Thrash i flere varianter
Updated
Sacrifical headlinede en god, tredobbelt thrash-metal aften på The Rock. Sammenfattende kan man sige, at denne aften bestod af tre danske bands med tre slags thrash og tre forskellige typer frontmænd, der med hver deres bands gav en lektion i en af metallens ældste subgenrer.
Bay Area anno '82
Først på scenen var Tons, der gav os en tur tilbage til dengang det hele startede. Det var så nostalgisk, og havde det været 1982 et sted i thrash-mekkaet Bay Area, havde det været en sikker vinder. Nu kunne man i stedet blive i tvivl om bandets seriøsitet omkring det, da musikken næsten var plagieret.
Det lyder meget negativt, men sådan er det nu ikke ment. Bandet gav en underholdende indsats, som musikalsk var nem og herlig at gå til, med risiko for en godt øm nakke bagefter. Specielt interessant var sangeren, med det aparte look – nærmest som produceren Rick Rubin, stort skæg, mystisk hår og en 70’er-agtig gul skjorte. Han var manisk i sin optræden og hoppede rundt i scenens fulde bredde, og hans bandmedlemmer fik nogle gode skub indimellem.
Vokalen var varieret med skrig og skrål indenfor trash-spektret, hvor musikken orienterede sig. I korte øjeblikke klingede det dog som et vredt, veganer punkband i Ungdomshuset. Som et kuriosum kan nævnes, at Tons havde Heavy Henning (Red Warszawa) med på guitar denne aften.
Intelligent trommespil
Mens manden i den gule skjorte rablede løs om alt og intet, var Kim Orneborg i front for The Downward Candidate nærmest diametralt modsat. Han virkede nærmest ydmyg mellem numrene og havde ikke meget på hjerte. I sangene til gengæld, fik den hele armen. Hysterisk snerrende i sin hardcore/thrash-stil. Simpelthen rasende, men uden variation, og derfor blev det show til tider en anelse monotont.
Musikken var ligeledes aggressiv hardcorepræget thrash metal i et højt tempo. Dog syntes bandet bedst, når tempoet gik lidt ned og bandet beviste, at de mestrede et godt groove, hvor trommeslager Dennis Buhl må fremhæves for sit intelligente spil på arsenalet af medbragte bækkener.
Legender i thrash
Til sidst var det Sacrificials tur. De danske thrash-legender (bill.) med brødrene Meier, der startede bandet og var medvirkende til at den danske metalhovedstad i mange år hed Esbjerg. Solidt og sikkert spil med vægten lagt på de seneste års albums og den fede promo fra 2005. Showmæssigt sker der ikke så meget, til gengæld kan man nyde de præcise og træfsikre riffs akkompagneret af tunge trommer.
Forsanger og bassist Rico viste aftenens 3. måde at håndtere stilheden mellem numrene på. Han valgte at fortsætte den halvgrowlende stil i numrene til pauserne også. Hans stil passer excellent til musikken, men til hyggesnak med publikum falder den lidt til jorden. Heldigvis var der masser af musik, og den halvfyldte sal kunne hente en svalende øl i baren efter en thrash metal-lektion afsluttet med nummeret ”Excommunication”.
Bay Area anno '82
Først på scenen var Tons, der gav os en tur tilbage til dengang det hele startede. Det var så nostalgisk, og havde det været 1982 et sted i thrash-mekkaet Bay Area, havde det været en sikker vinder. Nu kunne man i stedet blive i tvivl om bandets seriøsitet omkring det, da musikken næsten var plagieret.
Det lyder meget negativt, men sådan er det nu ikke ment. Bandet gav en underholdende indsats, som musikalsk var nem og herlig at gå til, med risiko for en godt øm nakke bagefter. Specielt interessant var sangeren, med det aparte look – nærmest som produceren Rick Rubin, stort skæg, mystisk hår og en 70’er-agtig gul skjorte. Han var manisk i sin optræden og hoppede rundt i scenens fulde bredde, og hans bandmedlemmer fik nogle gode skub indimellem.
Vokalen var varieret med skrig og skrål indenfor trash-spektret, hvor musikken orienterede sig. I korte øjeblikke klingede det dog som et vredt, veganer punkband i Ungdomshuset. Som et kuriosum kan nævnes, at Tons havde Heavy Henning (Red Warszawa) med på guitar denne aften.
Intelligent trommespil
Mens manden i den gule skjorte rablede løs om alt og intet, var Kim Orneborg i front for The Downward Candidate nærmest diametralt modsat. Han virkede nærmest ydmyg mellem numrene og havde ikke meget på hjerte. I sangene til gengæld, fik den hele armen. Hysterisk snerrende i sin hardcore/thrash-stil. Simpelthen rasende, men uden variation, og derfor blev det show til tider en anelse monotont.
Musikken var ligeledes aggressiv hardcorepræget thrash metal i et højt tempo. Dog syntes bandet bedst, når tempoet gik lidt ned og bandet beviste, at de mestrede et godt groove, hvor trommeslager Dennis Buhl må fremhæves for sit intelligente spil på arsenalet af medbragte bækkener.
Legender i thrash
Til sidst var det Sacrificials tur. De danske thrash-legender (bill.) med brødrene Meier, der startede bandet og var medvirkende til at den danske metalhovedstad i mange år hed Esbjerg. Solidt og sikkert spil med vægten lagt på de seneste års albums og den fede promo fra 2005. Showmæssigt sker der ikke så meget, til gengæld kan man nyde de præcise og træfsikre riffs akkompagneret af tunge trommer.
Forsanger og bassist Rico viste aftenens 3. måde at håndtere stilheden mellem numrene på. Han valgte at fortsætte den halvgrowlende stil i numrene til pauserne også. Hans stil passer excellent til musikken, men til hyggesnak med publikum falder den lidt til jorden. Heldigvis var der masser af musik, og den halvfyldte sal kunne hente en svalende øl i baren efter en thrash metal-lektion afsluttet med nummeret ”Excommunication”.
