En ventet forløsning
Publikum fik det hele: Energi, sprudlende sceneshow, gode og mindre gode numre og et fornuftigt og ansvarligt fravalg.
Med to år udsættelse kunne publikum endelig tage godt imod det svenske rap-metal-band i Amagerbio. En koncert, der havde lokket godt med publikum til, allerede da opvarmningen gik på kl. 21. Danske The Interbeing havde fået den luksuriøse tjans og kunne skue ud over et publikum, der nok havde en forholdsvist høj gennemsnitsalder, men ditto en bred profil.
To vinduer til hver deres tidslomme
På papiret var The Interbeing et fint først skridt i aftenens koncertoplevelse. Den industrielle kant matcher fint Clawfingers tilsvarende på de første plader. Det maskinelle båret af danskernes synths og programmering, men så er det også svært at trække mange flere paralleller.
Hvor Clawfinger er som at opleve en tidslomme fra 90’erne, er The Interbeing et ormehul direkte ind til start-2010’erne. Et velspillet ormehul vel at mærke, men det er svært ikke at føle sig hensat til en anden tid, når bandet groover tungest og bedst til numre fra deres 2011-fuldlængde debut.
Bandets ekstremt stillestående show, gjorde desværre intet for at skabe den energi, det kan forventes af musikken. Det virkede fraværende, hvor kun tre femtedele af bandet lod til at være til stede. Især de to guitarister fremstod meget fokuserede på at riffe og synge rent. Det sidste en opgave, som den kære Andreas Bjerno glemte fra tid til anden – heldigvis blev han reddet af den samplede vokal.
Med to nye numre på setlisten, kan man naturligvis argumentere for, at de to guitarister også havde rigeligt at koncentrere sig om. Både ’Black Halo’ og ’Eternal Eclipse’ lød spændende og varsler godt for både band og fans heraf. Det sagt, var det ikke numre, der bød på udvikling, og skulle man endelig rejse lidt kritik af de to numre, så er det netop den mangel – det var i hvert fald ikke numre, der rev bandet eller publikum ud af førnævnte ormehul.
The Interbeing gjorde hvad de skulle, uden rigtig at imponere. Selvom Dara Toibin gjorde sit, virkede publikum ikke helt investerede – måske var der bare for stor en kløft mellem de to bands. 
To års energi-opsparing
Publikum var mødt talstærkt frem, som Clawfingers bagtæppe blev sænket og lyset dæmpet. Herefter fulgte en tour de force i bandets setliste, hvor vi både kom omkring helt nyt i form af ’Environmental Patients’, karrierens senere materiale som den svulstige ’Recipe for Hate’ og World Domination’, samt de første plader, der for alvor gav svenskerne spilletid tilbage i 90’erne.
Aftenens første højdepunkt kom naturligt i form af ’Rosegrove’, der blev fulgt op af ’Warfair’. I det moment virkede svenskerne udstoppelige. Energiske som var det en anden tidsalder og et kvantespring fra det stillestående opvarmningsband, til trods for aldersforskellen. Bandet var glade for at stå på scenen – og publikum tog imod, som havde de ventet to år på koncerten.
Specielt André Skaug på bassen leverede en konsekvent højenergisk performance og en tørretumbler der sjældent stod stille. En energi der kendetegnede resten af ensemblet, hvor den ikoniske forsanger fik forceret samtlige monitors, og ligeledes tog sig en gang rygcrawl ude blandt publikum – for første gang i løbet af touren. 
Use your brain, please!
Der var ikke sparet på energien, til gengæld kunne man godt have ønske sig mere af setlisten. Til trods for en stærk og imponerende start, faldt intensiteten hen mod slutningen, hvor numre som ’Money Power Glory’, ’None the Wiser’ og ’Burn in Hell’ ikke helt resonerede med resten af koncertens niveau. Her kunne man godt ærgre sig lidt over, at der ikke var blevet plads til et nummer som ’Power’ eller ’Pay the Bill’.
Til gengæld fik vi ’Pin me Down’, ligeledes fra ’Use Your Brain’ (1995), der stod skarpere end nogensinde. Herefter rullede toget igen og vi fik de absolut største. ’Two Sides’ startede fællessangen, fortsat med ’The Biggest & the Best’ og ’The Truth’, inden ’Do What I Say’ sendte publikum ud i det helt store fællesskråleri og eufori. Vellykket og tilstedeværende i en sådan grad, at man næsten ikke tænkte over, at ’Nigger’ ikke havde fået plads i aftenens set. Som den ikke har været på noget tidspunkt i løbet af touren. Et fornuftigt og ansvarligt valg – det eneste rigtige valg.
Clawfinger formåede måske ikke at holde momentum gennem hele koncerten, men når bølgerne først toppede, så gik det højt. Gulvet flød i Amager Bio og selvom gennemsnitsalderen generelt var til den lidt høje side, så var der masser af energi i salen. Både på scenen og blandt publikum.
Karakteren er givet som en gennemsnitsbetragtning for begge bands.
