Tændte rocklegender, forstenet publikum

Mathias Nielsen tog en søndagstur i bøgeskoven for at opleve Velvet Revolver på Skanderborg Festival. Med et debutalbum - som ikke er bedre end ”udmærket” - i ryggen, åbnede Velvet Revolver deres europæiske turne på ”Danmarks Smukkeste Festival” i Skanderborg, og der var lagt i ovnen til en surrealistisk oplevelse af format, da de gamle helte fra Guns N’ Roses og Stone Temple Pilots entrede Bøgescenen lige efter Big Fat Snake (!).


For mange Blå Thor?

Intet ondt skal siges om omgivelserne på Skanderborg Festival, for smukt er der. Men mage til apatisk stemning under en rockkoncert skal man lede længe efter… Big Fat Snake havde kort forinden fået samtlige tilskuere til at hinke, slå kolbøtter og klappe i takt. Under hele Velvet Revolvers koncert derimod, stod samtlige tilskuere stille og gloede op på scenen, som om der lige var faldet en månemand ned for an dem (dvs. alle, bortset fra de 50-100 kernefans der stod helt oppe foran). Om det skyldtes for mange Blå Thor, eller det at Scott Weiland - iført sin obligatoriske politiuniform - stod og slog krøller på sig selv, lader vi stå hen i det uvisse…

Faktum er dog, at dette må have været en meget underlig oplevelse for bandet såvel som publikum.


Ladt revolver

Bortset fra det, så var Velvet Revolver (VR) ret veloplagte, og scenekanten blev hyppigt benyttet på VR’s egen del af Bøgescenerne, såvel som på den anden. Vel nok fordi ingen i bandet har vænnet sig helt fra at spille på enorme stadionscener. En Super Light-drikkende Duff McKagan proklamerede også stolt, at han ikke havde været i Danmark siden 1994, hvor han - som bekendt - spillede i et helt andet band.

Ikke overraskende virker revolverens materiale langt bedre live end på plade, og med Slash og Scott Weiland i samme band kan det aldrig blive en helt kedelig koncert. Det blev det i hvert fald ikke på denne jyske sensommeraften. Sættet bestod overvejende af VR’s egne kompositioner, men det var også plads til to Stone Temple Pilots-klassikere, bare for lige at tvære rundt i, hvor fedt et band det egentlig var!

Nylig hjemvendt fra afvænningsklinik så Scott Weiland ud til at nyde at være tilbage på scenen denne aften, han brokkede sig dog over manglen på ”disse her skandinaviske orgier”, han havde hørt så meget om (man må formode at han taler om den famøse Cumshots-koncerten på den norske Quart-festival i sidste måned?). På trods af opfordringen fik vi heller ikke noget af den slags denne aften.

Især ”Headspace”, ”Do It For The Kids” og en forlænget udgave af ”Slither” løftede sig bemærkelsesværdigt live i forhold til pladeversionerne, i en grad så man nemt kunne overhøre kedelige ”Big Machine” og ”Set Me Free”. Netop det, at VR’s materiale ikke holder helt optimalt gør, at man konstant står med den urealistiske tanke i baghovedet: Kunne de herrer Slash, Duff og Matt Sorum ikke gendanne ”det rigtige” Guns N’ Roses, og kunne Weiland ikke hoppe tilbage i Stone Temple Pilots? Og det er synd, når nu VR er bedre end så meget andet af det skrammel der er fremme på rockscenen i dag…

Som sidste ekstranummer fik vi en lettere overraskende cover-version af Cheap Trick-klassikeren ”Surrender”. Den passede 100 % ind i VR’s stadionrock-koncert, som denne aften foregik i en bøgeskov foran et utal af forstenede festivalgængere.

Men koncerten gav en lyst til at opleve VR i en solokoncert med længere spilletid end de fem kvarter de bød på denne aften, og gnisten i bandt beviste også, at der simpelthen MÅ være potentiale til mere end det materiale der præsenteres på ”Contraband”.