Unikt metalbesøg fra Umeå

Svenske Meshuggah spiller så man skulle tro, det er løgn, men måske også lidt for ensformigt? Mathias Nielsen rapporterer fra Lille Vega i søndags. Efter Meshuggah’s timelange undervisning i teknisk metal på Orange Scene, på Roskilde Festival sidste år, skulle det blive spændende at se, hvad bandet havde at byde på i de mere intime omgivelser i Lille Vega. Meshuggah udsender i øvrigt et nyt album ("Catch-33") i denne uge (…og som anmeldes i vores næste nummer - Red.).

Inden de ekvilibristiske svenskere indtog Vega, havde danske Raunchy fået tjansen som opvarmningsband.


Seksuelt æggende

Ja, "seksuelt æggende", det er den saglige oversættelse af ”Raunchy”... det siger den gode gamle engelsk-dansk-ordbog i hvert fald! Er Raunchy så "seksuelt æggende"? Det er nok ikke det ord, der beskriver den jyske sekstet bedst. Bandet var heldige at få en større pladekontrakt hos Nuclear Blast, som distribuerede begge albums til det meste af verden. Siden da har Nuclear Blast imidlertid droppet bandet, som i øjeblikket leder efter ny pladekontrakt.

Raunchy leverede nu langt fra den bedste reklame til de eventuelt tilstedeværende pladeselskabsfolk denne aften. Der var temmelig meget knas med lyden, som var ekstremt mudret, og det virkede ikke som om, bandet havde fået særlig lang tid til lydprøverne. Bevares, Morten Toft Hansen (ex-Hatesphere) tordner stadig derudaf med sine thrash-trommer, som løfter bandet en hel del. Men cocktailen bestående af diskomusik (tilført af samplermand, Jeppe) og nu-metal forekommer ofte mere anstrengende end interessant.

Dog skal det skrives, at når Raunchy får et ordentligt groove op at stå, så rocker det. Det er bare for sjældent, men singlen, ”Watch Out”, der lyder som Rob Zombie på speed er et godt eksempel på en sang, hvori det virkelig er lykkedes for bandet. Desværre var der for meget gejl med lyden, og publikum var temmelig ligeglade med Raunchy i den halve time, de stod på scenen.


Ekvilibristisk metal og stive svenskere

Meshuggah spiller ikke i Malmö på deres igangværende turné, så derfor havde svensken taget turen over Øresund for at overvære aftenens koncert – og netop svenskere, dem var der virkelig mange af denne aften... ja, de var næsten i flertal.

Det ødelagde dog absolut ikke koncerten, for det tilstedeværende publikum festede/moshede i dén grad igennem under Meshuggahs godt timelange sæt (og så på en søndag aften!). Der blev spillet flest sange fra det seneste fortrinlige album, 2002’s ”Nothing”.

Men det var nu ”Soul Burn” fra 1995-mesterværket, ”Destroy Erase Improve”, der åbnede det smadrende sæt. Kernen i Meshuggah er den abnormt dygtige trommeslager, Tomas Haake, som ned garanti ville kunne spille enhver fusionsjazztrommeslager langt under bordet med sine utallige rytmeskift/knæk. Guitarduoen, Fredrik Thordendahl og Mårten Hagström skal også nævnes. Begge spiller de på 8-strengede (!) guitarer, hvilket ikke just gør Meshuggahs lyd mindre tung, ond og aggressiv.

OG, glem så ikke maskinmanden, Jens Kidman (næppe i familie med skuespillerinden, men man ved jo aldrig…), som – når han ikke brøler løs – bevæger sig rundt på scenen som en anden robot, og skærer grimasser, der sagtens kunne skaffe ham et job i et pantomimeteater. Netop Kidman begyndte også at sniksnakke med de svenske tilskuere, som stod foran scenen i deres guldøl/hashbranderter og råbte og skreg deres sangønsker. ”Sådan gammelt lort gider vi da ikke spille!”, var svaret på en af forespørgslerne.

Meshuggah spiller så fedt, at man skulle tro, det var løgn. Derfor er det lidt synd, at bandets materiale bliver en lille tand for ensformigt, når det skal fylde en timelang koncert ud.

Sættet var dog fyldt med glædelige højdepunkter såsom ”singlehittet”, ”Rational Gaze”, den kvarter lange ”In Death”-montage (er at finde på "Catch-33") og ”Stengah”.
Men det allerbedste var aftenens sidste nummer, ”Future Breed Machine”, som fik salen til at gå helt i selvsving.
Fed aften, fedt publikum, fed (men for ensformig) koncert…