Ligesom danskvand med blid brus

An autumn for crippled children - all fell silent, everything went quiet

Frisk hollandsk post-black metal, du ikke kan huske bagefter

Titel
All Fell Silent, Everything Went Quiet
Dato
01-05-2020
Trackliste
1. - I Became You
2. - Water's Edge
3. - Everlasting
4. - Paths
5. - Silver
6. - None More Pale
7. - All Fell Silent, Everything Went Quiet
8. - The Failing Senses
9. - Craving Silence
10. - Distance
Forfatter
Karakter
2

Hollænderne i An Autumn for Crippled Children har haft en karriere i bagerste geled i post-black/blackgazebølgen det sidste årti, og har, uden den store opmærksomhed, udgivet hele otte studieplader. Mest kendte var de omkring 2010, hvor de udgav den aldeles udmærkede ‘Only the Ocean Knows’. Om den mere beskedne omtale, de har modtaget sidenhen, skyldes et fald i kvaliteten eller bare et mere mættet marked, kan være svært at sige. Dog er der efterhånden en del bands, der lyder ligesom An Autumn for Crippled Children – eller Deafheaven, som man måske mere korrekt kunne sige. For hollænderne lyder virkelig som San Francisco-bandet, der har været fanebærere for den positive og lyssindede black metal.

Deres nyeste, ‘All Fell Silent, Everything Went Quiet’ er, lig bagkataloget, både stemningsmættet og velspillet. Der er store armbevægelser og ambitiøse post-rockede guitarer, et habilt midttempo og fine black metal-vokaler.

Der er bare ét problem. Når pladen slutter, kan jeg overhovedet ikke huske noget som helst fra den. Det var faktisk svært at skrive denne anmeldelse, da ‘All Fell Silent …’ overhovedet intet gør for at fastholde lytterens opmærksomhed.

Det hele er hørt før, og efter at have udforsket bagkataloget lidt nærmere minder denne plade om stort set alt, hvad de har lavet de sidste fem-seks år.



Lyse toner og hopperiffs
Noget, der kendetegner denne plade, er tonearterne, og her skiller hollænderne sig faktisk ud fra mange andre. Pladen er gennemgående lys i sin lyd. De allestedsnærværende synths løfter pladen op og trækker selv den skærende black metal-vokal i retning af det optimistiske. Det kan dog være, at det er et af problemerne, da føromtalte ‘Only the Ocean Knows’ var aldeles mørk i sin stemning og bibragte en depressiv stemning, som ikke er til at finde på denne plade. Dermed ikke sagt, at det er negativt at udvikle sin lyd. Det er bare en skam at smide barnet ud med badevandet.

Det absolut lyseste af pladens numre er dog også et af de bedste, hvis man altså har mave til hoppende riffs i sin black metal. ‘All Fell Silent’ topper med track to, ‘Water’s Edge’, der, om ikke andet, skiller sig ud ved at bevæge sig bare en smule ud af det ellers monotone tempo, vi hurtigt skal blive mætte af i resten af pladens forløb. Energisk og optimistisk er atypiske ord at knytte til blackgaze, men på denne sang fungerer det. Måske skulle hollænderne have åbnet med den, i stedet for det søvnige kageformsforsøg ‘I Became You’.

Monotonien og fantasiløsheden står i vejen, og det er ikke muligt at anbefale ‘All Fell Silent, Everything Went Quiet’ over en eneste af An Autumn for Crippled Childrens andre plader. Spring den over, og lyt hellere til (0)’s ‘SkamHan’, hvis du er i dette humør. Der er i hvert fald noget at komme efter.