RMF'16: Lørdag

Populær
RMF'16: Lørdag

Ikke overraskende gav Marduk en fed koncert, men det var Psycroptic, der uventet stjal billedet lørdag med en koncert, der ikke er set mage til i mange år.

Kunstner
Titel
Bæst + Dysrhytmia + Black Swamp Water + Iotuun + Nero Di Matre + Woebegone Obscured + Crocell + Gorguts
Dato
09-04-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Klichéen med, at lørdagen på en festival altid har en svær start, passede heldigvis ikke på Royal Metal Fest 2016. Oddsene var ellers ikke med danske Bæst. Et helt nyt band. Deres debutkoncert. Lørdag eftermiddag, hvor tømmermændene, såvel fysiske som moralske, stadig hang tungt i publikum efter fredagens fest, der trak ud på de tidlige morgentimer. Så er det altså ikke nemt.

Medmindre man er et bæst. Det er Bæst. Disse ungersvende, der ikke har den store erfaring bag sig som liveorkester, klarede opgaven med bravur. Med små dyrekranier på scenen var der lagt op til en dyster optræden, men det var det ikke. Det var derimod noget så sjældent som godt. Deres guitarer og bas lignede mistænkeligt en tro kopi af Metallica anno 1982. Musikken var dog dødsmetal på thrash-instrumenter, og Bæst var ikke bange for at tøjle bæstet indeni, og det betød, at de havde overskuddet til at spille uden at skrue tempoet helt i vejret. Hvis der var en nervøsitet i bandet, så var det ikke til at se. De spillede deres sange, og Bæst virkede bedst, når de spillede midttempo og lod melodien bære musikken. En mere end godkendt livedebut. Publikum på Atlas stod i det monstrøst underbelyste lokale og nød det i fulde drag. Via de sociale medier forlød det også, at mor var stolt. Større ros findes ikke!

Så var vi knap så meget oppe at ringe over Black Swamp Water. De spiller hård rock, og deres livtag med Skid Row og Guns N' Roses er såmænd ikke helt ueffent, men det mangler bare afveksling i udtrykket. En lettere irriteret publikummer vrissede, at det ikke hjælper, når man spiller den samme sang fem gange. Helt så galt synes vi nu ikke, det var, men der er en pointe i, at sangene er nødt til at stå ud fra hinanden, hvis ikke indtrykket skal blive for monotont. Den fælde faldt hovednavnet 1349 i fredag aften, og Black Swamp Water var også faretruende tætte på at blive suget ned i den sorte sump af ensformighed, som 1349 og kun 1349 kan ernære sig ved – uden sammenligning i øvrigt.

Derefter var det tid til et måske lige så vildt og på overfladen ensartet udtryk i Piss Vortex. De spiller grind core i en sådan grad, at det kun er genrens gudfædre Napalm Death, der kan gøre det lige så uregerligt. Når Piss Vortex tillader sig at vandre ud i de lange numre på helt op til tre minutter, erkender de da også selv fra scenekanten, at de begynder at nærme sig episk, progressiv rockmusik. Netop den tilpas doserede selvironi er med til at gøre Piss Vortex til en udholdelig affære, ligesom tilføjelsen af forsanger Thomas Fischer fra dødsmetalbandet Defilementory som gæstevokalist på et nummer giver lidt kulør til en koncert, der ellers mest var for de indviede og elskere af grindcore.

Knap så spændende er Iotuun. De spiller musik fra deres nye debut-ep og spiller en klassisk form for power metal, der trækker spor til halvfjerdsernes rock. Ved første ørenlyt imponerede de ikke rigtig, og anmelderen hengav sig til de bløde møbler i stedet. Heldigvis får de chancen igen senere på foråret, når de er med i Wacken Metal Battle, hvor de skal forsøge at tilkæmpe sig en plads på plakaten til Wacken Open Air 2016.

Det var heller ikke nogen åbenbaring da italienske Nero Di Marte spillede. Deres koncert på Voxhall vil uheldigvis nok blive husket for at være en af de koncerter, hvor der stod flere publikummer i baren end foran scenen. Det er også en utaknemmelig tjans at være et lille navn i en pakke, der turnerer Europa tyndt, hvor man så bliver flettet ind på en festival, hvor publikum er tvunget til at disponere deres kræfter, når der er så mange bands, man kan lytte til. For hvilke bands orker man at hengive sig til? Nero Di Marte gjorde det, de kunne. Men de var oppe imod en prioritering, hvor baren og pølseboden ude foran vandt, så publikum kunne være klar til de store navne senere på aftenen.

Lidt det samme udspillede sig på Atlas, hvor Woebegone Obscured spillede deres storladne doom, hvor tempoet blev trukket fuldstændig ud af folk. Bandet fik filmet deres show med to kameraer, hvorfor det nok ikke er utænkeligt, at denne optræden bliver at finde i det virtuelle univers i en nær fremtid. Woebegone Obscured kommer fra Aarhus, og de tager doom-genren ganske seriøst. På nogle tidspunkter var det bogstaveligt talt folkene i baren, der overdøvede band og dem, der lyttede til musikken. Woebegone Obscured brugte rigtig mange år i den aarhusianske muld som et undergrundsprojekt, der ikke rigtig blev til noget. Men omkring årtusindeskiftet skete der noget, og så begyndte musikken ellers at pible frem. Der blev spillet fra den anmelderroste 'Deathscape MMXIV', som de udgav for et par år siden. Det kunne meget vel blive til mere.

Det blev i hvert fald til mere med Psycroptic. De har i et lille års tid turneret med Jason Keyser fra Origin som forsanger i stedet for Jason Peppiatt, og det må siges, at det gav pote på Royal Metal Fest 2016. Keyser er en frontmand med stort F. Ikke mere end én sang inde i Psycroptics koncert beordrede han en circle pit og fik det. Sangen efter var det en mosh-pit. Samme resultat. Folk gik amok. Derefter var der antydning af stagediving. En disciplin, der ellers har været for heftigt nedadgående de sidste 20 år. Men på Voxhall denne aften fik den en genkomst. For pludselig inviterede Keyser selv folk op på scenen og beordrede publikum til at huske, at dem på scenen var deres venner, og de skulle huske at gribe dem. Det lykkedes faktisk i overraskende stor stil, hvilket betød, at der blev hoppet fra scenekanten adskillige gange, og energien oppe foran begyndte at dufte lidt af starten af halvfemserne, hvor vildskaben, stagediving og moshing havde en mere aggressiv snert over sig, end den har her anno 2016. Keyser stod egenhændigt for at suge hele Voxhall og alle i salen ind i en tidskapsel, der blev sparket 25 år tilbage, og så blev vi ellers revet rundt.

Psycroptic er fra Tasmanien, og den tasmanske djævel var personificeret i Jason Keyser, der hvileløst vandrede rundt på scenen, brølede teksterne og dirigerede publikum med en lethed og autoritet, der gjorde, at denne anmelder i en stille bøn håbede, at alle frontmænd, der vil være noget ved musikken, gad tage ved lære, se på Keyser og indse, hvad det er, han gør rigtigt, og som alle burde gøre. Den tilsyneladende fuldstændige ubesværethed i at få publikum i sin hule hånd efter bare én sang og derefter modellere dem efter eget behov. Det var fascinerende at opleve, og når så resten af Psycroptic følger trop med helt igennem perfekte optrædener på hver deres instrument, så blev det bare ikke bare dagens bedste, men også festivalens største positive overraskelse. Det var intet mindre end fantastisk, og det er år siden, denne anmelder har oplevet noget lignende. Sublimt!

Derfor var det ikke nemt for Dysrhytmia at skulle følge op på Atlas bagefter. Det var noget af et skifte for publikum. Fra en decideret fest med teknisk dødsmetal af allerfineste kvalitet til en alternativ form for hård rock, der mest var musik for musikere, blev det lidt antiklimatisk. Dysrhytmia havde dog deres tilhængere, og de havde en fest oppe foran scenen. Vi fortrak ikke en mine og forduftede stille over på Voxhall igen for at opleve svenske Marduk, som du kan læse anmeldelsen af her.

Da Marduk var færdige med at spille på Voxhall, gik vi stakåndet over på Atlas for at nyde dødsmetal og snaps i selskab med lokale Crocell, der havde æren af at spille mellem førnævnte svenskere og canadiske Gorguts.

Crocell har vi længe været glade for, og det blev der ikke ændret på denne sene lørdag aften. De startede med 'My Path of Heresy' og derefter 'The Age of Iron and Rust'. Men udover de velkendte numre havde de også pudset 'Temple of Grandeur' af som noget ekstra til de feststemte tilskuere. Ikke overraskende steg humøret, da forsanger Asbjørn Steffensen begyndte at dele ud af bassistens snaps. Det er blevet en tradition, som hverken publikum eller band vil være foruden. Det samme gælder den tilbagelænede nyklassiker 'Winter Is Coming', der sammen med titelnummeret 'Prophet's Breath' fra deres seneste plade sluttede koncerten af. Crocell giver en fest, og publikum kvitterer med energi, promille og dans. Det skulle ikke være muligt i dødsmetalgenren, men det er det.

Noget anderledes er det, da Gorguts giver den sidste koncert på Voxhall sent lørdag aften. Det er teknisk dødsmetal fra øverste skuffe. Forsanger og guitarist Luc Lemay er glad for at være tilbage i Danmark, hvor de senest gæstede Copenhell i 2014 og gav en næsten perfekt koncert. Sådan gik det ikke helt på Royal Metal Fest 2016, hvor det fremskredne tidspunkt betød, at flere havde opgivet efter udmattende koncerter med Psycroptic og Marduk. Men dem, der var blevet, blev trakteret med Gorguts' kommende ep, der kun består af ét nummer. Et nummer, der varer en halv time. Det ville Gorguts gerne spille denne aften, så det gjorde de. Nummeret og ep'en hedder 'Pleiade's Dust'. Den udkommer i maj måned i år og blev altså fremført i sin helhed på Voxhall lørdag omkring midnat.

Efter en udmærket koncert med Gorguts valgte redaktionen at trække stikket og sige tak for en virkelig god festival. Det var noget hæsblæsende at skulle tackle både Atlas og Voxhall, hvilket betød mange bands lige efter hinanden. Men som publikum kan man heldigvis selv bestemme, hvor man vil skære fra og indlægge pauser til restitution og proviantering for at holde kroppen i gang.

Overordnet set er der nemlig ingen tvivl om, at foreningen Metal Royale har trådt et par trin op ad den organisatoriske stige. Der er kommet mere styring, og der er kommet konkurrencer, hvor billetkøbere og tidligt fremmødte publikummer kunne vinde t-shirts, øl, patches og billetter til såvel næste års version af Royal Metal Festival som Wacken Open Air. Det var med til at understrege, at der er sket noget i Aarhus, og det er alt sammen til det bedre. Vi vil dog anbefale den stakkels formand at gøre brug af elektronisk udstyr i form af enten en mikrofon eller megafon næste gang, han vil udtrække vindere. Stemmen begyndte til sidst at lyde noget hæs og tyndslidt. Og så er det altså ikke nemt at råbe et spillested op, hvor baggrundsmusikken banker med 80 dB.

Selvom vi naturligvis er udmattede dagen efter to dages festival så er vi ikke et sekund i tvivl om, at vi er nødt til at være med igen næste år. Det var virkelig godt i Aarhus i år.