ACW 24: Finsk drømmeland
Kairon; IRSE! fyrede op for både kant og dronende twists som årets sidste navn på A Colossal Weekends hovedscene, og gav et tungt skud godnat-syre til folket.
For syv år siden læste jeg en anmeldelse af et band fra Finland, der lavede en speciel hybrid af psychens transcenderende lydpaletter, shoegazens introverte karakter og progrockens skizofrene ditto. En anmeldelse, der kammede helt over i lovprisning, og det tog ikke længere end selv at nå halvvejs ind i pladen, før jeg nåede frem til, at jeg var med på den rejse.
Bandet var Kairon; IRSE!, og albummet var ’Ruination’.
En af den slags plader, som bestemt ikke er for alle og enhver, men hvor det hjælper at have en naturlig tilbøjelighed for finske oddballs, udgivet på det fremragende Svart Records and all. Det slog mig dog aldrig, at jeg ligefrem kunne finde en undskyldning for at grave ned i dette orkester i Devilution-regi, før de havnede på denne A Colossal Weekend-plakat – og et ualmindeligt stort tak for det!
Klokken er 22:45, da de går på, omgående med oscillerende keys fra guitarist Niko Lehdontie, som nogen sikkert husker for sin tilsvarende rolle sammesteds med Oranssi Pazuzu i 2022. Resten af rytmesektionen snørkler sin vej ind, mens bassist Dmitry Melet går til mikrofonen i front, med en eftersmag af at være et uvist sted mellem stakåndet og kampskæv. Gudskelov er Kairon; IRSE! den slags musik, der fint kan tale for sig selv, for selvom han sådan set udgør en fin figur på plade som en finsk pendant på Jonas Bjerre (Mew), så er den vage vokal et turn-off, og viser sig at være det hele koncerten igennem.
At musikerne har deres på det tørre, efterlades der til gengæld ingen tvivl om. Krautrockens pulserende drive finder ofte plads på sætlisten, der holdes hemmelig, men ifølge bandet selv også inkluderer flere helt nye numre, der ikke har været spillet før. Der er tale om bandets blot andet show de sidste to år, men det lader bandet sig ikke mærke af – jeg står dog hurtigt med fornemmelsen af, at de har forsøgt at tilpasse sig lidt rammerne på denne festival. Det kan selvfølgelig også være en udvikling, der vil vise sig på deres kommende udspil, men jeg har endnu aldrig hørt noget Kairon; IRSE!, der i den grad bevæger sig over i heavy grooves og deciderede breakdowns undervejs, hvor jeg flere gange må stå lidt paf hen uden at vide, om det her egentlig klæder dem eller ej.
Omvendt er der noget fascinerende over et orkester, der i den grad gør, hvad der passer dem. Som om det mærkelige bandnavn, der er bevidst ment til at irritere, ikke siger det hele, for Kairon; IRSE! er virkelig skizofrene. Det ene øjeblik energisk drevne med deres egen hardrockede charme, for det næste at dissekere det hele op i progressive spacerock-teksturer.
Det virker dog lige lovligt meget som om, at de har pumpet sig op til at være kvalificeret til at spille på en festival af denne overvejende tunge kaliber. Ikke fordi det ikke også er fedt at høre dem sprøjte mere testosteron ind i lydbilledet, og måske jeg også bare havde regnet med mere af det Kairon; IRSE!, jeg kender. Måske det er tegn på en udvikling, og måske det bare fangede mig lidt off-guard. En udvikling, jeg under alle omstændigheder vil følge, uanset at det så ikke lige var den Karion;IRSE!-koncert, jeg havde regnet med.