Tre ryk og en aflevering

sunken

Det tyske label Vendetta Records fejrede sig selv og sine black metal bands på førstedagen af Vendetta Fest ‘22

Kunstner
Titel
+ Glemsel + Gespenst + Ligfærd
Dato
06-05-2022
Trackliste
Departure
Ensomhed
Sunken
Dødslængsel
Void
Fotograf
Jacob Dinesen (arkivfoto)
Forfatter
Karakter
4

Indrømmet. Overskriften er skarpvinklet. Den er heller ikke helt dækkende. Men nogle gange må sandheden vige for den gode overskrift.

Vendetta Records’ fejring af sig selv og den mørke metal, de sørger for at spytte ud, strækker sig over to dage på Vanløses Stairway. Lørdag hedder lineuppet Helge, Ninkharsag, Naxen og Afsky, men denne fredag var vi kommet for at opleve Glemsel, Gespenst, Ligfærd og ikke mindst Sunken.

Grunden til, at det ikke helt passer med de tre ryk er, at Glemsel faktisk fik spillet sig ind på et solidt show. Optakten gik fra regnvejrsambiance og over i hæsblæsende støj. Så meget, at man kortvarigt overvejede om lyden var indstillet korrekt. Da bandet dog efter godt ti minutter fik lagt et melodisk lag ind under den skærende guitarforvrængning, forstod vi dog, at det var med vilje. Om det var et klogt valg står mere uklart, for Glemsel var klart bedst når de spillede musik, der kunne skelnes. De tyve minutter af settet, der fulgte efter var fremragende og fremviste særligt to gode elementer. Det første var trommeslager Joachim Højer, der live, i endnu højere grad end på den ellers udmærkede plade, indtog en central position, særligt i kraft af hans talent for solide, nærmest rockede fills, der stod som en god kontrast til den ellers stemningsmættede black metal. Det andet element var Glemsels fornemmelse for progression. Lyden og musikken voksede konstant og endte i en kæmpemæssig oplevelse, der stod for at blæse håret tilbage på adskillige publikummer i fronten. Det trængte de også til, for som vanen desværre er på Stairway, havde folk meget travlt med at stå så langt bagude som de kunne. De sidste to-tre tracks gled sammen og blev blot større og større, hvilket efterlod os noget mere forventningsfulde end vi var inden showets start.

Det var heldigt, for entusiasmen falmede betragteligt herefter.

Næste band var Gespenst. Fra start var det tydeligt, at det var veteraner vi havde med at gøre. Selvom Gespenst kun har en enkelt plade under bæltet, kommer det fra asken af Woebegone Obscured, der havde en solid følgerskare. Og black-doomerne i Gespenst spillede kompetent. Meget kompetent, endda. Problemet var, at det nærmest var så gennemtænkt, at det blev kedeligt. Det gik meget formulaisk: black-passage – doom passage – black passage – doom passage og så videre. Først var det spændende og interessant. Så blev det påfaldende, at de brugte samme temposkift igen. Og tredje gang rullede man lidt med øjnene.

Ikke nær så meget som man gjorde under Ligfærd, dog. Klædt i pandaøjne og knogleslips indtog det rå black metal-band scenen med masser af attitude. Så meget, at det tangerede vestegnsattitude – særligt da forsanger “Sod” brølede “for helvede!” ud over salen cirka midtvejs. Det var en halv times koncert, der kun kørte på et enkelt spor: hurtigt. Det var fræsende og vabelfremkaldende og trommeslager “Vákheimnir” lod ikke stortrommen hvile et eneste øjeblik, formummet som han var i mosekoneoutfit bagest på scenen. Sod var i stand til at få publikum til at bevæge sig op foran og være lidt med, og adskillige talte i pausen om, hvor genial en oplevelse det havde været. Godt for dem.

Nedsunken

Anderledes altfavnende var aftenens hovednavn. Aarhusianerne i Sunken indtog scenen indhyllet i tåger og for en gangs skyld virkede den slags sceneshow fuldstændig på sin plads. Sunkens ‘Livslede’ fra 2020 var et kæmpemæssigt album, der i mange facetter demonstrerede hvor fuldkomment Sunken behersker den atmosfæriske black metal.

Under en tone af guitarfeedback, indledtes koncerten med den desværre afgående trommeslager Jakob Ridders tunge taktslag, der fik en næsten post-metallisk klang denne aften. Det var Ridders sidste aften i bandet, og om de har tilrettelagt setlisten for at give ham mest muligt fokus, eller om han bankede ekstra hårdt for at få den sidste rest energi presset ud er uvist, men ingen var i tvivl om, at han var til stede og på den måde blev det en mere en værdig afsked. Det bliver store sko for en afløser at udfylde.

Det seneste år har både guitarist Simon Skotte Krogh og bassist Jonas Faghtmann også slået deres folder i både Afsky og Heltekvad og det er med god grund. De to er i fællesskab i stand til at skabe en enorm lyd, og den måde de fyldte scenen på Stairway understreger endnu engang de budskaber ovenstående anmeldelse fastslog.

Sunken er i stand til at lave atmosfærisk black metal, der overskrider grænser og finder vej direkte ind i lytteren. De lader ikke blot som om, og når Martin Skyum Thomasen på scenen skriger sin sjæl ud, er det på ingen måde rock’n’roll. Der er intet forstilt ved det. Der er ingen poseren. Det er ægte intensitet.

Denne intensitet voksede blot og særligt da den skønt Blink-182-lydende intro til ‘Ensomhed’ lød, var det umuligt ikke at falde hen. Sunken var simpelthen i en anden liga end det øvrige arrangement og det stod tydeligt for enhver. Hvor de øvrige set á 30 minutter sine steder føltes meget længere, strøg den sidste time afsted, til man tog sig selv i at stirre hypnotiseret ind i stroboskoplyset.

Vi var badet i blåt og alle var sunket ned i musikken.