Virus, 2011 og motherfucking Scotland!
Mandag aften i Lille Vega havde hele pakken: Rendyrket dramatik, svenske Ikea-kopier og kogende skotsk blod.
En ulykke kommer sjældent alene. Først COVID-19, så … mere virus. Sidstnævnte var hele tourbussen rundt, desværre blev Buster Odeholm fra Humanity’s Last Breath ramt så hård, at han måtte indlægges i Danmark. Ingen Odeholm, ingen koncert. I hvert fald ikke på dansk jord. Derved startede mandagens metal/deathcore extravaganza i Lille Vega noget forkølet.
Allting til sin tid – og helst 2011
Heldigvis havde aftenens hovednavn, Bleed From Within, allieret sig med mere end et opvarmningsband. Svenske Allt blev rykket en time frem i programmet og kunne derfor tage sig kærligt af et ganske talstærkt fremmødt publikum – og det lod også til, at svenskerne havde taget et par venner med fra den anden side af sundet.
Det skortede i hvert fald ikke på energi blandt de forreste gæster. Kvintetten leverede også en ganske fin opvarmning, til trods for at være skåret ned til en kvartet i store dele af koncerten. Rytmeguitaristen sprængte en streng under det indledende intronummer og så var han ellers ude en stor del af koncertens cirka 30 minutter. Det stoppede heldigvis ikke den momentvise kvartet, der tordnede af sted på svenskeste vis.
Publikum fik en fin introduktion til det unge bands katalog, hvor specielt ’Paralyzed’ og ’The Deep Blue Silent’ fremstod lige så intense og interessante som på plade. Det sagt, er det ikke ligefrem nyskabelse der præger bandet, hvis lyd primært henledte tankerne på landsmændene fra Vildhjarta, og derved Humanity’s Last Breath – overlappet i medlemmer taget i betragtning. Derved blev det lidt en unødvendig 2011-oplevelse, men samtidig en koncert, der varslede positivt for fremtiden. Forhåbentlig finder Allt deres egen retning og lyd inden længe.
"We’re Bleed from Within from Glasgow, motherfucking Scotland!"
Bleed from Within er et skønt band. Udover at fremstå som nogle rigtige flinke gutter, har kvintetten også sans for sangskrivning. Hvilket i særdeleshed er bevist på bandets to seneste udgivelser, ’Shrine’ (2022) og ’Fracture’ (2020). I en sådan grad, at man til tider glemmer, at Bleed from Within reelt har udgivet seks plader siden dannelsen.
Kvintetten gik fra at være et mindre interessant deathcore-orienteret band, til et stærkt bud på fremtidige metalcore-helte, initieret da Steve Jones på ren vokal og rytme-guitar blev del af bandet i 2017. Derved også sagt, at der er stor forskel på det skotske band, før og efter 2017. En forskel, der afspejlede aftenens valg af setlist.
Et enkelt nummer fra ’Era’ (2018) blev det til. ’Afterlife’ stod alene som påmindelse om en musikalsk karriere før 2017. Og det var nok også for det bedste. Trekløveret ’I Am Damnation’, ’Sovereign’ og ’Levitate’ fra ’Shrine’ åbnede ballet på overbevisende vis. Sprudlende, med et band og en forsanger, der var langt ud over scenen og fik pisket publikum i gang. ’Afterlife’ derimod blev leveret i en periode af koncerten, der var knapt så interessant – man forstå hvorfor Bleed From Within vælger at nedprioritere materiale fra andet end de seneste to plader.
Det er bandets styrke og svaghed på nuværende tidspunkt. De to seneste udgivelser er gode, men ikke gode nok til at udgøre et helt set.
Derved fik vi en højenergisk start og en eksemplarisk afslutning. ’Paradise’ og ’The End of All We Know’ skød band og publikum af, så forsanger Scott Kennedy sejlede rundt blandt publikum med det skotske flag højt hævet. En eksemplarisk afslutning. Den mellemliggende periode stod ikke distancen på samme overbevisende vis.
Publikum fik en stor, velfortjent, tak og trods en mellemliggende, mindre intens del af koncerten, beviste Bleed From Within, at der er noget om hypen. Man føler den samme vibe, som man gjorde, dengang Parkway Drive var fede. Før der gik heavy metal og leflen i maskineriet. Den rå energi, det umiddelbare, lysten til musikken – og ikke mindst taknemmeligheden. Den stod ud af det skotske band. Hvis Bleed From Within kan fastholde den positive udvikling i sangskrivning, har kvintetten et utroligt spændende potentiale
Og forhåbentlig får vi bandet til Danmark igen inden længe.