Copenhell 26: Mørket lod sig ikke knække
Selv under en skyfri himmel står (0)s mørke univers stærkt – og vinder publikum med intensitet, atmosfære og egenart.
(338)
Sortfugl
Trukket Tid
Rød Glorie
Tyndere End Hud
Det Sortner
Skarntyder
(1136)
Der var engang, hvor (0) var det hotteste nye. Hvor deres identitet var helt ukendt, og det eneste, vi havde, var en EP, der på den ene side viste dem fra deres rent black/doomede side, mens B-siden var rene soundscapes. Den eneste gang, jeg har set dem live, er dengang i 2019, i en syvhestes-brandert i Pumpehusets stueetage, hvor vi kun fik den førstnævnte, massivt metalliske side af dem at se. Det var vist meget fint, men altså. Alkohol.
Her syv år senere er der blevet tilføjet et par fuldlængder til oevret, og det står meget klarere, hvad (0) egentlig er for en størrelse. Det være sig et orkester, der fletter shoegazens rene, sørgmodige udtryk sammen med blackens primale, atmosfæriske paletter, og tilbage står vi med et orkester, der træder noget ud fra hvad du ellers finder på den danske scene.
Af en eller anden grund er det dog ikke, fordi (0) rigtigt har fået deres navn ud at leve blandt det danske publikum, men det bliver der så rettet op på i dag, for du kan vel dårligt finde en bedre lejlighed end her på Copenhell, hvor du virkelig kan komme ud og vise dig frem for masserne?
Det skulle da lige være settingen.
Klokken er 15, og solen står fra en skyfri himmel ned over Pandæmonium. En noget paradoksal setting for at få blackgazen ud at leve, men (0) tager dedikeret opgaven op med fuld koncentration, og de er åbenlyst ferme til at male sindsstemninger op, også under disse mindre gunstige rammer. At de ikke er voldsomt interessante at iagttage, tager vi så med – sangeren har en hulemands headbanger-attitude og nogen heftigt brølende poses, men de andre er fortrinsvis låste i hver deres koncentrerede bobbel. Et dårligt udgangspunkt for rigtig at sælge varen i solens lune, men når de nu alligevel vinder os, er det netop fordi de har så meget et udtryk for sig selv.
Tag f.eks ‘Rød Glorie’ fra ‘SkamHan’, hvor kontrasten mellem guitaristens let plukkende guitarmotiver og trommernes indpiskende antrit går perfekt op i en højere enhed, før nummeret bevæger sig ud ad gaze-psychede afkroge. Eller ‘Det Sortner’ fra 2024s ‘KNÆK.MØRKE.MOD.LYS’, hvor vi både får deres uforpurrede black-drive og deres atmosfærisk dronende sider at føle, og pacingen imellem disse facetter står utroligt skarpt.
(0) ved hvad de laver – og selvom jeg må konstatere, at materialet er sværere at komme ind i under de her forhold, så lader mørket sig ikke knække op imod dagslyset. De havde bestemt været bedre at se kl. 23 på Gehenna, men der er nu engang ikke plads til at give mange bands så gunstige forhold.
Det er blackgaze af den så blackede skole, at det der med at henvende sig til sit publikum bestemt ikke er deres forte, men sangeren har en iver og energi, der sælger i sig selv, med sit voldsomme grå garn, der flyver til alle sider. Bassisten virker meget introvert, men har til gengæld momenter, hvor han brillerer instrumentalt, mens takter bliver talt på livet løs.
Og sådan må jeg grundlæggende bare tage hatten af for (0) hele vejen rundt og erkende, at det er en alt for sløj statistik kun at have set dem een gang i en kongebrandert for syv år siden, før de reelt blev til det band, vi kender dem som i dag.
Nåhja, og som proghead sælger det da også at lukke til tonerne af King Crimsons ‘Epitaph’. Lige, så man får en tåre i øjekrogen at gå videre på …