Copenhell 2018: Masser af guitar, men ingen vokal

Copenhell 2018: Masser af guitar, men ingen vokal

Forsangerens vokal druknede i et pauvert mix, mens guitarerne hos Amott og Loomis dog sikrede, at Arch Enemy ikke faldt helt igennem på Copenhell.

Kunstner
Dato
21-06-2018
Trackliste
1. The World is Yours
2. War Eternal
3. My Apocalypse
4. The Race
5. You Will Know my Name
6. Ravenous
7. The Eagle Flies Alone
8. First Day in Hell
9. As the Pages Burn
10. We Will Rise
11. Nemesis
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Arch Enemy har nu haft Alissa White-Gluz som forsanger i fire år og to studieplader, hvor den seneste er 'Will to Power' fra sidste år. White-Gluz har en tung arv at løfte efter Angela Gossow, og indtil nu har hun egentlig gjort det ganske udmærket de gange, vi har set hende i både ind- og udland. Vokalen er anderledes, men det er gået uden nævneværdige problemer.

Desværre blev torsdagens koncert på Copenhell 2018 første gang, hvor det sådan for alvor blev udstillet, at der er forskel mellem de to. White-Gluz' vokal var slet ikke stærk nok og lå samtidig fuldstændig begravet i lydmixet. Det var, som om der ikke var blevet skruet ordentligt op for hendes mikrofon. Og så bliver forskellen lige pludselig tydelig på sange som 'My Apocalypse'. Ellers er sangene naturligt nok koncentreret om netop den tidligere nævnte plade fra sidste år samt 'War Eternal' fra 2014, som er de to plader, White-Gluz har sunget på.

Hun bliver dog reddet af Michael Amott og Jeff Loomis. Arch Enemy har nok, uden konkurrence, det stærkeste guitarpar overhovedet på Copenhell i år, og det stod klart flere gange. De spiller så godt og præcist, at det var svært at finde én finger sat forkert under hele koncerten. Skræmmende dygtige guitarister, og det på et år, hvor der var rigtig mange gode guitarister på Copenhell. Derudover har Arch Enemy også Daniel Erlandsson på trommer, der kompetent spiller rytmen til den melodiske dødsmetal så sikkert, at det ligner, at han kunne have indtaget et lille måltid med sølvbestik samtidig. Kæmpe overskud fra samtlige musikere, og det kunne man høre.

Bare en skam, at forsangeren blev begravet i lydbilledet, for det ødelagde oplevelsen. Arch Enemy (læs: Michael Amott) har næse for at skrive en god melodi, og de blev fremført flot på Hades torsdag aften. Og Alissa White-Gluz er fremragende til at få publikum med på at klappe, så hun fylder på alle tænkelige måder sin rolle ud som frontkvinde og blikfang. I år kunne vi bare ikke rigtig høre hende.