Blasertheds-blasteren

Populær
Blasertheds-blasteren

Ufortrødent fortsætter Iron Fire med at spille power metal, som om de stod på den store scene på Wacken, når de i virkeligheden står på en klubscene på Bornholm, og det er prisværdigt.

Kunstner
Titel
+ Sigh
Spillested
Dato
21-01-2017
Fotograf
Jon Albjerg Ravnholt
Karakter
3

Det må kræve en exceptionel ukuelighed uge efter uge, år ud og år ind, at slæbe sig ned i øvelokalet og pumpe sig selv op til at spille en type musik, som der ikke rigtig er det store publikum for i Danmark. Mens power metal både nord og syd for grænsen er den store, samlende faktor på metalscenen, der kan stampe kæmpe folkemængder op og få dem til med løftede næver at synge med på sange om at slå drager ihjel, alternativt flyve på dem, har genren herhjemme altid været betragtet med en vis skepsis af metalpublikummet. Stillet over for metallens snigende dræber, den ironiske distance, pulveriseres power metallens magiske illusion som en trold, der møder sollys, og de store bjerge, som bandet forestiller sig selv stå på toppen af, flader ud og minder mere om landskabet på det Amager, som Iron Fire kommer fra.

Det har Iron Fire i over tyve år set stort på, og det kan jeg kun have respekt for. Hul i, om andre føler sig for gode til at stå og synge med på ‘Kill for Metal’, eller om folk synes, det er for bombastisk at spille med intro og backingtrack på alle sangene live: I Iron Fires verden er for meget af det gode vidunderligt, som salig Liberace sagde. Og jeg ville virkelig gerne kunne slå min egen blaserthed fra og bare give mig hen til dem, for sådan noget som Iron Fire får mig til at føle, at jeg slet ikke er metal nok til at kunne være med. 

Men når Iron Fire er den danske power metals største navn skyldes altså først og fremmest, at der ikke rigtig er nogen konkurrence om titlen, og selv med åbent sind og største velvilje er det svært ikke at begynde at kunne høre de begrænsninger, Iron Fire trods alt er underlagt. Det begynder med, at man lægger mærke til det lille kast, bassist og sanger Martin Steene gør med hovedet, hver gang han skal ramme en høj tone med vibrato. Et panisk blik i øjnene, et manisk smil og hovedet rokket hurtigt fra side til side, som om han skal slynge tonerne ud for at få dem til ramme rent. Og det gør de sådan set også, men man forstår godt panikken i hans øjne, for megen kraft er der ikke bag dem. Martin Steene synger rent og helt efter bogen for genren, men han har svært ved at overbevise mig om, at det er med den røst, han bekæmper drager. At det er den stemme, heavy metal står og falder med.

Som aftenens sæt skrider frem, står det ydermere klart, at Iron Fire har sådan noget som to eller tre sange, de kan skrive variationer over. At de nyere sange alle har fået hægtet breakdowns på sig, gavner overhovedet ikke indtrykket, og efterhånden sætter matheden ind hos såvel band som publikum. Det er ærgerligt, for på mange måder kunne det være virkelig fedt, hvis man sådan en lørdag aften i den mest afsidesliggende provins i landet i januar kunne være gået ud og blevet vundet over af power metal. Hvis al ens ironiske distance og blaserthed bare var blevet blæst væk, og man havde set lyset og indset, at det eneste i livet, der betød noget, var at have sit sværd klar til at nedslagte drager og mærke vinden bølge i håret. Hvis Iron Fire havde kunnet gøre det. Det havde sikkert været nemmere, hvis vi havde været titusinder i stedet for de godt hundrede bornholmere, der var mødt op. Hvis der havde været ild og røgkanoner og nogle sange, som vi alle kunne synge med på. Da Iron Fire som ekstranummer forsøger sig med ‘For Whom the Bell Tolls’ med gæstevokal af sangerinden fra opvarmningsbandet Sigh, er det bare for sent.

Læderbukser og powerballader
Sigh: Ikke de japanske avantgarde-black-metallere, men et helt nyt bornholmsk hard rock-band. Det er endnu en paradoksal genre, hvor antallet af håbefulde unge bands med ambitioner i stadionstørrelse synes alt andet end proportionelt med et kernepublikum, hvis behov for at høre middle-of-the-road-hard rock må formodes nogenlunde dækket af deres gamle Bon Jovi-plader. Det er i hvert fald hverken en genre eller et publikum, der er præget af den store trang til at udfordre eller blive udfordret, men det gør Sigh så heller ikke. Det er læderbukser og hidsig makeup hele vejen, hårdtpumpede uptempo-sange vekslende med powerballader med den akustiske guitar fremme. Der er et riff i sangen ‘The Hit’, der trækker på Riots knallert-klassiker ‘Swords and Tequila’; mere opsigtsvækkende, men sandsynligvis også utilsigtet, er det, at baslinjen i den afsluttende sang lægger sig tæt op ad crossover-bandet Excels ‘The Stranger’.

Sigh har ikke spillet sammen mere end nogle måneders tid, og i aften er kun deres anden koncert, men de er fuldt ud bevidste om, hvad der er deres stærkeste kort, og hvordan de forvalter dem bedst. Pontus Liljekvist får sine guitarsoli, og Stine Budtz får plads til at dominere med sin ganske solide rockstemme. Det fremstår ret gennemtænkt og ganske habilt, og selvom man kan have sin tvivl om, hvorvidt der reelt er et publikum til denne type musik, virker det i hvert fald, som om Sigh har lavet deres research grundigt og er i stand til at fokusere på det, der fungerer for dem.