Ud på slagmarken

Heavyjam.dk rapporterer fra det tunge vikingebal i Malmø, hvor Amon Amarth og Tyr stod på scenen. Der var lagt an til kamp på slagmarken med to bands, der begge er kraftigt inspirerede af asatroen. Først var de færøske Tyr, hvis forsanger meget passende havde trukket i ringbrynjen.

Kvartetten spiller en meget elegant, følsom musik. Der er en hel del folkemusik over det og ikke så meget metal. At metallen ikke føles tilstede, kan skyldes den tynde, let skingre lyd, som guitaristerne benytter, når der af og til lige rykkes lidt i hegnet.


Skingre toner og fællessang

Undertegnede savnede dybde og en mere tung lyd på bandets seneste udspil ”Ragnarok”. Man skulle tro, at dette så i det mindste ville være der live, men nej, her var lyden ikke med gutterne. Bassen brummede for meget og trommerne lød ikke som om de var en integreret del af musikken. Og som nævnt manglede der bund i guitarerne, der til gengæld var utroligt tydelige og ærlige, hvilket afslørede et par skæve toner af og til i den ene guitarist soli.

Vokalen er også skinger og på cd på grænsen til falsk indimellem. Live måtte man sande, at der undslap toner, der ikke var helt gode. Til gengæld mestrer bandet korsang og harmonier, selvom der ofte er for meget fællessang over det.

Bandet har noget at byde på, men som opvarmning til tonserdrengene i Amon Amarth var det lidt fesent denne aften. Bedst var ”Hail to The Hammer”, de fede soli i ”Wings of Time” og den flerstemmige ”Torsteins Kvaedi”.


Store skæg og bare maver

Amon Amarth (bill.) er sande vikinger at se på. Teksterne handler ikke om andet end de svundne tider, hvor en mand kunne kendes på det lange garn og kæmpe skæg, og hvor tale foregik råbende i en dyb røst. Og visuelt levede bandet i høj grad selv op til forventningerne, selvom den nøgne overkrop hos growler Johan Hegg ikke var prydet af masser af tatoveringer.

Publikum tog særdeles godt imod bandet, der allerede med sang nr. to og tre, ”Runes to my Memory” og ”Death in Fire”, solidt fik manifesteret, at bandet pakker fede riffs og melodier ind i en så voldsom energi, at alle måtte headbange. Egentlige lydproblemer var der ikke, men åbningsnummeret havde alt for lav guitarlyd, så trommerne og vokalen nærmest stod alene. Der blev dog hurtigt rettet op det.


En headbangende ork

Selvom de gæve vikinger i bandet, har udgivet mange albums er der ikke den store diversitet i mellem nye og gamle sange. Det gjorde at den røde tråd i høj grad var præsent, men også at det blev lidt ensformigt i længden. Der savnes måske lidt groove - og at groove virker, samt at bandet rent faktisk godt kan den slags, hørtes på fornem vis i ekstranumrene, hvor ”The Pursuit of Vikings” blev aftenens afsolutte højdepunkt.

Varen blev leveret af det supertændte band, der med Johan Hegg i front fik presset en fin stemning frem med en passende mængde og snak og humor mellem numrene. Hans udstråling og hans cirkel-headbanging, hvor han med sin fremskudte underlæbe mindede kraftigt om en ork, reddede ham så meget hjem, at det blot blev en ubetydelig detalje, at den af og til anstrengte stemme måske manglede lidt bund.