Copenhell 2015: Som horn fra en klar himmel

Populær
Copenhell 2015: Som horn fra en klar himmel

Klokken 14 på festivalens sidste dag er stadig morgen fra mange, men Horned Almighty gav intet for morgenro og sørgede for en bragende fed sort messe på Copenhells Pandæmonium-scene med formidabel lyd og ditto attitude.

Dato
20-06-2015
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Der var kun gået en lille halv time, siden dagens første band, Franklin Zoo, havde forladt den selvsamme scene, men at det var så kort tid, skulle man ikke tro. Det tog nemlig Horned Almighty 30 sekunder at nå, hvad Franklin Zoo ikke havde klaret på en halv time: at ruske op i folk.

Fra sekundet, hvor bandet gik på scenen, til Horned Almighty smuttede igen efter 35 minutter, ejede de scenen. Det var attitude og næven i vejret, og selvom det måske kunne virke lidt kliché og nærmest nonchalant, som guitarist Bjørn "Hellpig" Bihlet, gik på scenen med smøg i kæften, så havde han ikke svært ved at få sat folks nakker i sving til det ene seje riff efter det andet.

S. – som forsangeren kalder sig – var overbevisende i sin måde at tryllebinde publikum til løjerne på scenen. Det er meget muligt, at black metal gør sig bedst under den mørke nattehimmel, men med energien i musikken og en levering i topklasse i glimrende lyd, så gjorde det ingenting, at skyerne blev færre på himlen, og solen tittede frem, mens musikken spillede. "Dette er vores kirke" sagde S. undervejs og pegede på scenen, og det var svært ikke at tro ham, for denne lørdag blev Horned Almightys musik dyrket som religion.

Primitivt ultimativt

Musikkens oldschool-præg og ret rockede fundament – trods et overordnet brutalt udtryk – fungerede formidabelt, og som en anden dukkefører fik S. let publikums arme i vejret i en rytmisk respekt for musikken. Egentlig var virkemidlerne ganske simple, men det er langt fra alle, der ville kunne nå til samme seje resultat, som Horned Almighty fik ud af deres eftermiddagsoptræden. Ligsminken virkede ikke fjollet, som den gør for nogle black metal-bands, og de mest simple af riffene virkede ikke for simple – alt sammen noget, som skyldtes bandets herlige, fandenivoldske attitude. Det var bøllet, som konferencieren også var inde på efterfølgende, men på den dér helt rigtige måde, hvor det primitive bliver det ultimative.

Det kunne undre, at bandet ikke fik længere spilletid – eller ikke udnyttede spilletiden fuldt ud, såfremt bandet faktisk havde fået mere tid. For ovenpå sådan nogle solide lussinger, så var kroppen ligesom i gang og klar til mere af Copenhells program, men efter Horned Almighty måtte man vente en lille time på mere live-musik. Men det var i det mindste en god oplevelse rigere, at man kunne smide sig på bakken med mad og morgenbajere, eller hvad der nu lige måtte indgå i folks eftermiddagsmorgenritualer på Copenhell.