Sangerne svigtede på Slagmarken

_XTJ9810

Der var mere show end skønsang i Sønderborg, hvor opvarmningsbandet Def Leppard fejrede ’Hysteria’ og Bon Jovi gennemførte et ærkeamerikansk rockshow.

Kunstner
Titel
+ Def Leppard
Dato
11-06-2019
Genre
Trackliste
Bon Jovi:

1. This House Is Not for Sale
2. Raise Your Hands
3. You Give Love a Bad Name
4. Born to Be My Baby
5. Roller Coaster
6. Lost Highway
7. Runaway
8. We Weren't Born to Follow
9. Have a Nice Day
10. Keep the Faith
11. Amen
12. In These Arms
13. It's My Life
14. We Don't Run
15. Someday I’ll Be Saturday Night
16. Lay Your Hands on Me
17. Captain Crash & the Beauty Queen from Mars
18. We Got It Goin' On
19. Blood on Blood
20. Bad Medicine

21. I’d Die for You
22. Livin' on a Prayer

Def Leppard:

1. Women
2. Rocket
3. Animal
4. Love Bites
5. Pour Some Sugar on Me
6. Armageddon It
7. Gods of War
8. Don't Shoot Shotgun
9. Run Riot
10. Hysteria
11. Excitable
12. Love and Affection
13. Rock of Ages
14. Photograph
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Historiens vingesus var allestedsnærværende på Slagmarken ud for Sønderborg. Der stod mindesten over faldne soldater, der betalte den største pris i bl.a. 1864 når man gik fra parkeringspladsen og ind på koncertområdet. Publikum havde også betalt en høj pris og for dette fik man to store rocknavne. Britiske Def Leppard og amerikanske Bon Jovi.

Førstnævnte startede præcis klokken 19:00 som annonceret og valgte at spille hele ’Hysteria’-pladen, der med sine mange singler og store hits betød, at Def Leppard lagde ud med de største numre i deres koncert. Så anden halvleg blev det lidt afdæmpet med publikums reaktioner over for Joe Elliott og co., der ellers gjorde det ganske udmærket med et solidt show, hvor Phil Collen og Vivian Campbell på guitarer strålede mest. Elliotts stemme blev sparet, og så kunne man fokusere på forsangerens guldsko og at trommeslager Rick Allen sad barfodet og hamrede i pedalerne. Det var alligevel en smule overraskende, at Def Leppard simpelthen valgte ikke at spille det store hit ’Let’s Get Rocked’ fra ’Adrenalize’, men fokus var altså på ’Hysteria’ og så de to numre ’Rock of Ages’ og ’Photograph’ fra ’Pyromania’ som ekstranumre.

Noget anderledes gjorde Bon Jovi det da de startede ud præcis 21:00. De lagde ud med ’This House Is Not For Sale’ og fik armene i vejret hos publikum allerede på ’Raise Your Hands’ og Bon Jovi viste, hvorfor han er en rockstjerne, og at han forstår at udfylde rollen som sådan. Forsangerens gestikuleren, posering og interaktion med publikum var professionelt, og det samme var musikerne omkring ham. Det var ærkeamerikansk show på godt og ondt. Det imponerende var primært scenen og storskærmene. Virkelig flot lysshow og knivskarpe storskærme, som hverken var grynede oppe foran eller føltes små allerbagerst. Den del var der styr på.

Så kommer vi unægtelig til den del af det, der ikke helt levede op til forventningerne. Bon Jovis stemme er ikke, hvad den har været. Ligesom Joe Elliott fra Def Leppard kunne man godt høre, hvor der blev knebet af i de høje toner og fraseringerne blev holdt i et toneleje, hvor der ikke blev forceret. Kun lige i ’Amen’ valgte han rent faktisk at synge igennem i verset. Ellers holdt han sig dygtigt på den sikre banehalvdel, så stemmebåndene også holder til det næste show i Nijmegen i Holland om et par dage. Men der var selvfølgelig fællessang på ’You Give Love a Bad Name’, ’It’s My Life’ og ’Bad Medicine’. Men selv på et hit som ’Keep the Faith’ kom Bon Jovi ikke helt udover scenekanten, ikke mindst fordi klaverbokseren fik lidt for meget tid på sit keyboard og således blev flere elementer af koncerten trukket lidt for meget i langdrag og gjort mere pompøse, end godt var. Amerikansk på den lidt ærgerlige måde.

For de 25.000 publikummer var kommet for at høre de store hits og brøle med sammen med forsangeren. Han svigtede bare lidt sin del. Nuvel, han sørgede da for at orientere publikum om, at det potentielle skybrud ikke ville komme, så de fremmødte kunne godt holde regnslaget i baglommen og fokusere på festen. Det havde publikum også gjort. Mestendels før koncerten, hvorfor en del enten lå og sov på slagmarken eller var ved at forlade samme under koncertens anden halvdel. Bon Jovi fik nemlig aldrig rigtig fat i publikum. Han lovede at komme godt rundt i hele bandets 36 år lange karriere og det gjorde han også, men selvom der var store smil ud til publikum, så blev det en distanceret oplevelse. De store hits fra ’Slippery When Wet’ og ’New Jersey’ var naturligvis de sange, der bar showet, og resten blev ligegyldigt fyld, hvor publikum fik tanket op på fadøl og mad. 

Den historiske kulisse lagde ikke græs og slagmark til en historisk koncert, men blot en forestilling, hvor to sangere, hvis bedste dage ligger bag dem, fik endnu en tur i manegen og publikum, der er vokset op med deres musik i firserne, fik set girafferne. Det var hverken godt eller pinligt. Bare jævnt, og det kunne altså ikke helt holde på publikum, der stille og roligt defilerede ud til parkeringspladserne under ekstranumrene og dermed blev det ikke helt det store rockbrag, som arrangørerne, de optrædende og publikum havde håbet på. 

Sønderborg fik dog prøvet, hvordan det er at afholde et arrangement i en vis størrelsesorden. Logistikken blev udfordret og de lokale kræfter har unægtelig lært en del omkring afvikling af trafik. For plads har de nok af. Det var ikke svært at finde en parkeringsplads, men at komme derhen gik lidt trægt. Det er dog en erfaring, som uden tvivl vil være bedre ved næste store arrangement.