede vibe, der lå som underlægning på hele koncerten, fik kontrastfyldt modspil af trompetisten og ikke mindst de to trommeslagere, der på spillede op til hinanden og resten af bandet på den mest flabede måde bag deres henholdsvist analoge og elektroniske trommesæt.
Det var en leg med udtryk, toner og til tider virkede det også som om de rent faktisk bare prøvede at blande så meget som muligt. Og netop som man tænkte: “AHA, nu har jeg regnet jer ud!”, tog det hele en ny drejning, blandt andet under koncertens næstsidste nummer, hvor vi blev budt op til moshpit - til reggaerytmer og funkbas. Det gik overraskende godt, men er jo ikke noget man ser hver dag. Og det er egentlig meget betegnende for Wu-Lu. Ikke noget man ser hver dag. Og derfor skal man også bruge chancen, når det endelig er muligt. Det gjorde vi, og det fortrød vi ikke det mindste.
Roskilde Festival har taget sig en drejning. Væk er de store rockkoncerter på Orange, med Blur som en nærværende undtagelse, og alt hvad der lugter af rock og metal er sært gemt i programmet, eller programsat oveni hinanden, men der er én ting, som kun Roskilde kan og tilsyndeladende er blevet ved med: De sælsomme nattekoncerter, hvor man kan sætte sig i græsset i udkanten af teltet (hvis man er typen med dumme poter) eller solidt placere sig foran scenen og danse, til det lysner på himlen igen. Og sådan en koncert var Wu-Lu. Og så kan man mene, hvad man vil om postrock, reggae og funk. Sammen fungerer det – særligt når det spilles efter midnat.