RF '22: Kedsommelighedens Kong Midas

_DSF6768
_XJD6856
_DSF6592
_DSF6563
_DSF6664
_DSF6705
_DSF6787
_DSF6913

Er det godt eller dårligt, når man ikke kan høre det kedeligste element i en koncert?

Dato
02-07-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Det var med et mindre end entusiastisk udgangspunkt, at vi bevægede os til Converge og Chelsea Wolfes koncert på Roskilde festivalens Pavilion-scene. Minderne om de timer, der blev brugt på at høre pladen igennem igen og igen, samt alt forarbejdet med at lytte til kunstnernes soloplader i researchfasen pressede sig på.

Det er væsentligt at have et sagligt udgangspunkt, når man skal anmelde en plade, særligt en, man ikke bryder sig synderligt om. Derfor var det også noget af en opgave at skrive om ‘Bloodmoon: I’. Tilsvarende skulle det blive noget af en opgave at stå igennem en times koncert.

For helt ærligt, den største forskel på ‘Bloodmoon’ på plade og ‘Bloodmoon’ i virkeligheden var, at det lød lidt dårligere. Lyden var ringe, og selvom Chelsea Wolfes vokal generelt ikke gør det for os, hjalp det ikke på udtrykket, at man knap kunne høre hende de adskillige første numre. Chelsea Wolfe er cool. Indbegrebet af cool, nærmest. Så cool, at hun ikke gider gøre sig umage, hvilket jo generelt er en prisværdig attitude. I hvert fald i teorien. Det betyder bare også, at hun ikke synger igennem, og at hendes nærmest 70’er-heroin-æteriske æstetik lægger sig tungt over alt, hvad hun medvirker i. Som en kedsommelighedens Kong Midas formår hun at trække energi ud af alt, hvad hun rører ved.

Nogle elsker det. Den fjerne, let arrogante mørkets dronning står og ser sej ud, mens hun lægger sine sarte toner over Nate Newton, Stephen Brodsky og Jacob Bannons forskellige takes på brølevokal, og kontrasten mellem Bannons vuggende core-tilgang til fysisk aktitivitet og Wolfes isdronningeoutlook, hvor hun ofte trådte væk fra mikrofonen og vendte ryggen til, kunne have været skærende og potent.
Det var det bare ikke.

Få gange i løbet af koncerten fungerede det. ‘Coil’, som de spillede som andet track har en storladen passage, der formåede at trække publikum ind. Omkvædets “It’s like a serpent / Coiled inside me”, stod stærkt og skarpt. Wolfes vokal blev opprioriteret hos lydfolkene, og selvom vi ikke generelt er begejstrede for den, var det alligevel bedre, end at skulle gætte sig til, hvad det egentlig var meningen, vi skulle høre.

Publikum var stærkt indstillede på at høre noget tungt, hvilket naturligvis gjorde arbejdet nemmere for kunstnerne, men det føltes ærligt talt malplaceret, når folk viftede med røde, lysende treforke fra formiddagens Tour de France-optog, for ikke nok med, at ‘Bloodmoon’ er et introspektivt værk, der ikke ligefrem indbyder til fjolleri, så var det også helt tydeligt, at det kunne have været hvilken som helst koncert, med nedstemte guitarer, treforkene blev viftet rundt til.

Det er naturligvis et festival- og publikumsproblem, men det ændrer ikke på, at udtrykket bliver grotesk, når et band forsøger at holde fast i en eller anden form for mørk og kunstnerisk vision, mens der bliver fjumret rundt foran scenen.

At der var tale om noget med kunst, blev også understreget, da Jacob Bannon omtrent midtvejs spurgte os om “vi stadig var med?”, hvilket han fulgte op med en forsikring om, at vi var “going on a fucking journey”, hvilket fik os til at rulle alvorligt med øjnene.

Grundlæggende skulle mindst en af to ting være opfyldt for at have det fedt til den koncert. Man skulle enten være i seriøst metalunderskud og derfor forhippet på at synes det var fedt, eller man skulle være en del af den gruppering, der mener at både Converge og Chelsea Wolfe fortjener deres placering i toppen af deres respektive genrer. Og bevares, det er der mange der gør, og godt for dem.
Vi gjorde ikke, og selvom ‘Blood Moon’ var en stor afslutter, var vejen derhen alt, alt for lang.