De svenske veteraner Treat giver en fin opvisning i melodisk hard rock på bandets første album i seks år.
Amerikanske The Room Colored Charlatans opfølger til deres 2014-udgivelse ‘Primitives’ er en lektion i stærke kompositioner og velskrevet og moderne progressiv metal.
På deres andet album udvider Purson deres i forvejen brede lyd, mens de nedtoner gotikken og den doomede rock. Modsat bliver der skruet op for poppen og de 60’er-psykedeliske elementer. Resultatet er en forførende forestilling af et kalejdoskopisk teatershow.
Projektbandet Procession of Headless Angels debuterer med en mere end almindeligt vellykket single med to melankolske black metal-sange.
Efter sidste års middelmådige optræden på Copenhell viste Butcher Babies, at de er et band, der skal tages seriøst.
'Forward in Reverse' er snarere en genopstandelse end et comeback.
Det lader til, at ‘Victorious’ er et album, der er blevet smækket sammen af særskilte og vilkårlige sange. Nogle indeholder en snært af den klassiske Wolfmother-feeling, mens andre kunne spares helt væk.
Hatebreed halede et halvfyldt Amager Bio gennem en perlerække af karrierens største numre og fik salen til at minde om en overfyldt hoppeborg til en børnefødselsdag.
Doomsday Ceremony har været længe om at færdiggøre deres andet album, og det er måske forklaringen på, at det er så godt.
Det var en sløv omgang – omend stadig en nostalgisk fornøjelse – da den texanske syrerocklegende Roky Erickson gæstede Pumpehuset en tirsdag aften i april.
Savage Master er en heavy metal-anakronisme. Det er lidt skægt at lytte til, men også lidt sørgeligt, at et band vælger at bruge det talent, som det et eller andet sted må besidde, på at lyde som noget, der for længst er forstummet.
Tysk powerduo vender stærkt tilbage på andet album med endnu en omgang punket sludge kørt igennem en beskidt og blackened metal-hakker.
20 år inde i karrieren trykker Aborted stadig speederen helt i bund. Denne gang kigger de nostalgisk tilbage på 1980'ernes splatterfilm, men det er stadig en nutidig og brutal deathgrind, der er i højsædet. ’Retrogore’ er ovenud vellykket.
Bobby Liebling og Victor Griffin var i hopla. Pentagram leverede en tonstung, legende, indlevende, arrig og følt koncert. Man var hele følelsesregistret igennem, præcis som Pentagram kan være, når de er bedst. Denne anmelder har aldrig oplevet dem bedre.
På Roadburns åbningsdag opførte Paradise Lost deres anden plade, 'Gothic', for første gang nogensinde i dens fulde længde i forbindelse med dens 25-års jubilæum. Det beskidte udtryk klædte mildest talt briterne godt.
Mens man forsøgte at få hovedet på plads efter de første festivaldages strabadser, leverede Galley Beggar en hyggelig, om end til tider lidt retningsløs koncert i Het Patronaat.
Med 'All Empires Fall' viser Tombs, at de stadig er med os. Denne ep fungerer som en god appetitvækker for de fans, der glæder sig til næste plade.
Der var pakket på Roadburns nyeste spillested Extase, da Atomikylä sugede publikum ind i en mørk og dyb trance. I livesammenhæng er det ganske enkelt umuligt ikke at blive revet med af det finske yngel. Det er fugtigt, sumpet og mørkt – præcist som ... Finland.
Legendariske Repulsion spillede hele deres legendariske dødsmetalperle 'Horrified' plus et Motörhead-cover. Hvad mere har man brug for?
The Spaceman har udgivet et coveralbum. Det er langt, langt bedre, end man kunne frygte.
Gode gamle Diamond Head overrasker heldigvis en smule positivt på bandets første album i ni år.
Rotten Sound leverede en jordnær koncert på Beta, hvor solid trademark-lyd og et fint udvalg af sange sikrede oplevelsen og en munter aften, uagtet at spillestedet end ikke var halvt fyldt op.
Ecstatic Vision leverede klassisk psych for et søndagsbegejstret Afterburner-publikum.
På Roadburns første dag lukkede canadiske Black Mountain festivalens Main Stage med et godt gammeldags brag af en imponerende rockkoncert.
De havde ikke taget den dybe skål med, men den britiske trio var mere autentiske end de fleste.