Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Godt comeback til Abbath

Updated
Abbath01
Abbath02
Abbath03
Abbath04
Abbath05
Abbath06
Abbath07
Abbath08

Den tidligere frontmand i Immortal har kæmpet lidt på det seneste, men denne turné viser, at Abbath er tilbage med humor og musikalitet intakt.

Kunstner
Dato
14-02-2020
Trackliste
1. Hecate
2. Count the Dead
3. Bridge of Spasms
4. The Artifex
5. Warriors
6. Ashes of the Damned
7. Harvest Pyre
8. Against the Tide (In the Arctic World)
9. One by One
10. Tyrants
11. Calm in Ire (Of Hurricane)
12. Outstrider
13. To War!
14. Winterbane
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
4

Efter solid opvarmning fra Vltimas og 1349 kunne scenen sættes til hovednavnet Abbath. Nordmanden, hvis fortid i Immortal stadig kan samle folk, kæmper en indædt kamp for at slå sit navn fast som soloartist efter bruddet med det legendariske band tilbage i 2015. Olve Eikemo, som manden bag kunstnernavnet Abbath i virkeligheden hedder, kastede sig hurtigt over sit soloprojekt, som blot kom til at hedde Abbath. Den selvbetitlede debutplade udkom i 2016, og samme sommer stod han på Copenhell, efterfulgt af et show på Aalborg Metal Festival samme år.

Siden har han fulgt det op med en plade sidste år, der udkom i juli måned og fik titlen 'Outstrider'. Det var da også netop denne plade, der skulle komme flest sange fra denne fredag aften i Göteborg på spillestedet Trädgårn. Et sted, der minder lidt om Voxhall, og som lagde nogle vellydende rammer om aftenens sorte metal. Selvom svenskernes Sabaton spillede i Scandinavium andetsteds i byen for henved 15.000 mennesker, så var Trädgårn ganske godt fyldt op. Så der er også publikum til den sorte musik i Göteborg. Ikke at vi på noget tidspunkt har været i tvivl.

For svenskerne kan det med metal. Der er måske lidt konkurrence fra sydamerikanerne, men ellers sidder svenskerne ret solidt på tronen over de lande, der har de mest dedikerede fans. Når Iron Maiden giver koncert, er billetterne revet lige så hurtigt væk, som hvis det var AC/DC, U2 eller Rolling Stones, der kiggede forbi. 

Når en norsk nabo, hvis historie i black metallen er uomtvistelig, kigger forbi, møder svenskerne talstærkt op. Flere havde corpse paint malet i stil som Abbath, og man fornemmede, at der var opbakning til hovednavnet. Noget, Abbath også nok kunne bruge. For da han netop var hos de førnævnte fans i Sydamerika i november måned, måtte han stoppe en koncert i Argentinas hovedstad Buenos Aires efter blot to sange. Angiveligt havde han været oppe at slås med et af sine bandmedlemmer før koncerten, og undervejs i første sang hoppede han ned fra scenen, måske også for at slås med dem. Derefter blev han trukket af scenen, og koncerten stoppede. Kort derefter udsendte han en meddelelse, hvor han skrev, at han måtte aflyse resten af turnéen af helbredsmæssige årsager. 

Senere blev det uddybet med, at han igennem længere tid har kæmpet med afhængighed, som der nu skulle sættes hårdt ind imod. Han gik i behandling, og så blev der stille i Bergen. Turnéen her i januar og februar måned tværs over Europa er dog gået godt. Og her på turnéens næstsidste stop tog vi en kig på Abbaths dagsform.

Heldigvis levede han op til forventningerne. Abbath havde en glød i øjet, masser af overskud og lirede de sædvanlige one-liners af mellem sangene. Mest fokus på den seneste 'Outstrider', sange fra debutpladen og 'Warrior' fra projektet I, som han havde, da Immortal forrige gang var i dvale. Der blev også lige plads til tre covernumre fra tiden i netop Immortal midt i sættet. Det var dog klart hans egne numre som solokunstner, der trak læsset denne aften, og i rigelige mængder røg og damp fra røgmaskinen fik Abbath leveret halvanden times solid black metal fra de norske fjelde.

Masser af fagter ud til publikum og internationale hilsener til fotografen, som det kan ses i galleriet. Publikum var med på legen og kvitterede med masser af energi rettet mod scenen, og det kunne ses, at gensynsglæden var gengældt fra begge sider af hegnet. Abbath kastede lystigt plektre ud til de fremmødte og sørgede for at interagere med de forreste rækker, så salen følte sig inddraget i koncerten.

Lyden var god, tilstedeværelsen var der, og Abbath virkede ikke udkørt efter tre ugers turné gennem Europa. Vi krydser fingre for, at sommerens festivalshows afvikles efter samme formel, for så går fans af Abbath ikke forgæves.