WOA18: Behemoth med vanlig klasse
PopulærPolske Behemoth havde debut på deres nye single fra den kommende plade og gav en koncert på et niveau, som kun er ganske få bands forundt. Wacken blev forkælet.
2. Demigod
3. Ora Pro Nobis Lucifer
4. Conquer All
5. God = Dog
6. Messe Noire
7. Alas, Lord Is Upon Me
8. Wolves ov Siberia
9. Blow Your Trumpets Gabriel
10. Decade of Therion
11. At the Left Hand ov God
12. Slaves Shall Serve
13. Chant for Eschaton 2000
14. O Father O Satan O Sun!
Behemoth er albumaktuelle og udsender den 5. oktober deres 11. studiealbum ’I Loved You at Your Darkest’. Samme dag som Wacken Open Air 2018 gik i gang, udsendte polakkerne singeforløberen ’God = Dog’. Det var derfor ikke helt uventet, at de nok også ville spille den live på scenen.
Det var bare ikke den nye sang, der gjorde det for Behemoth torsdag aften på ’Harder Stage’. Det var derimod deres klassikere, som de i 20 år er blevet så gode til at spille, at det ikke er mange bands i den genre, der kan gøre dem kunsten efter. Der er måske lige norske Satyricon, der har nogenlunde samme garanti for, at man får en god oplevelse.
Således var Wacken Open Air 2018 ingen undtagelse. Behemoth spillede, mens solen gik ned og blev mere nådig efter en gloende hed eftermiddag. Det var derfor både behageligt at stå på festivalområdet rent temperaturmæssigt og at blive trakteret med black metal på det niveau. Nuvel, vi har set Behemoth spille live rigtig mange gange på alle de store og mellemstore festivaler, såvel som store og små spillesteder. Vi er godt klar over, hvad der kommer, og hvordan de gør det. Ikke desto mindre er det lige imponerende hver gang.
Nok er Behemoth blevet meget professionelle og kører showet med lige dele ansigtsmaling, kostumer og store bagtæpper med masser af omvendte kors, men det er musikken, der gør, at man står alt det ligegyldige teater igennem. Det nye storhit ’Blow Your Trumpets Gabriel’ er på ganske få år blevet en klassiker i genren, og der var ikke mange nakker, der stod stille, da de brølede den ud over festivalpladsen.
Tilbage til ’God = Dog’, der blev annonceret som single samme dag som koncerten. Enkelte havde nok nået at lytte den igennem på et anlæg nede i lejren, men derudover havde Behemoth også ’Wolves ov Siberia’ med, der blev spillet første gang på Filippinerne tilbage i maj måned. Den fik naturligvis samme afventende modtagelse fra publikum, der endnu ikke har fået lært sig sangene godt nok, til at der udbryder vild jubel undervejs. Det var derfor de kendte sange, der trak læsset. Ikke overraskende på en festival. Med de nye sange er der også et vist forventningspres. Den forrige plade 'The Satanist' blev hyldet overalt, så det skal være godt, hvis den nye ikke skal skuffe.
Nergal og co. er bare så dygtige, at de slipper af sted med det samme show. Eneste anke er vel næsten, at Behemoth visuelt og tematisk efterhånden læner sig så meget op ad de samme virkemidler som den katolske kirke, de tordner så indædt mod i teksterne, at det begynder at virke en anelse parodisk med den sataniske nadver, som fader Nergal forestår ved koncerter, hvor oblater og vin gladeligt deles ud til menigheden i de sorte T-shirts med ulæselige bandlogoer. Rent musikalsk er der dog ikke megen parodi at spore. Behemoth viste på Wacken, at de helt fortjent er blandt de største navne i genren. Absolut godkendt.
Den nye sang kan også ses og høres her. Dog den officielle video og ikke materiale fra Wacken.