Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Killswitch Engage - Big Stage 1, Metaltown

Populær
Updated
Killswitch Engage - Big Stage 1, Metaltown Killswitch Engage fra Massachusetts synes at få nye fans for hver dag der går. Deres forening af Howard Jones' vekslende rene/brølende vokal og hans følelsespornografiske tekster og det ene iørefaldende riff efter det andet, bringer konstant nye soldater til fanbasen. Desuden har de aldrig været blege for at veksle mellem opvarmningskoncerterne, som blandt andet tæller shows for så forskellige navne som Cradle of Filth, Lamb of God og In Flames, hvilket har fået dem ud til mange forskellige metalfans.

I Göteborg havde de derfor også forventeligt samlet næsten hver eneste betalende gæst, som derfor talte både de sataniske sortklædte, de overtatoverede muskelbundter og de forstyrrede emo-kids. Og de fik tilsyneladende, hvad de kom efter. Energien var i hvert fald EPO-ladet blandt svenskerne, da de åbnede ballet med titelnummeret fra deres seneste skive, "Daylight Dies", og lige så svedende kort tid senere begav sig ud i "My Curse", et perfekt eksempel på Killswitch Engages summarum af leflende følelsesspil og metalrytmer med Ugens Uundgåelige-potentiale.

Man kan ikke sætte en finger på spilleglæden og bandets kunnen ved deres respektive instrumenter oser ligefrem af overskud og indlevelse. Ikke desto mindre bliver det hele for påtrængende og de simple kompositioner virker kedsommeligt familiære. Og efter en lille time i selskab med dét, kan end ikke en coverversion af DIOs "Holy Diver" som sidste nummer redde helhedsindtrykket.

Dato
08-06-2027
Karakter
2