Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Partydød i provinsen

Populær
Updated
Baest03_72A1625
Baest02_72A1778
Baest04_72A1510
Baest05_72A1478
Baest06_72A1459
Baest01_72A1873
Wayward Dawn01_72A1407
Wayward Dawn02_72A1404

Baest blæste håret bagover og til siden på Studenterhuset i Aalborg fredag aften, hvor de var kommet til Nordens Paris på deres turné.

Kunstner
Titel
+ Wayward Dawn
Dato
06-03-2020
Trackliste
1. Vitriol Lament
2. Empty Throne
3. Wormlord
4. Atra Mors
5. Messe Macabre
6. Venenum
7. Herecy
8. Rape the Blessed
9. Marie (Magdalene)
10. Marks of the Undead
11. Nihil
12. Vortex
13. Sodomize
14. As Above So Below
15. Gula
16. Ego Te Absolvo
17. Crosswhore
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
5

Baest har været her, der og alle vegne i 2019. Ny plade, koncerter på SPOT festivalCopenhell og Roskilde Festival. I fjernsyn med dokumentar. Uanset hvor, man kiggede hen sidste år, var Baest klar til at levere dødsmetal som soundtrack. Så meget, at vi i september måned måtte sætte os ned og spørge indfyldelsesrige personer i miljøet, hvorfor det lige blev Baest, der slog igennem på den måde. Den kan (gen)læses her.

Nu er det 2020, og turen er kommet til at indtage næsten alle hjørner af kongeriget. Esbjerg, Odense, Grenå, Aalborg, Aarhus og København skal have besøg, før turen går videre til udlandet. Og søreme, om ikke de kan lave udsolgt i både Aarhus og København. I sidstnævnte måtte man sætte to koncerter op i Pumpehuset lige efter hinanden. Det er ikke hverdagskost, at et dansk dødsmetalband kan og skal lave den manøvre.

Fredag aften i Aalborg levede Baest i den grad op til den hype, der er omkring bandet lige nu. Med store smil og en gennemført produktion går Baest på scenen og leverer varen. Simon Olsen er det naturlige omdrejningspunkt undervejs, da den karismatiske forsanger med glimt i øjet og et mundtøj, der er skruet rigtigt på, formår at indfange publikum med det samme. Studenterhuset er godt fyldt op, og andelen af Baest-trøjer iblandt viser, at der vitterligt er et kæmpe momentum i miljøet lige nu. 

Det hjælper gevaldigt, at guitaristerne Svend Karlsson og Lasse Revsbech sammen med bassist Mattias 'Muddi' Melchiorsen ikke står meget tilbage for forsangeren. Store smil ud til publikum, masser af headbanging med det lange hår og en fortræffelig indlevelse, når der skal kværnes soloer og riffs gennem instrumenterne. Baest når bogstavelig talt udover scenekanten med deres musik og inddrager publikum fra start til slut.

Der bliver også sendt en kærlig tanke til Budolfi Kirke, der ligger overfor Studenterhuset, forud for 'Rape the Blessed', mens 'Marks of the Undead' dedikeres til genrefællerne i Dawn of Demise, der er blandt publikum denne aften. Bassist Mattias Melchiorsen spiller altid i en Death-longsleeve, og 'As Above So Below' dedikeres da også til genrens gudfædre og åbenlyse inspirationskilde til Baest. De når lige at drille publikum med tre sekunder af 'Symbolic' med Death før de sætter i deres eget hit, og på den måde får de aktiveret de blandt publikum, der ses med Death-trøjer. 

Som det kan ses af sætlisten, når de praktisk talt igennem hele bagkataloget. Næsten samtlige sange fra debutpladen 'Dance Macabre' og sidste års 'Venenum' spilles, ligesom der også luftes fire ud af fem numre fra ep'en 'Maria Magdalene'. Baest er på togt gennem landet og læsser hele arsenalet nedover de fremmødte. Alt, hvad de har lavet, bliver strøet udover det feststemte publikum.

På et tidspunkt hopper Simon Olsen ned blandt publikum, der har lavet moshpit, circlepit og stagedivet hele aftenen, og så vil han være med i den svedige fest nede forrest. Baest er i øjenhøjde med deres publikum og leverer varen 100%. Det er muligvis ikke nyskabende, men det er et livtag med dødsmetalgenren, som miljøet kan forstå og kan lide. Ungdommen er også blevet eksponeret for bandet, hvilket betyder, at der er masser af helt unge børn ned til 11-års alderen blandt publikum, og det bemærker Baest da også. De signerer trøjer, tager billeder med børnene og sørger for, at der bliver kælet for de vordende fans efter showet. 

Baest sætter ikke en fod forkert og vender hver en sten i deres vej mod en dedikeret fanbase. Det er forfriskende at se, hvordan janteloven for en stund er sat ud af spil og åbenlys spilleglæde smitter af på det publikum, der har indløst billet. 

Supporten i Wayward Dawn fortjener også ros. De unge musikere skulle lige bruge en enkelt sang til at få udstyret til at makke ret, og så kværnede de både nyt og gammelt materiale gennem anlægget. De lufter numre som 'Apathy' og 'Sophomania' fra deres kommende 'Haven of Lies'-plade, der udkommer i april måned. De unge knøse fra Skanderborg får også bifald fra publikum, der er glade for nyfortolkninger af dødsmetallen denne aften.

Baest høster fuldt fortjent ros for den fest, de leverer. Studenterhuset er lagt for deres fødder, og når denne anmeldelse læses har de også spillet på hjemmebanen i Aarhus, hvor Voxhall var udsolgt med over 700 mennesker. Fredag aften i Aalborg var det ikke vanskeligt at forstå hvorfor. Vi kvitterer med fuld plade i karakterbogen.