Kollektiv trance i finsk luftrum

_XJD7039
_XJD6561
_XTD6080
_XTD6109
_XTD6177
_XTD6282
_XJD7389
_XJD7101

Endelig var det blevet tid til at høre Oranssi Pazuzu turnere med 'Mestarin Kynsi' på dansk grund. A Colossal Weekend satte rammerne, Lille Vega var pakket og finnerne leverede varen og mere til.

Spillested
Dato
21-05-2022
Trackliste
1. Ilmestys
2. Tyhjyyden Sakramentti
3. Uusi Teknokratia
4. Värähtelijä
5. Oikeamielisten Sali
6. Kuulen Ääniä Maan Alta
7. Saturaatio
8. Taivaan Portti
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

I 2017 gjorde jeg mig til en upopulær mand. 'Värähtelijä' udkom året inden, og tiden var kommet til at se, om de nu også kunne levere varen live, da de var booket til årets Roskilde Festival. Den lille Gloria-scene har dog af og til udfordringer med at afstemme lyden, når kunstnerne stiller store krav til lydforholdene, og hvor hele resten af redaktionen tilsyneladende var i den syvende himmel, var jeg den lunkne anmeldertype, der havde svært ved at dissekere elementerne. Oranssi Pazuzus komplekse lydbilleder stiller også store krav til venuen, hvor et lille telt aldrig burde kunne matche lydforholdene på fx et traditionsrigt spillested som aftenens setting i Vega.

Forventningerne var derfor høje denne gang – ikke mindst, fordi 'Mestarin Kynsi' stadig her to år efter er en hyppig spiller, når adrenalinen skal op, og det gerne må være lidt udenfor boksen. Finland har i de senere år produceret mange kunstnere i de mere spacy afkroge af metallens verden (tænk fx Dark Buddha Rising, Waste of Space Orchestra og i det hele taget det finske label Svart Records), men Oranssi Pazuzu er, udover at være beslægtet med flere bands fra scenen, hurtigt blevet bannerførerne, som hæver sig over resten, og med god grund.

Allerede da den pulserende bas i 'Ilmestys' sætter svingningerne i gang i hele rummet, fornemmer man, at der er noget stort i vente. Crescendoerne er en væsentlig del af finnernes musikalske værktøjskasse, og det er tydeligt, at de også i live-situationen matcher dem til UG og stjerne. Hvad der måske er mest forbløffende, er deres nonchalante måde at interagere i gruppen, som om deres musik er det mest naturlige i verden. Hver mand i sin verden, ingen øjenkontakt umiddelbart at skue. I hvert fald ingen synlig dirigent til at løfte en hånd, når numrene tager et twist. Musikken taler sit eget sprog, og det var synligt blandt publikum i salen, at vi var mange, der kunne tale med, selv uden at have noget, der bare ligner finske talegaver.

Da guitarist/vokalist Jun-His 6-7 minutter inde i 'Tyhjyyden Sakramentti' med et kryptisk riff bygger bro over til den lange, spacy outro er det de færreste i salen, der ikke svajer med - ikke mindst den anden guitarist Ikon, der koncerten igennem med sin ranglede statur er konstant i bevægelse, ikke blot fysisk, men også i form af sine hyppige supplementer til deres soniske overbygninger med sit ekspansive key-rack ved hånden. Lydfladerne bobler som interplanetare synths, som vi bevæger os over i den krautede 'Uusi Teknokratia' med dertilhørende loop-effekter og klaustrofobiske atmosfærer.

Det er da også netop atmosfærerne og den nærmest organiske måde, som Oranssi Pazuzu får det hele til at spille sammen på, der sender os helt i skyerne. Det er en fornøjelse at se et band, der kan få noget så komplekst til at spille så tilsyneladende ubesværet, og viser om ikke andet, at de har haft tid nok til at få materialet ind under huden under pandemien. Man kunne indvende, at de lange opbygninger måske blev lidt for langhårede i fx 'Oikeamielisten Sali', eller at introduktionen af en trækbasun i slutningen af 'Uusi Teknokratia' mere virkede som et show for galleriet end reelt at supplere noget til helheden, men det virker ærligt talt som at fiske efter skidtfisk. Lidt ligegyldigt i det større billede, hvor hele salen boblede i en kollektiv trance, og hvor deres forstyrrede, genremæssigt udefinerbare lydbilleder gled rent ind som det musikalske drop, vi havde ventet på hele dagen. En koncert, hvor alt hang sammen i ét stort hele, uden afbrydelser undervejs, og med feelingen konstant in cue var Oranssi Pazuzu en af de koncerter på årets A Colossal Weekend, hvor lyd, kemi og stemning mere end noget andet gik op i en højere enhed – og lige præcis den koncert, som jeg havde håbet at se på Roskilde Festival dengang, men sådan er vi jo tilsyneladende så forskellige....